NFSGrundtvig_1923

55

V.

GRUNDTVIGS FØRSTE PRÆSTEAAR. D e to Aar fra 1811 til 1813, da Grundtvig var Kapellan hos sin Fader, var to rige Udviklingsaar for ham- De sidste Skygger af Sindssygdommen svandt efterhaanden i Lø­ bet af Sommeren 1811, men endnu saa sent som 3. Juli klager han i et Brev til Molbech over slemme Levninger af Tankeforstyrrelser. »Dog«, føjer han til, »Gud være lovet! Jeg gaar ligesom Dagen, naar den begynder at længes, hvert Døgn et Hanefjed fremad og haaber snart at naa den Tid, da Gud og jeg skal være mine Tankers Herre.« — Han var lykkelig ved sin Forlovelse med Elisabeth Blicher, der var smuk, indtagende og hjertensgod, en trofast Sjæl, som ogsaa Grundtvigs Venner var meget glade ved. — Og han var lykkelig i sin Præstegerning. Kirkerne fyldtes, og Virkningen af hans Forkyndelse sporedes endog længe efter. Hans Maade at tale paa lignede kun lidt hans Frem­ træden i Vartov paa hans gamle Dage. Da stod han fuld­ kommen rolig paa Prædikestolen, og hans Ord flød som en sagte rindende Strøm, eller — som det den Gang træffende blev sagt af den svenske Præst Ahnfelt: »I sina yngre dagar mera utmanande, bestormande och polemisk ar han nu på sin ålderdom egentligen blott tetisk. Han synes full- komligt stilla och orubblig i besittningen af trons verklig- het- Det forekommer, som hade han for all evighet indtagit en fast position i den osynliga verid, som bar den synliga . . . Med Johanneisk vånlighet tillbjuder han menniskor sitt goda: »Her er Tingen!« sager han o: hår år visdomen, i denna riktning går lifvet — i den Apostoliska bekånnelsen ligger Kristendomens qvinta essentia — . . . låt oss fast- hålla den bekånnelsen, låt oss lefva och do i den.« I sin Ung­ dom talte Grundtvig med meget høj Røst og med saa stærke Bevægelser, at hans Ven Povel Dons indstændigt advarede ham derimod. Og streng var den unge Kapellan. Før Skriftemaalet hørte han Altergæsterne over i deres Børnelærdom, og kunde de ikke sige ham, h v o r f o r de vilde til Alters, tog han dem ikke med- Der er fortalt, at da Konfirmanderne sidste Gang var hos ham før Konfirmationen 1811 eller 1812, talte han med dem i flere Timer, og derefter faldt han paa Knæ midt