NFSGrundtvig_1923

56 i deres Kreds og bad for dem med høj Røst og under mange Taarer, at Herren vilde bevare dem, saa de blev i Pagten. Derefter stod han op, dybt bevæget, og gik ind i et Side­ værelse. hvor han — kunde man høre — blev ved at bede i Enrum. Paa selve Konfirmationsdagen gik han glad op og ned paa Gulvet blandt de unge, mens Salmen: »Op, Sjæl, bryd Søvnen af« blev sungen. Men under Talen blev han saa bevæget, at han faldt paa Knæ og bad grædende højt for Børnene. — En Gang havde en gammel Kone i Annekset brækket sit Ben. Grundtvig red straks der hen og spurgte hende, om hun nu havde takket Gud for det, der var sket — et Spørgsmaal, der satte hende i Forundring, men gav ham Lejlighed til at vise, at det, der i Øjeblikket behager os mindst, tit bliver det, der baader os mest. Han var de fattiges gode Ven, saa han endog en Gang havde bortgivet Sædekornet. Da Avlskarlen saa kom og for­ langte Penge til Sædekorn af den gamle Præst, og denne spurgte Sønnen, hvorledes det forholdt sig, svarede han: »Ja, Fader, hvad prædiker vi om?« I det sidste Brev, han som Kapellan i Udby skrev til Provsten, beder han denne »for Guds Skyld« at betænke den fattige Skoleholder i Udby med lidt Korn; det vilde forbitre ham Skilsmissen fra Fædre- huset, om han skulde tænke, at denne fattige Mand led Nød. Et lærerigt Afsnit af hans Liv i Udby 1811— 13 er hans Forhold til J. P. Mynster, der paa den Tid var Præst i Spjellerup, nogle faa Mil derfra. Mynster var Stifsøn af Grundtvigs Morbroder, havde levet et rigt Ungdomsliv sam­ men med mange af de bedste unge i Tiden, bl. a. deres Fætter, Henrik Steffens, var i en ung Alder bleven Præst, havde oplevet baade Sjælekvide og et bestemt kristeligt Gennembrud. Grundtvig saa i ham en bestemt kristelig Præst, med hvem han gerne vilde i Samfund og Forstaaelse, og derfor besøgte han en Gang Mynster i Spjellerup, men blev grusomt skuffet ved Besøget. Mynster fortæller derom: »Der kom fremmede til mig, men jeg fik dog Lejlighed til et Par Timers Samtale, der aldeles ikke opbyggede mig. Samtalen gik mest om Poesi og græske Tragedier, og jeg havde rig Anledning til at forundre mig over den Kækhed, hvormed Grundtvig udtalte sig om Ting, som han ikke kendte- Det var naturligt, at Grundtvig fandt mig kold og ikke aaben imod ham. Jeg havde virkelig ikke mindste Lyst til en nærmere Forbindelse.«