NFSGrundtvig_1923

59 formindsket hans Glæde i sin Gerning, hvis han ikke længe havde vidst, hvor meget Sektvæsnet griber om sig. — Mange Kristne har adskilt Tro og Moral mere end han. Han ærer Bibelen som Menneskeslægtens ypperste Klenodie, hvori alle Visdoms og Kundskabs bedste Rigdomme er gemte, men har ikke i Sinde at bortkaste Filosofien, der har Korn saavel som Avner. — Der kunde være meget at tilføje; men han har hverken Tid eller Lyst. Grundtvig har altid sine Me­ ninger fuldt færdige, men saa følger Fortrydelsen bagefter. Hans Udtryk er halvt hovmodige, halvt mismodige og helt umodne; og han (Mynster) har ingen Lyst til nogen Samvir­ ken med Grundtvig. Den 22. December svarede Grundtvig paa dette Brev. In­ gen Prøve skal være ham for tung, naar det gælder om at vinde en Kristens grundede Velvilje, og en Kristen anser han Myn­ ster for at være. Hykler veed dog Mynster, han ikke er, og naar han nu svarer venligt paa Mynsters haarde Ord, maa denne da forstaa, at Fredens og Kærlighedens Aand dog har nogen Magt i ham. Mynsters haarde Ord stak ham; thi det gjorde ham ondt at miskendes af en Mand, hvis gode Om­ dømme han inderlig ønskede og ikke troede sig uværdig til; og det krænkede ham at blive behandlet som en næsvis, uforstandig og letsindig Dreng af en Mand, hvem han vel i Kundskab, men hverken i Alder, Retsindighed eller Aands­ gaver kan erkende at staa højt over ham. Imidlertid har han beraadt sig med Gud i Himlen og Følgen er bleven, at han skal tale venligt eller tie. Det første vilde i Begyndelsen ikke gaa, og »halvt hovmodig og halvt mismodig« besluttede han da at tie; men dette Forsæt var »helt umodent«; thi ved at læse i Mynsters Prædikener kom han til at forstaa, at Mynster drev es af Guds Aand, og derved kom han til at haabe, at Mynster en Gang vilde fortryde at have været haard mod en Broder. Mynster var bleven vred, fordi Grundt­ vig spurgte, om han var en Kristen; men Grundtvig vilde ikke blive ved med at være vred, fordi Mynster havde sagt om ham, at han var en Bogstavens Træl, der ikke var iført Kristus. Johannes Døber tvivlede, skønt han havde set Aanden, og sendte Bud; men Herren vrededes ikke. Han havde ikke spurgt af Nysgerrighed, men fordi han anfægtedes af Tvivl; og han havde ikke ladet Mynster udspejde. — Brevet slutter med en Henstilling til Mynster, om der ikke kan være saa vidt Fred imellem dem, at de ikke