NFSGrundtvig_1923

67 didat Kr. Olsen, kom til ham og fortalte, at der var udgaaet Opfordring til Menigmand i Jylland om endrægtelig at rejse og væbne sig mod Bernadotte og de Skarer af Russere og Svenskere, hvormed han var falden ind paa Halvøen for at tvinge Danmark til at afstaa Norge til Sverige. Han mente, at mange Studenter vilde med, og at der burde holdes et Møde derom. Grundtvig raadede til Varsomhed, og de gik sammen til Frederiks Hospital, hvor de hos Grundtvigs Mor­ broder, Overlæge F. L. Bang, efter Raadførsel og i Forening med flere affattede og udsendte en Indbydelse til et alminde­ ligt Studentermøde næste Aften paa Ehlers’ Kollegium. Her holdt Grundtvig en flammende Tale, hvori han bl. a. sagde: »Hvo er blandt os saa ublu, saa fræk og forvoven, at han turde løfte sit Hoved, løfte sin Haand og sige: Jeg er dansk, men det rager mig ikke, hvad Fædrene gjorde, hvad Landet maa lide, hvad Herrerne hedder, naar jeg kun i Ro kan op­ æde mine Dage. Hvo er den Ungersvend med Levning af Aand og Hjerte, som ikke med blussende Kind og rullende Øje vilde love at vandre i Fædrenes Spor, at værge det gamle, det herlige Land eller falde derover? Ingen, ingen! Det er glædeligt at kunne sige dette med Sandhed.« Men dette var — sagde han — ikke nok: »Kun ved Tro paa det evige Liv kan Folket oprejses, ved Tro, en urokkelig, levende Tro, der holder fast ved den usynlige, som den saa ham . ,. . Lad os betænke, om vi selv har denne Tro • . . hvad hjælper ellers de store Ord og de dyre Løfter? . . . Saa prøve da enhver sig alvorlig som for den alvidende Guds Aasyn, om han har den faste Tro og Tillid til den levende, almægtige Gud, om det er i hans Navn, han vil udgaa at tale og virke og staa og falde, som Herren det vil. Hvo, som ej har denne Tro og denne Tillid, han røre sig ikke, før de er vundne.« Herom var dog adskillige uenige med ham; man kunde vel nok slaas for Fædrelandet uden den Tro paa Gud som Grundtvig fordrede. Men han blev ved sit og opfordrede dem, der var enige med ham, til at komme igen næste Aften- Han havde ikke ventet ret mange den anden Aften, men Forsamlingen var endnu større end den første. Grundtvig holdt en Prædiken i Lighed med den fra Aftenen før og op­ læste dernæst en Henvendelse til Kongen, der skulde under­ skrives af dem, der var enige med ham. Han gik saa bort med sine Meningsfæller, og de holdt et snævrere Møde, 5*