NFSGrundtvig_1923

71 stor nok til at give ham en saadan, der — som Grundtvig skrev til ham fra London —- var den bedste, han kunde ønske sig, og virkede i Cambridge mere end rede Penge.

I Grundtvigs sidst nævnte Stridsskrift findes der en varmt skreven Omtale af den tyske Digter Novalis (Harden- berg 1772— 1801), hvori han siger, at »Længselens »blaa Blomst«, Paradisets Kærminde, den vilde Novalis finde og favne, ej som en Grædemø, men som Livets Dronning, og som paa en Skyvogn svæve med hende evig over alle Verdener i vemodig Vellyst. Lys og Mørke, Sandhed og Løgn skulde kærlig favne hinanden i den evig lyse Nat. En dyb Længsel efter Hvile og Harmoni, et dybt Blik i Na­ turens Indre, en brændende Kærlighed til det store og skønne — disse Ting var hos Novalis som hos faa. Men Kærlig­ heden udartede til uren Elskov, der besmittede hans Længs­ ler og forvirrede hans Syner, og Forvirringen stræbte han at retfærdiggøre ved Sofismer; det var hans sørgelige Lod, og derfor stod han smertefuld, derfor tonede kun afbrudte Lyde fra hans Harpe, derfor maatte Strengene briste. Og nu, Gud tilgive ham! Hvo der ej fælder en Taare ved hans Kiste, kendte ej ham eller kender ej Kærlighed; men Sand­ hed maa elskes højt over ham, thi den er den sande Kær­ ligheds evige Ord.« Og han fortsætter: »Det er en Glæde for Danmark, at hun har fostret en Søn i »De sorte Ridderes« kærlige Skjald, som er Broder til Novalis, men som i Gudsfrygt frelstes fra hans Vildfarelse og synes beskikket til at afbilde det Naturens gaadefulde Tempel, Novalis stirrede paa, afbilde det som en sand Guds Kirke, hvor Morgenstjernens Sang genlyder i hellige Toner, hvor bag det flygtende Mørke Morgenrøden forkynder det evige Lys, som brødes paa Korset, men sprængte Dybets Lænker, fordunkler Solens Skin og funkler evig i det nye Jerusalem. Ja, et Omrids har han alt i Hav­ kirken tegnet, hvis Mage endnu ingen saa fra Skjaldskabs Pensel. Gud bevare ham i Ydmyghed og barnlig Hengiven­ hed og stadfæste ham i Jesu Kristi Tro! Da skal han se større Ting end disse og vorde den kommende Tids Seer i Naturens Spejl, som han alt var dens Herold . . . . « Som det fremgaar af disse Ord, havde Grundtvig store