NFSGrundtvig_1923

75 Grundtvig betalte straks for denne ABC med en » P e g e ­ p i n d t i l d e n n y A B C a f S k o l e m e s t e r J. L. H e i - b e r g , 2 4 A a r g a mm e l « . Han tager flere af Heibergs Rim op til Behandling. Det om A b e k a t t e n blandt Præ­ sterne finder han at være et tomt Skældsord, som kun en arrig Dreng kan bruge, og angaaende det om K a p e l l a ­ n e n , der holder sig i Live ved Haab, siger han: at naar det hverken er Dovenskab eller den Karakter, man har taget med sig fra Akademiet og sit Embede, der er Skyld i, at man er bleven gammel Kapellan, saa er det al Ære værd at kunne holde sig i Live ved Haab og endda have Munterhed nok ti! at tage sig af de smaas Opdragelse. Og han haaber, at: »De smaa det vist ej vidt skal drive, mens Kapellanen er i Live;

thi imod dem er han en Luther, og de er Smaadyr, Substitutter. Trods alle Marekatte-Rænker hveranden dratter, før han tænker, hveranden synker, som han flyder, som døde Sild og tørre Jyder. Det er en Præsts Orakelsprog til hver en mundkaad Skolepog, som Sandhed selv tør byde Trods og arrig kalde den en Klods, som før- end Pogen kunde væve, sig did opsvang, hvor Aander svæve.«

Heibergs Svar herpaa: » P e g e f i n g e r m o d P e g e - p i n d«, er kun lidet mærkeligt, og da Grundtvig derefter i en » E r k l æ r i n g « giver alle »litterære Drenge« Lov til at række Tunge og pege Fingre ad ham, naar de blot lader Ingemann være i Fred, saa forlod Heiberg, der vist ikke var sikker paa at have Læseverdenen med sig, Kamppladsen med en smuk Hilsen »V a a r e n o g F r e d e n « , og siden holdt de to Fred med hinanden. Selv om Grundtvig her varmt forsvarede Ingemann, saa mente han, at Ingemann var inde paa en Afvej ved at ville være Tragedieskriver. Han sendte derfor gennem »Nyeste Skilderi af København« i Marts 1816 et Brev »Ti l B e r n ­ h a r d I n g e m a n n « , og deri siger han: »Ingemann, o hør mig, Frænde! visselig du farer vild ved paa Pinebænk at spænde Hjertet til et Sørgespil.