NFSGrundtvig_1923

77

for Kæmpe-Alderdommen med Retfærds Sølverhaar. Ej har til Ridderkapper jeg Tøj, som kan forslaa, og sammenstukne Lapper maa hele Mænd forsmaa. Ej Guld og grønne Skove jeg har til Maj og mer; til Hjelmens Busk for vove er mine Pennefjer. Til Anskrig fik jeg Bringe, men intet Bryst til Sang; en Klokke kan jeg ringe, men Lut ej give Klang. Oplad du Gemmer dine for Danmarks bedste Kuld! Giv du dem Kapper fine med Kors af røden Guld! Giv du dem Fuglefjere, som vaje kan i Sky! Giv du dem Maj og mere, som gror i Bøgely! O, mød dem under Lide med liflig Sang og Klang! Da vil vi Sommer ride ad By i Danevang!«

Venskabet mellem de to Digtere bestod til deres Død; og de Breve, de i 38 Aar (1821— 1859) vekslede, og som er udgivne af Svend Grundtvig, er en af de bedste og mærke- ligste litteraturhistoriske Bøger i vort Tungemaal. Grundtvig var vel den ældste af de to; men han over­ levede jo Vennen og skrev ved hans Død (Februar 1862); »Mellem Nordens Hovedskjalde,

som jeg hilsed fjern og nær, ingen turde Ven jeg kalde uden ham, som daaned her; mellem Højolds Bavtastene staar med Luren jeg alene. Intet dog jeg har at klage; I halvtredsindstyve Aar med de mange tusind Dage jeg i Vinter som i Vaar

fandt hos Ingemann en Broder, Søn af samme Skjaldemoder. Prise maa jeg da min Lykke, vel som Danmarks Lykke stor; thi som mer end Skin og Skygge dyrt er V e n s k a b trindt paa Jord.