NFSGrundtvig_1923

79 Den skidenfærdige Forfatter T. C. Brun f. Eks., hvem Grundtvig i Verdenskrøniken havde bedømt saa skarpt, var ikke mindre vederstyggelig i Baggesens Øjne, og mod ham rettede Baggesen et fuldstændigt tilintetgørende Skud. Brun havde i Fortalen til »Bethuliaden« (»det liderligste Smuds­ digt, der nogen Sinde i vort Sprog er smurt sammen,« siger Baggesen) skrevet: »Om imidlertid en Jesu Kristi Køter,

en Grundtvig nok saa bister ad mig gø’r, hvad siger det? Før var det Jøter, Gøter, nu færdes han blandt Paulus, Svin og Køer. Fra dem han næst i Daarekisten vandrer, hvor alt en Plads man burde ham udse, forinden med sit Vaas han helt forandrer

sin hele Hjord til fromme, gale Kræ. -— At attisk Salt paa sligt et Væsen spilde, var netop, som om nogen med en Pind en Elefant, en Bøffel prikke vilde — det bider ej paa sligt et skabet Skind.« Baggesen foreslog Grundtvig at give Brun dette tilbage paa følgende Maade: »Om midlertid en Gergesener-Orne,

en Brun og grynter ad mig nok saa vildt, hvad siger det? Før paa de uomskaarne, nu paa de skaarne han sit Grynt har spildt. Fra dem han næst i Svinepølen farer, hvor alt en Plads ham nylig blev udset, og hvor, ifald han ej paa Græsk sig varer, af sit Produkt han blive vil belet. At Luthers Skænd paa sligt et Væsen spilde, var netop, som om en med attisk Salt til Mad i Musers Suppe sylte vilde en skoldet, gammel, tintet sjællandsk Galt.«

Paa et andet Punkt kunde Grundtvig og Baggesen mødes, nemlig i Betragtning af Øhlenschlægers Tilbagegang som Digter siden hans Hjemkomst fra den store Udenlandsrejse. Herom havde Grundtvig tilskrevet Digteren selv det bekendte Brev af 1812, og herom havde Baggesen udtalt sig ved forskel­ lige Lejligheder før det store Hovedslag. Dette fandt Sted, da Baggesen havde rettet den mest ødelæggende Kritik mod Øhlenschlægers »Røverborgen«, »Ludlams Hule« og »Rejse, fortalt i Breve til mit Hjem«. Denne Kritik bragte Øhlen­ schlægers yngre Venner i et saadant Raseri, at 12 af dem