NFSGrundtvig_1923

82 Forvejen, valgte man Grundtvig til at overrække ham den, hvad han gjorde med følgende Ord: »Selskabet har ønsket, at jeg skulde overrække Dem Lavrbærkransen fra danske Kvinder; og Selskabet ønsker det, fordi alt 40 Vintre er ledne, siden jeg hilste Dem som den Hovedskjald i Norden, De nu af alle erkendes for at være. Men det følger af sig selv, at denne Krans faar ej sit Værd fra den, der over­ rækker, men fra dem, som bandt den; og D e m behøver jeg ikke at sige, hvad der gør Kransen fra Danekvindens Hænder dyrebar for Skjalden! Derfor vil jeg kun bemærke, at Dane­ kvindens Æreskrans til Skjalden har en egen, en mageløs Glans, fordi det k u n er i Danmark, man har det Oldsagn, at Folket, da deres gamle Kongestamme var uddød, virkelig rakte Kronen til Hovedskjalden Hjarne. Gid De da længe maa bære Kransen med Kroneglans, som vi véd skal om- straale Navnet, mens Bøgen har Løv og Danekvinden har H je r te !« Og da Øhlenschlæger døde godt to Maaneder efter denne Festdag, talte Grundtvig ved hans Grav over det Ord, der er sagt om en gammel Ypperstepræst i Israel: »De begrov ham hos Kongerne, fordi han havde gjort vel imod Folket.« Det var, sagde han, en kongelig Begravelse, Adam Øhlen­ schlæger fik. Vor Hovedstad genlød af Klagesange ved hans Død, dens Hovedkirke bar Sorg, og alle Rigets ypperste kappedes om at vise deres Deltagelse; og dog var denne ud­ vortes Æresbevisning kun et Skyggebillede af den kongelige Begravelse, der vil blive Skjaldekongen iblandt os, Adam Øhlenschlæger, til Del; thi der er en Grav, hvori Danemænd og Danekvinder begraver deres livsalige Konger, som gjorde vel imod Folket; det er den højlovlige Ihukommelse og den kærlige Amindelse, hvori det danske Folk ej blot begraver sine Konger og Helte, men ogsaa sine Hovedskjalde og alle dem, der kendelig gjorde vel imod Folket. I dette kongelige Hvilested skal han hvile, der med Rette kaldtes Skjalde­ kongen, salvet af Aanden selv til at øve Storværk til Folke- gavn i Slægt efter Slægt, som vidt overgaar, hvad denne Verdens Kejsere og Konger kan udrette; thi om dem hedder det med Rette:

»Gik alle Konger frem i Rad i ‘deres Magt og Vælde de mægted’ ej det mindste Blad at sætte paa en Nælde.«