JPMynster

545163810

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

A f o g v e d s a m m e F o r f a t t e r e r t id lig e r e u d ­ k o m m e t :

H. Hettner: F ran k rigs L iter atu rhistorie i det 18. Aar- hundrede p a a D a n s k . S t. 8 vo. 6 0 8 S . Henrik Wergeland, e n lit e r æ r h is t o r is k S k it s e . 2 8 7 S . Oldtidens Kulturhistorie i s i n e F a s e r . S t. 8 vo. 7 6 5 S . Ingemanns Liv og Digtning. 6 5 0 S . Lærebog i Historie t il B r u g v e d den højere Skole­ undervisning. I— II . 3 4 1 -f- 3 3 7 S . Digte a f Baggesen, u d v a lg t e o g i n d le d e d e . L I I -]- 2 2 8 S . Kalevala, Finnernes N ationalepos. (S æ r tr y k ). 6 2 S . Peter Andreas Heiberg, e n b io g r a f is k S t u d ie . 5 9 9 S . Udvalgte Stykker a f E w a ld o g Wessel m e d I n d l e d ­ n in g . L V I -f- 2 3 3 S . Mindre Lærebog i Historie. I— I I . 2 3 2 -f- 2 3 7 S . Carl Bernhard, h a n s L iv o g F o r f a t t e r v ir k s o m h e d . 1 4 8 S . D ig t n in g e r a f Carl Bagger, u d v a lg t e o g i n d le d e d e . X L I V + 2 5 7 S . W e sse ls Udvalgte Skrifter m e d I n d le d n in g (O m « K æ r lig h e d u d e n S t r ø m p e r » ) . X - f 2 4 7 S .

JAKOB PETER MYNSTER

H. SCHWANENFLUGEL

JAKOB PETER MYNSTER

H A N S P E R S O N L I G H E D O G F O R F A T T E R S K A B

F Ø R S T E B O G

FRA HANS UNGDOM OG FØRSTE P RÆ S TELIG E PERIODE

K Ø B E N H A V N D E T S C H U B O T H E S K E F OR L AG J. L. L Y B E C K E R OG E . A. H IRSCH SPR UN G 1900

«Salige ere de Rene af Hjertet; thi de skulle sé Gud!» Matth. V, 6. «Vi leve fjernt fra den Elskede og maa taale Medbejlernes Fræk­ hed; Gud, som leder Verden, er vidende om Alt. Sørg ikke!» Hafiz Ghazeler.

KØBENHAVN. — GRAvBES BOGTRYKKERI

V

T IL

H b . D b . p h i l .

SOFUS BIBKET-SMITH

UNI VERSI TE TE TS OVERRIBLIO TH EKA R

IC. a f D. ot 7 Dbm d.

Kære Hr. Doktor!

M a a d e t v æ r e m ig t illa d t a t d e d ic e r e D e m d e t t e S k r ift. — G r u n d e n , h v o r f o r j e g ø n s k e r a t t ile g n e D e m d e t , e r ik k e f o r a t d æ k k e m it u f u l d k o m n e A r b e jd e m e d D e r e s a n s é t e , v i d e n s k a b e l i g e N a v n ; m e n f o r a t g iv e d e n p e r s o n lig e H e n g iv e n h e d , j e g n æ r e r f o r D e m , e t U d t r y k . L ig e f r a d e n D a g , j e g s o m R u s s a a D e m i « S t u d e n t e r f o r e n in g e n » , d a D e n y l i g v a r v e n d t t ilb a g e fr a D e lt a g e ls e i e n K r ig , d e r v a r u ly k k e l ig , m e n ik k e u h æ d e r lig f o r v o r t k æ r e F ø d e la n d , h a r j e g n æ r e t S y m - p a t h i f o r D e m . H v o r m e g e n P r is , j e g s e n e r e k o m til a t s æ t t e p a a D e r e s lig e s a a g r u n d ig e s o m s m u k t u d ­ a r b e j d e d e h i s t o r i s k e S k r ift e r , v é d D e . — M e n o g s a a a f e n a n d e n A a r s a g h a r j e g f ø lt T r a n g t il a t t ile g n e D e m e t lite r æ r t A r b e jd e . D e h a r s o m C h e f f o r e t a f v o r e s t ø r s t e o f f e n lig e B ib lio t h e k e r v u n d e t f o r tj e n t R y fo r e n H u m a n it e t o g L ib e r a lit e t , s o m e r k o m m e n A lle , d e r b e n y t t e d e n n e v ig t ig e I n s t i t u t i o n , t il G o d e , o g s a a - l e d e s o g s a a m ig . J e g h a a b e r d e r f o r , D e ik k e v i l v æ g r e D e m v e d a t m o d t a g e m i n D e d ik a t io n , d e r y d e s D e m m e d V e n lig h e d o g Æ r b ø d ig h e d .

II

S p ø r g e r D e o m G r u n d e n t il, a t j e g n e t o p h a r o p ­ t a g e t d e t t e Æ m n e t il l i t e r æ r h is t o r is k B e h a n d lin g , d a s k a l j e g m e d d e le , a t j e g a lle r e d e fo r fle r e A a r t ilb a g e f ik L y s t t il a t g ø r e m ig n ø j e r e b e k e n d t m e d d e n P o l e ­ m ik , S ø r e n K ie r k e g a a r d r e j s t e i A n le d n in g a f M y n s t e r s E f t e r m æ le . M e n j e g h a v d e n æ p p e b e g y n d t m i n e U n d e r ­ s ø g e l s e r , fø r j e g in d s a a N ø d v e n d i g h e d e n a f f ø r s t a t k la r e m ig M y n s t e r s L iv , P e r s o n l i g h e d o g lite r æ r e S t i l ­ lin g f o r a t k u n n e s k ø n n e , h v a d V æ g t m a n k u n d e t i l ­ læ g g e h a n s A n k la g e r s o g F o r s v a r e r e s I n d læ g . M e d e n s K ie r k e g a a r d s S k r ift e r j æ v n lig h a v d e h ø r t t il m in L æ s ­ n in g , k e n d t e j e g s a a g o d t s o m a ld e le s I n t e t t il M y n s t e r s : d e t v a r a lt s a a n ø d v e n d ig t , a t j e g f ø r s t t o g f a t p a a S t u ­ d ie t a f d is s e . R ig t ig n o k v e n t e d e j e g m ig ik k e s t o r t U d b y t t e h e r a f ; j e g e f te r fu lg t e b lo t i s a a H e n s e e n d e e n F o r d r in g , s o m m a a s t i l l e s t il e n h v e r h i s t o r i s k F o r ­ fa tte r . M y n s t e r s t o d d e n G a n g fo r m ig s o m e t t e m m e lig a lm in d e l i g t G e n n e m s n i t s m e n n e s k e , d e r b lo t p a a G r u n d a f f r e m h e r s k e n d e S t r ø m n in g e r o g v i s s e k u lt u r e lle F o r ­ h o l d v a r k o m m e n t il a t s p i l l e e n R o lle i d a n s k A a n d s ­ liv . D a h æ n d t e d e t U v e n t e d e m ig . J o m e r e j e g l æ s t e o g s t u d e r e d e M y n s t e r , s t e g m in H ø j a g t e ls e o g d y b e Æ r b ø d ig h e d f o r d e n n e u d m æ r k e d e o g h ø j t f o r t j e n t e M a n d , o g p a a s a m m e T id s a n k m in g e n n e m m a n g e A a r n æ r e d e B e u n d r in g fo r K ie r k e g a a r d , i n d t il h a n n u n æ s t e n f o r e k o m m e r m ig u u d h o ld e lig . M e n h v a d d e r f o r m it S j æ le liv h a v d e d e n s t ø r s t e B e t y d n in g , v a r , a t j e g , s o m i d e y n g r e A a r h a v d e v æ r e t é n a f g jo r t R a t io n a lis t o g a ld r ig m e n t e m e r e a t k u n n e v e n d e t ilb a g e t il p o s i t i v K r is t e n d o m , f ø lt e m ig u n d e r L æ s n in g e n a f M y n s t e r s S k r ift e r s a a m æ g t ig h e n d r a g e n

III

t il v o r K ir k e s L æ r e , a t j e g t il s i d s t a ld e le s o v e r g a v m ig . J e g t r o r n u , a t K r i s t u s e r G u d s S ø n , o g j e g v é d , a t h a n e r T i d e r n e s M i d t p u n k t . J e g b r y d e r S t a v e n o v e r d e K a p itle r , d e r i m it U n g d o m s ­ a r b e j d e « O ld t id e n s K u lt u r h is t o r ie » b e h a n d le r d e n h e l ­ lig e H is t o r ie , o g n a v n lig d e t , d e r b æ r e r O v e r s k r ift e n : « J e s u s fr a N a z a r e t h » . A d s k illig e , o g d e r im e lle m F o lk a f I n t e l l i g e n s o g m e d lite r æ r t N a v n , b e t r o e d e m ig h v i s k e n d e , a t « je g h a v d e s k i l t m ig fo r tr æ ffe lig t» v e d d e t t e K a p ite l; F o r læ g g e r e n , a fd . H o f b o g h d lr . H ø s t , a n ­ m o d e d e m ig i n d s t æ n d ig o m a t la d e d e t u d k o m m e i S æ r t r y k . D e t m a a d a a lt s a a d e s v æ r r e h a v e v a k t F le r e s I n t e r e s s e . J e g b e k la g e r n u d e t t e d y b t o g r a a d e r E n h v e r , s o m B o g e n s k u l d e f a ld e i H æ n d e , fr a a t g ø r e s ig b e k e n d t d e r m e d : e n k e lt e a n d r e K a p itle r i d e n s t o r e B o g t u r d e m a a s k é v æ r e læ s e v æ r d ig e , d e t t e e r i h v e r t T ilf æ ld e t y n d t , o v e r f la d is k o g a a n d lø s t ; li g e s o m d e t s I d é e r f o r k a s t e lig . D e m , h ø j s t æ r e d e , k æ r e V e n ! d e r a lt id e r o g h a r v æ r e t s a n d d r u i D e r e s F æ r d , h a r j e g ø n s k e t a t g ø r e d e n n e T i l s t a a e l s e , f o r a t d e n s a a le d e s k u n d e k o m m e t il e t m ig u b e k e n d t læ s e n d e P u b l i k u m s K u n d s k a b ; t h i j e g k a n ik k e v æ r e t j e n t m e d , a t N o g e n s k u ld e t a g e d e t t e S k r ift i H a a n d e n u n d e r F o r u d s æ t n in g a f , a t d e t s F o r f a t t e r h y ld e d e A n s k u e l s e r , h a n læ n g s t h a r o p g iv e t . H v a d T id o g L e j lig h e d f o r d e n n e B o g s F r e m k o m s t a n g a a r , d a t u r d e d e t h a v e f ø je t s ig s a a le d e s , a t d e n v i l f in d e s b e t im e lig . M y n s t e r s A n s e e ls e o g E f t e r m æ le h a r s t a d ig v æ r e t s y n k e n d e s i d e n K ie r k e g a a r d s s k a m m e ­ lig e o g f o r a r g e lig e A n g r e b p a a h a n s M in d e : h a n s A n

IV

g r ib e r h a r f a a e t e n S k a r e E f t e r s n a k k e r e o g d e r im e lle m M æ n d , h v i s B e t y d n in g i L it e r a t u r e n i k k e k a n b e n æ g t e s . M e lle m s a a d a n n e r e g n e r j e g v i s t n o k ik k e P r æ s t e n B e c k , d e r f o r n y lig h a r u d t a lt s ig s a a l u n d e 0111 M y n s t e r : « H a n b r u g te s it V id t il a t h a a n e d e H e llig e , s a a d e t e r b l e v e n s a g t 0111 h a m , a t d e t e n e s t e P a u l i n s k e v e d h a m v a r , a t h a n k u n d e s ig e : « J e g h a r f o r f u lg t G u d s M e n ig h e d » .» — M a n s é r h e r a f , h v o r l e d e s d e g a m le , s in d r ig e F a b l e r a lt id g e n t a g e s ig : Æ s l e t s p a r k e r t il L ø v e n , s o m ik k e m e r e k a n f o r s v a r e s ig . — H v a d B e c k , d e r s o m P r æ d ik a n t e r e n S k æ n d e g æ s t o g s o m T h e o l o g e t N u l, m e n e r o g s ig e r , k u n d e j o f o r R e s t e n v æ r e a ld e le s l i g e ­ g y ld ig t , h v i s h a n i k k e h a v d e e t u e n d e lig t T il h æ n g a f b lin d e , u f o r n u f t ig e M e n n e s k e r , d e r t e r r o r is e r e d e s t i l ­ f æ r d ig e K r is t n e o g r a a b e p a a , a t s a m m e B e c k « fo r n æ r ­ v æ r e n d e T id e r v o r F o lk e k i r k e s m e s t f o r t j e n t e M a n d !» H e r k u n d e m a n f r is t e s t il a t u d r a a b e : « r is u m t e n e a t is a m ic i? » , h v i s ik k e d e t v a r h a r m e lig t , a t S lig t k a n b l i v e u im o d s a g t . S a n d e lig , v o r n a t i o n a l e K ir k e m a a t t e v æ r e s u n k e t d y b t , h v i s B e c k s k u l d e v æ r e d e n s b e t y d e l ig s t e M a n d . D e t e r u m u lig t A n d e t , e n d a t M a n g e a f d e S t ille i L a n d e t , d e r b e v a r e e n k y s k K r is t e n d o m , i k k e s k u l l e f o r a r g e s v e d d i s s e z e l o t i s k e H y l : d e m t u r d e d e t m a a s k é ik k e v æ r e u v e l k o m m e n t , a t e t S k r ift n u h e n l e d e r O p ­ m æ r k s o m h e d e n p a a M y n s t e r s æ r v æ r d ig e S k i k k e l s e , d e r d a n n e r e n s a a a fg jo r t M o d s æ t n in g t il d e H e r r e r s , s o m fo r T i d e n f ø r e a n i « F r e ls e n s B a t a lj o n e r .» G id d a d e n S y m p a t h i fo r Æ m n e t o g d e n V e n e r a ­ t io n , d e r h e r e r y d e t e n s j æ ld e n M a n d , m a a v ir k e s m it t e n d e p a a d e m , d e r g ø r m ig d e n Æ r e a t læ s e

V

m in B o g . M e n g id f ø r s t o g f r e m m e s t d e n r e d e lig e F o r s k e r o g s m a g f u ld e h is t o r is k e F o r fa t t e r , h v e m d e n e r t ile g n e t , m a a f in d e B e h a g i d e n ; d a tø r j e g h a a b e , a t d e n t r o d s a lle s i n e U f u ld k o m m e n h e d e r ik k e er g a n s k e f o r k a s t e lig .

Kbhvn. Østerbro. 4 . Oktbr. 1900 .

M ed H ø jagtelse og H en g iven h ed D eres H. S.

I N D H O L D

Side

Første Kapitel: „Nr. 5“. — Vilkaar i Barndomshjemmet (Faderens Død, Moderens Brev, Stedfaderen, Dr. F. L. Bang, og hans Hus, Brødrene Mynster); Jakob Peter bliver Student; de Bedste mellem Kammeraterne paa „Nr. 5“ (Laub, Steffens, Heger, Hornemann); O le H ie r o n y m u s M y n s te r; J a k o b P e t e r M y n s te rs første Ungdomsaar; et Blad af hans Hjertes Historie 1 Andet Kapitel: Bangs Formaningsskrift; J. P. Mynsters Huslærerplads hos J. G. Moltke-Bregentved: Greven; „Docendo discimus“;det grevelige Hus og den unge Hus­ lærers Stemninger; A. B. Bentzon; M. véd ikke, hvad han vil være; Datidens Theologi og Filosofi (Materia­ lismen); Kants Betydning for M.; Præstestanden for­ agtet; Tidens Rationalister; M.s Uvilje mod at søge Præstekald; han beslutter sig dog alligevel dertil; fortvivlede Dage; O le H ie r o n y m u s kan ikke være sin Broder til moralsk Støtte; den voldsomme Krise sagtner; R e s ig n a tio n ........................................................ 31 Tredje Kapitel: Den, Gud vil Noget med, tugter han; den ny Stillings Behageligheder; Livslede; G e n n em ­ b r u d d e t og d e ts A rt; „Kristi Moral“ (Enten—Eller); Tidens M o ra l....................................................................... 62

Side

Fjerde Kapitel: „Gennembruddet“ kan ikke forklares ratio­ nelt; Evangeliets ny Betydning for M. („en a n d e n T in g e n e s O r d e n “); Blik paa den moderne Bibel­ kritiks Mænd (Strausz, Baur og Tübingerne); den lærde Theologis Bedømmelse af M.s videnskabelige Arbejder; Mynster og Luther; Mynster mod Boj sens „tidssvarende“ L iturgi; „Spj e lle r u p s p r æ d ik e - n e r n e “. — Hans Liv i Landsbypræstegaarden. Hans Omgang og Venner ( E n g e lb r e th og Kam m a Rah- bek). Han føler Kald til at komme til Hovedstaden 82 Femte Kapitel: M y n s te r b l i v e r P r æ s t i K ø b e n h a v n : det énsomme og arbejdsomme Liv fortsættes; H. G. C la u se n og R a tio n a lism e n ; M. bliver Doktor theo- logiae; han gifter sig; han bliver Medlem af Direk­ tionen for Universitetet og de lærde Skoler; hans ud­ mærkede F o r s v a r f o r de h u m a n is tis k e S tu d ie r. Sørgelige Dødsfald; O le H ie r o n y m u s M y n s te rs s id s te A ar og D ø d ............................................................129 Sjette Kapitel: Første Sammenstød med G r u n d tv ig ; Dobbeltfront mod Grundtvigianisme og den yngre Rationalisme; Kamp mod den restituerede M a te ria ­ lism e ; Polemik mod den ny spekulative Idealisme o: de d a n s k e H e g e l i a n e r e .............................................151

H v i s D u , m i n L æ s e r , h o s v e d k o m m e n d e A v t o r it e t s k u l d e h a v e in d h e n t e t T i l l a d e l s e t il a t b e s ø g e e n s y g V e n , d e r la a p a a E n e v æ r e ls e t N r . 5 i F r e d e r ik s - h o s p i t a l e t s ø s t r e P a v i l l o n , o g d e t t e B e s ø g f a n d t S te d p a a e n s a a u s æ d v a n lig T id s o m f. E k s . e n V in t e r a f t e n h e n i m o d K l. 1 0 ,d a k u n d e d e t v e l h æ n d e , h v i s D u v a r k o m m e n til a t s t ik k e D in e F ø d d e r i « L y k k e n s G a lo c h e r » i S t e d e t f o r i D in e e g n e , o g D i n e T a n k e r t ilf æ ld ig v is s y s l e d e m e d , h v a d d e r f o r e g ik i K ø b e n ­ h a v n i S l u t n i n g e n a f d e t 1 8 d e A a r h u n d r e d e , a t D u — s ig e r j e g — v e d A n k o m s t e n t il D it B e s t e m m e l s e s ­ s t e d v i l d e b l i v e m y s t if ic e r e t a f d e t lø j e r lig s t e B læ n d ­ v æ r k . I S t e d e t f o r e n s t a k k e l s P a t ie n t , h v i s S e n g D u m a a s k e n æ r m e d e D ig m e d t u n g t o g s m e r t e lig b e v æ g e t S in d , v i l d e D u f in d e d e t ik k e s t o r e V æ r e ls e o p f y ld t a f f le r e u n g e M e n n e s k e r , h v i s h ø j r ø s t e d e D i s p u t o f te a f ­ b r ø d e s a f L a t t e r e lle r b lo t s t a n d s e d e , n a a r e n E n k e lt g j o r d e e n s k a r p o g t r æ ff e n d e B e m æ r k n in g . D u v ild e f m d e L y s e t i V æ r e ls e t d æ m p e t a f T o b a k s r ø g , d e r d o g ik k e g e n e r e d e s y n d e r lig p a a G r u n d a f d e t h ø j e L o ft: k u n e n G a n g i m e l le m v i l d e D u m a a s k e h ø r e e n P r o ­ t e s t f r e m s æ t t e s m o d « e n o s t i n d i s k P ib e » , h v is R ø g m e d m e g e n A lla r m g ik g e n n e m V a n d o g a f g a v e n u b e h a g e

2 lig Lugt. Saa vilde Du paa én Gang se en attenaarig Student med et aandfuldt Glimt i de smukke, varme Øjne fare op fra Stolen og skaffe sig Plads for sin Gang op og ned ad Gulvet; hans halvt udviklede Legeme vilde være uden Holdning; Du vilde se ham gestikulere stærkt med kejtede Haandbevægelser, og Du vilde høre en frisk, ustandselig Ordkaskade styrte fra hans Læber. Kun En formaaede at standse denne Ordflom. Det var en slank, lidt mager, ung Mand med et smalt, ubevægeligt Ansigt, der endte i en vel formet, intelli­ gent Hage*). Han halvt sad, halvt laa paa en Stol, fra hvilken, det saa ud som om, han ikke kunde rejse sig, fordi han ikke gad. Naar h a n fæstede sine store, for­ nuftklare Øjne paa det unge Brushoved og kom ham paa tværs med en nøgtern og skarp Vittighed, saa døde den frodigt voksende Tale paa den Unges Læber, og den indre Begejstrings Flamme slukkedes som af et koldt Styrtebad. Men det kunde ogsaa hænde, at det Modsatte blev Tilfældet. Følte den Unge sig som klemt mellem Skjolde af den Ældres ubarmhjertige Argumen­ ter, og disse ledsagedes af et ilsomt, maliciøst-ironisk Træk paa det ellers uforstyrrelige Ansigt, da vilde Yng­ lingen ikke give tabt: med stor Alvor og Omstændelig­ hed søgte han da at retfærdiggøre sin Sag. Men kunde han alligevel ikke føre den igennem, og En af Selskabet raabte: «Steffens forsvarer sig!» (en staaende Beplik, som sædvanlig efterfulgtes af en lystig Latter), da kunde han blive som rasende og slaa løs paa den Nærmeste, som ikke altid var den Skyldigste. Men nu blev Mun­ terheden naturligvis almindelig. Dog, min Læser! Du har maaske som hin brave Justitsraad i H. C. Andersens Æventyr allerede aiført

*) Hans Ungdom sportræt hænger hos hans Sonnedøtre paa «Em ils Minde».

3 Dig Dine vidundervirkende Galocher: Blændværket er forsvundet, og Du er atter ført tilbage til vort eget Aarhundredes triste Slutningsperiode. Du har set til Din betænkelig syge Ven og har forladt ham, idet Du dog, medens Du gaar ned ad Trappen, kaster et sidste Blik paa den Dør, der maaske for denne Sinde ikke mere skal aabne sig for Dig; og nu ser Du malet med store Bogstaver paa dens Yderside: M y n s te r s Gang. Da vil atter hint flygtige Blændværksbillede rinde Dig i Hu, og Du vil besinde Dig paa, at det Lag, hvortil Din Fantasi tryllede Dig hen, var den Studenter «Com- mers» i Begyndelsen af 1790erne, hvori O le H ie ro - n ym u s M y n s te r, den unge, højtbegavede Mediciner, var uvalgt Senior og selvskreven Ordstyrer. Ole Hieronymus Mynster og hans yngre Broder, Jakob Peter*), vare Sønner af den afdøde Inspektør ved Frederiks Hospital, Kammerraad C h r is tia n P e t e r M y n s te r, der var barnefødt i Vendsyssel. Hans Slægt antages at være indvandret her i Landet med en tysk Rytterofficér, der i Midten af det 17de Aarhundrede bosatte sig i Jylland; deres Stamsted skulde være den historisk bekendte By i Westphalen: deraf Ættens Navn. Da Christian Mynster som «promoveret Skriver­ karl» fra Aalborg drog til København og hæderligt havde overstaaet dansk juridisk Eksamen, fik han efter et Par Aars Forløb Ansættelse som Kopist ved det kgl. General-Landvæsens Collegium. Det taler til hans Fordel, at den kloge og forsigtige Grev Adam G o ttlob M o ltk e , Collegiets Præsident, her blev opmærksom paa ham og lejlighedsvis benyttede ham som Privat­ sekretær. Da Moltke var den Første i Direktionen for

*) Mynster «Meddelelser om m it Levned» 1ste— 2det Afsn. 1 *

4 det kgl. Frederikshospital, og den unge Mynster var forlovet med den smukke N ic o lin e R ing , Datter af Hospitalets Inspektør, sørgede Moltke for, at hans Protegé fik Ekspektance paa sin tilkommende Svigerfaders Em­ bede. 1770 holdt de Bryllup, og de unge Folk synes at have været meget lykkelige. — Da døde Kammerraad Mynster af Brystsyge, endnu i sin bedste Alder. Hans Enke sad igen med to Drengebørn, der ikkun vare i deres spæde Alder; stor arvet Gæld hvilede paa Boet, og det saa ud til den rene Elendighed. Da kom Dok­ tor F r e d e r i k L u d v ig Bang som en frelsende Engel. Han anholdt Mdm. Mynster om hendes Haand og modtog hende og de smaa Stedsønner i sin ansélige Overlægebolig, der laa i Stueetagen af den Pavillon, paa hvis første Sal vi for et Øjeblik siden have dvælet. Dog kun en krank Livslykke var den stakkels Hustru beskaaret: Sygdom og Svaghed hjemsøgte hende atter og atter. Næppe havde hun overstaaet en Barsel­ seng, før hun blev angrebet af den Sygdom, der to Aar i Forvejen havde lagt hendes første Mand i Graven. Snart blev hendes Kiste sænket ned ved hans Side. — Det gør et dybt, vemodigt Indtryk at se denne lidende Kvinde kort før sit Endeligt være beskæftiget med at nedskrive nogle moderlige Erindringsord til sine smaa Sønner, lige indtil Pennen er falden hende ud af den rystende Haand. Brevet til Jakob Peter har hun kun mægtet at faa begyndt paa; men de Ord, det var hende om at gøre at lægge hans ældre Broder paa Hjerte, bevares endnu pietetsfuldt i dennes Æt. De lyde: Min kære Søn! Lad, mit kære B a rn ! en døende Moders sidste og hjertelige Formaning synke dybt i Dit unge Hjerte. I hvor ung Du er, nu da jeg forlader Dig, har jeg dog ofte frygtet for Dig, naar jeg betragtede den

5 store Flygtighed, der var forenet hos Dig med en efter Din Alder ikke altid almindelig Vittighed. O min Søn! Vittighed og Forstand er en Guds Gave; men det er en farlig Gave, naar man misbruger den. Hvor ofte ser man ikke, desto værre! den Vittige at misbruge sine Gaver til de skammeligste Ting; ja (det gyser i mig ved at sige det) til at bestride Guddommen selv og de aabenbarede Sandheder. Til den Ende, mit Barn! naar Syndere lokke Dig, da følg ikke, og vogt Dig for letsindige Synderes Sel­ skab; thi det er en evig Sandhed, at ondt Selskab fordærver gode Sæder, og da Hjertet af Naturen er saa tilbøjelig til det Onde, saa kan snart en letsindig og daarlig Samtale, blandet med forfængelig Vittig­ hed, anrette ubodelig Skade. Lad derfor Herrens Ord stedse være paa Dit Hjerte, og tænk derpaa Dag og Nat, og det skal blive Dig sødere end Honning (Ps. 19; 11). Erindre Dig Davids Svar paa det højst vigtige Spørgsmaal: «Hvorledes skal den Unge bevare sin Vej ustraffelig?» «Naar han holder sig, Herre! til Dit Ord» (Ps. 119; 9). Og paa anden Maade er det vist heller ikke muligt; thi her er saa utallige Fristelser og Forførelser, at man forgæves kan tænke at bevares ustraffelig uden Guds besynderlig med­ virkende Naade og en troende Tilegnelse af Kristi Fyldestgørelse og af de herlige Forjettelser om Kraft til at stride mod vore aandelige Fjender. Denne Tro maa underholdes ved idelige og andægtige Be­ tragtninger over Guds Ord, samt en flittig og hjertelig Bøn; o forsøm ikke Bønnens allervigtigste Øvelse. Vogt Dig vel for at samtykke i en Synd; thi den drager flere efter sig; og Du véd jo, at Hvo, som støder an i ét Bud, er bleven skyldig i alle (Jak. 2, 10), og de usalige Følger af at fremture i Synden ere Forhærdelse, Fortvivlelse og Helvedes evige Angst; fra Alt dette har Din forbarmende Frelser friet Dig

6 ved sine forsmædelige Lidelser. O min Søn ! lad ham dog beholde Dig som en Løn for sine Smerter, og korsfæst ham dog ikke paa ny ved Ligegyldig­ hed imod ham eller ved forsætlige Synder, men stræb i en troende Forening med ham at vandre som et fromt og retskaffent Guds Barn alle Dit Livs Dage, saa skal jeg have den Glæde at se Dig hisset for Guds Trone, hvor vor Forretning skal være idelig at love og prise Gud og Lammet, som har købt os til Gud med sit Blod. — Glem aldrig at bevise Din retskafne Stedfader den tilbørlige Kærlighed og Ærbødighed, og vær lydig mod hans Formaninger, saa er jeg vis paa, at han som oprigtig Fader skal sørge for Din Velfærd. Dersom Din Fader gifter sig, da vis ligeledes sønlig Kærlighed, Ærbødighed og Lydighed mod den, der træder Dig i Moders Sted. Er hun god, da skal Du vinde hendes Hjerte, og hun skal elske Dig som sin egen; skulde hun derimod være vanskelig at komme til Rette med (hvilket Du dog ikke maa være til­ bøjelig til at tro), saa skal Din sagtmodige Føjelighed formilde hende, i den Sted en stiv og trodsig Op­ førsel skulde gøre Livet bittert baade for hende og Dig. Tag Dig aldrig for, mit Barn! at beklage Dig for Dine Jævnlige over de Vanskeligheder, som maatte møde Dig i Dine Forældres Hus; jeg véd og har set slige daarlige Beklagelsers farlige Følger: hvor­ ledes den Ene forbitrer og ophidser den Anden, saa at skadelige Mistanker, Kiv og Strid opæde Familierne, Hjerterne forhærdes og gøres ubekvemme til Boliger for den venlige og sagtmodige Jesus. Bær derfor med et sagtmodigt Sind (under idelig Bøn om gud­ dommelig Bistand) hvad der maatte møde, og lad den skadelige Misfornøjelse aldrig faa Magt over Dig; thi det er denne den menneskelige Lyksaligheds Fjende, der gør Besværlighederne ti Gange saa store,

7 som de i sig selv ere. Dette er en vigtig Formaning, mit Barn! thi Din timelige, ja maaske evige Lyk­ salighed kan hindres ved sammes Forsømmelse. Hav Ærbødighed for den, der skal lære Dig, og vær flittig. Betænk, at de unge Aar gaa snart, og det er dog i dem, Du skal lære de Ting, der siden skulle forskaffe Dig Brødet. Se omkring Dig og be­ tragt de mange bedrøvelige Eksempler af Mennesker, som have tilbragt deres Ungdomsdage med Daarlig- heder i Stedet for at anvende dem paa alvorlige Ting og ere derved i de tilkommende Aar bievne Verdens Foragt og deres Venners. Jeg haaber dog, at deres Eksempel skal opmuntre Dig til at vise anden Flid end de. — Men lad Dig og ved Guds Naade bevare fra en anden Afvej, nemlig at arbejde af Lyst til forfængelig Ære; deraf flyder vist mange andre Ting, som ikke saa let ses forud. Den, der arbejder alene for at roses, han faar omsider Lyst til at udmærke sig ved noget ret Usædvanligt, og da Hjertet ikke er retskaffent for Gud, saa tages under­ tiden Troens helligste Lærdomme, fordrejes og for­ klares paa de mest forvænte Maader, alene det er Nyt, og før af Andre saaledes forklaret. Deri søger Forfatteren sin Ære; det gives i Trykken og kan derefter, saalænge Verden staar, være en bedrøvelig Anledning til Vildfarelser. — Arbejd med Flid, fordi det er Dig af Gud befalet som en Pligt, og giv Gud Æren for den Fremgang, Du gør. Nu, mit kære Barn! har jeg, saa vidt Gud har givet mig Naade dertil, indskærpet Dig en Del af Livets vigtigste Pligter. Min moderlige Kærlighed har gjort mig d e t let, der ellers vilde have været besværligt nok for min matte Haand og mit adspredte Sind. Men Herren, min trofaste Gud og Frelser indtrykke selv kraftig baade disse og andre fornødne Sandheder i Dit unge Hjerte. Han bevare Dig for

8 sin Barmhjertigheds Skyld i Din Daabs herlige Naade; han føre Dig efter sin Hyrdetrofasthed, om Du skulde afvige, snart igen tilbage paa den rette Vej; han lede Dig her ved sine Raad, og annamme Dig omsider til Ære. Med hvilken Glæde vil jeg da modtage Dig hisset hos vor højlovede Frelser og sige: «Se her er et af de Børn, Du haver givet mig!» Jeg vil nu slutte med Johannes’ trøstelige, op­ muntrende Ord (1ste Joh. III, 2—3): «1 Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aaben- baret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, naar h a n aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle se ham, som han er. Og Hver, som haver dette Haab til ham, rense sig selv, ligesom han er ren.» Den 30. April 1779. N ic o lin e Bang. Saaledes stode da Kammerraad Mynsters Smaa- drenge forældreløse tilbage i Verden. Ole Hieronymus (der havde faaet dette Navn efter sin Morfader) gik den Gang i sit syvende Aar, J a k o b P e te r , der var født d. 8. N ovb r. 1775, var 372. — Egentlig var et dybt melan­ kolsk Træk fælles for disse Børn; men tilsyneladende var der stor Forskel paa deres Temperamenter: den Ældste var livlig, snaksom og kunde, naar han fandt bestemt Modstand mod sin Vilje, blive heftig og bryde ud i en Ordstrøm, der selv paa Voksne momentvis kunde gøre et skræmmende Indtryk; den Yngste var stille, bly og stædig: han tav hellere, end han for­ svarede sig; kun de Taarer, som kom i Barnets Øjne, viste, at han følte sin Ret. Allerede hans fromme Moder havde før sin Død ængstet sig over dette Træk af stivsindet Stolthed: Jakob Peter vilde for ingen Pris lade Barnepigen binde hans Strømper; han vidste,

9 han godt kunde gøre det selv; truede man ham da med Straf, taalte han hellere den sidste, end han gav efter. Kun Broderen gav han under de sinaa barnlige Stridigheder efter for; h am elskede han; indrømmede ham villig Aldersfortrinet og bøjede sig for hans for­ mentlig aandelige Overlegenhed. — Hvorledes vare nu de Omgivelser, under hvilke disse Børn voksede op? — I Erslevs Forfatterleksikon, hvor Artiklen: «Jakob Peter Mynster» er revideret af denne selv, staar der, at han som forældreløst Barn fik «en sand Fader» i Dr. med. Frederik Bang; hans Nekrolog over Sted­ faderen i Literaturtidende f. 1821, og hans Sørgetale ved hans Ligfærd Aaret i Forvejen synes heller ikke at svække denne Bemærkning. Men læser man denne som hin med lidt Agtpaagivenhed, vil man frapperes over den Kølighed og næsten fuldstændige Mangel paa Sympathi, der karakteriserer begge, og som ellers ikke plejer at savnes i denne Art af Mynsters aandelige Produktion. Han ophørte aldrig «at agte» sin Sted­ fader som borgerlig og privat Personlighed; men nære nogen virkelig sønlig Kærlighed til ham, var ham umuligt. Og en direkte Udtalelse i samme Retning findes ogsaa i Ole Hieronymus’ efterladte Papirer. Selv h a n , der dog senere som medicinsk Student kom til at staa i Elevens Taknemlighedsgæld til den dygtige Fagmand og Lærer, kunde aldrig naa højere end til «Agtelse» for Stedfaderen. Grunden til dette Forhold laa sikkert ikke alene i Bangs Karaktér og Naturel,, heller ikke blot i den Maade, hvorpaa Familieforholdene udviklede sig i hans Hus, men ogsaa fornemmelig i den Brydningstid, hvori Brødrene Mynsters Ungdoms­ periode falder, og for hvilken de, hver paa sin Maade, blev Repræ sen tan ter.------- Det er, som man endnu her i det 18de Aar- hundredes sidste Decennium føler sig hensat til et

10 Holbergsk Familiesceneri, naar man søger at skaffe sig en Forestilling om Gangen og Tonen i det Bangske Hjem. Bang selv var utvivlsomt en meget begavet Mand, lige som han hørte til en Slægt, der gemte rige Evner. Hans ældste Broder var bekendt som Jurist og virk­ somt Medlem af den store Landbokommission: 1777 var han bleven adlet, og efter Stampes Død erholdt han det vigtige Embede som Generalprokurør. Hans ene Søster blev Moder til Henrik Steffens, hans anden til Grundtvig. Dr. Frederik Bang selv havde under Selvovervindelse arbejdet sig frem med Energi og Dygtig­ hed. Da hans fattige Fader var død, underkastede han sig sin formaaende Broders Vilje og valgte Medi­ cinen til Fagstudium. Efter endt Universitetsprøve drev han sit Studium med Iver paa en videnskabelig Udenlandsrejse; men karakteristisk nok, uagtet han dvælede i Storstæder, hvor han havde kunnet gøre de berømte Lægers personlige Bekendtskab, holdt han sig fjernt fra dem og studerede paa egen Haand. Hjem­ kommen til København, forsvarede han sin i Udlandet udarbejdede Disputats og blev ikke længe efter ansat som Overlæge ved Frederiks Hospital. Her indførte han den heldige Skik, at unge medicinske Studerende skulde undervises ved selve Sygesengen. Bang var en Mester i denne Kunst: hvert Sygdomstilfælde behandlede han med en indgaaende Nøjagtighed, en objektiv Ro og en Uhildethed af alle gamle Doktriner, som vistnok den Gang var et Særsyn. Senere udgav han sine Hospitalsiagttagelser tilligemed en systematisk Lærebog, «Praxis medica», der lige ind i det 19de Aarhundrede nød Anseelse som et klassisk Arbejde i sin Art. — Men al denne Selvlærthed udviklede ogsaa hos ham Avto- didaktens Ubøjelighed i Meninger og Anskuelser. — Dertil kom, at han alle Dage havde ført et næsten altfor ulasteligt Levned. Som Student og Candidat

1 1

holdt han sig fjernt fra alle ungdommelige Adspredelser; trykkedes han af Angst for Fristelser eller Sygdomme, slog han op i Biblen og fandt «altid» et Skriftsted, som han kunde anvende til sin Trøst eller Bestyrkelse. Tilsidst havnede han i den urokkeligste Sær-Ortho- doksi og den reneste Pietisme. Aldrig taalte han nogen som helst Tvivl om de Hovedsætninger, Pietismen stadig indprænter. Hvis En mellem hans Omgivelser tillod sig en lille frygtsom Indvending mod Læren om den menneskelige Naturs Grundfordærvethed, om Djævlens stadige og snedige Anløb, om Forsoningen ved Jesu Blod etc., saa kom Fanatismen voldsomt op i hans Sind. Ja blot Mistanken om, at man muligvis tvivlede paa Sligt, kunde bringe Manden i Fyr og Flamme. Naar saa den religiøse Lidenskab havde udraset, kunde han gøre sine maalløse Tilhørere opmærksom paa, at det, han sagde, talte han ikke af sig selv; men det var den hellige Aands Naadevirkninger i ham, der voldte det. — Rigelig Lejlighed til at udvikle sine religiøse Anskuelser fandt han ved de aftenlige Andagts­ timer, han havde indrettet i sit Hus. Efter at Brødrene Mynsters Moder var død, havde Bang ægtet en rig Skibsførers Enke, der fra sit første Ægteskab medbragte en Datter. Men da ogsaa denne Hustru efter to Aars Forløb døde af den samme Syg­ dom, der havde bortrevet den første, hjemførte den 35aarige Mand en ganske ung Pige, der endnu gik i sit 17de Aar, og som altsaa ikke havde fyldt Halv­ delen af sin Mands Alder. Hun hed L o u is e H a n s e n og var Datter af den afdøde Sognepræst til Helligaands Kirke. Hendes Hjem saa vel som hendes Opdragelse havde været strængt pietistisk. Men da hun nu som Hustru stod i Ungdommens Blomstring, viste det sig, at denne Opdragelse havde haft den modsatte Virk­ ning af, hvad den tilsigtede. Bangs Husvæsen truede med under den uerfarne og flotte Husmoders Styrelse at

12 komme i den største Forvirring; og hendes Moder tillige­ med hendes to Søstre inaatte da flytte ind i Overlæge­ boligen paa Frederiks Hospital for at sætte Skik paa det Hele. Præsteenken var en meget respektabel og meget streng Madame; hendes ældste Datter var i den Alder, hvor Giftermaalsudsigterne pleje at glippe for unge Piger; h u n skulde være Guvernante for Datteren i Huset. Disse to sammen med Dr. Bang synes at have dannet «det huslige Senat», som i Familieanliggender fældte inappellable Domme. Var Husfaderen i fortræde­ ligt Humør, og det var han ofte; thi Alt gjorde et stærkt Indtryk paa ham, og idelig sukkede han og skændte over Livets Genvordigheder, — saa skulde disse vigtige og selvbevidste Damer ikke formilde hans Sind. Hvert Maaltid blev i Reglen krydret med lange Straffetaler til Sønnerne, og hver lille Forseelse blev gjort til en grov Synd. — Om Aftenen samledes den ganske F a ­ milie i Storstuen, og her mødte Husfaderen op med nogle store Foliobøger, der indeholdt Dagbogsoptegnelser fra Ungdomstiden. Disse Bøger var de yngre Familie­ medlemmers Skræk: i dem kunde Faderen sidde og blade længe, inden han fandt Noget, der passede for Øjeblikket. En Gang imellem overraskedes han af Et og Andet, som var undsluppet hans Erindring, og saa kunde han fordybe sig deri, saa Situationen aldeles gik ham af Glemme. Imedens sad de Andre og maabede eller vare Søvnen nær. Endelig oplæste han da en eller anden Kedsommelighed, der ledsagedes af en ligesaa triviel religiøs Bemærkning. Derefter bleve to, i Reglen meget lange Psalmer afsungne til Melodier, som undertiden Ingen kendte. Om Familiemedlemmernes Sangevne spurgtes ikke; synge maatte de, Unge som Gamle. Efter denne ørelystelige Concert fik man Lov til at begive sig til Ro. — Men inde i «Ammestuen» fortalte Pigerne hinanden og Drengene saa skamløse Historier og opførte sig saa uskikkeligt, at man ikke

13 burde have taalt dem i noget ordentligt Hus. Paa dem havde altsaa den tvungne Husandagt d en Virkning. Men heller ikke paa Husmoders og Børns Mora­ litet synes de religiøse Sentenser og den evige Tærsken Bibelsteder at have haft den forønskede Indflydelse. Bang blev som en anden «Jeronimus» holdt for Nar i sit eget Hus. Da hans Stedsønner voksede til og droges af Tidens almindelige Lyst til at spille Komedie, maatte den pietistiske Fader naturligvis helst Intet vide derom. Ole Hieronymus lavede da de livligste Historier for at narre «den Gamle», medens Jakob Peter tav, ikke uden Undseelse ved Broderens utrolige Opfindsomhed. — Og Stedmoderen selv gav dem Intet efter i det Stykke: hun spillede selv sin Mand paa Næsen, naar hun saa sit Snit. Det kunde hænde, naar hun i al Hemmelig­ hed holdt Kaffeselskab hjemme, at Doktoren uventet traadte ind ad Døren. Hans Kone var da ikke raad- vild. Inden han endnu kunde faa besindet sig paa, hvad der foregik i Stuen, for hun imod ham med et Forfærdelsesudraab: «Nej Bang! hvad fejler Du dog? Du er jo ganske hvid i Ansigtet.» Og Manden, som var meget øm og ængstelig for sin Sundhed, traadte hurtig hen til Spejlet for at iagttage, om virkelig et farligt Sygdomstegn viste sig i hans Ansigt. Fru Louise benyttede imedens Lejligheden til i største Hast at faa taget af Bordet. Naar Doktoren vendte sig om, var der intet Spor af Slaberadsen tilbage; desuden havde hans Tanker imedens taget en anden Retning; saa, skulde han have set Noget, da han traadte ind ad Døren, var det nu g lem t. Naar Steddatteren af Frygt for Faderens Forbud uden hans Vidende havde begivet sig til en lille Forlystelse, og Doktoren pludse­ lig, seende op fra sin Læsning, savnede hendes Nær­ værelse, var hans Hustru straks paa Færde: «Men Bang dog, hvor har Du haft Dine Øjne henne! Hun har været her hele Aftenen og er først for nylig gaaet op

14 paa sit Værelse.» I Hast fik nu en af Pigerne Ordre til at løbe hen til Frøkenen og melde, at hendes Fader havde mærket hendes Fraværelse; hun maatte straks komme hjem. — — Var der ruttet for stærkt med Husholdningspengene, vidste Fruen ogsaa at hjælpe sig. Hun kom f. Eks. Manden i Møde med en Bunke fint Dækketøj og sagde: «Aali Bang! her var en stakkels Kone, der trængte saa haardt til Penge; hun bad, jeg vilde afkøbe hende disse Sager, der tilhørte hendes Brudeudstyr.» Manden modstod ikke denne Appel til hans Velgørenhedssans; han betalte sin Kones Udgift og fik Intet at vide om, at hun havde hentet hint Dækketøj ud af sit eget Linnedskab. — Det er rigtigt, at en Mand skal være Herre i sit Hus; men han maa ikke paa én Gang være den Strenge, Myndige og saa En, som atter og atter lader sig tage ved Næsen af dem, han netop ønsker at ind­ gyde Bespekt. Da bliver han komisk. — Men Bang synes i saa Henseende at have været tilfreds med sig selv. Uagtet hans Prækemani gik saa vidt, at han endogsaa plagede sine Patienter med Foredrag over Forsoningslæren og derved vakte en for ham ube­ hagelig Opsigt*), saa maa han dog idetmindste være vedbleven at besvære sin Familie med sin bornerede Religiøsitet; thi hans egen kødelige Søn, den bekendte Læge, Prof. O lu f B ang klager i efterladte avtobiografiske Optegnelser over den Pine, «det voldte h am , Syvaars- drengen, at skulle opdrages ved Bibellæsning og Psalme- sang.» Den «Agtelse», Dr. Bangs Børn nærede for ham, bestod da deri, at de egentlig kun f ry g te d e ham. De vidste, at de i enhver Henseende vare afhængige af ham, ikke alene for de unge Aars Vedkommende, men ogsaa for deres Fremtids. Thi han, den for-

*) Se det lille Skrift «Tria jun cta in uno» Nr. I.

15 maaende og anséte Mand, hvis Broder beklædte en høj Statsstilling, og selv som betroet Læge færdedes i de fornemste Huse, efterfulgte altid sit stærke Hang til Nepotisme: snart skaffede han en nær Slægtning et godt Embede, snart bragte han en Andens Sager paa Fode ved et rigt Giftermaal o. s. fr. Men saa forlangte han ogsaa paa den anden Side, at de Frænder, der havde hans Hjælp nødig, skulde rette sig efter hans Dispositioner. Navnlig taalte han ikke, at Ungdommen fulgte sit eget Hoved: «Andre havde valgt for ham, da h a n s Livsbane skulde bestemmes; og han var dog kommen paa sin rette Hylde.» Skønt han elskede sin Søster, Henrik Steffens Moder, højt, havde han dog følt noget Mishag ved, at hendes Søn ved Modtagelsen i hans Hus, i Stedet for efter Skik at kysse ham paa Haanden, frejdig havde rystet den, da den blev ham rakt. Og hvor forbitret blev han ikke, da Nevøen efter at være bleven Student valgte Noget saa brødløst som «Naturvidenskaberne» til sit Studium! Imidlertid var, som bekendt, Henrik Steffens stædig paa det Gebet, og Onkelen, der til Syvende og sidst var en godmodig Mand, lod ham endelig følge sin Vilje*). — Men hans Stedsønner skulde ikke have Lov til dette. Først tænkte han paa at gøre en Advokat ud af den Ældste, der altid demonstrerede saa ivrigt. Senere forandrede han sin Beslutning: Ole var et godt Hoved; han skulde være Læge ligesom han selv. Jakob Peter derimod, som baade han og hans selvbevidste Sviger­ moder ansaa for en svagt begavet Dreng, kunde næppe opnaa Mere end en Gang at blive Præst i et Land­ sogn. ------- Jakob Peter var nu vistnok ikke meget udviklet; han var lille af Vækst, og Stemmen spæd; men han hørte til de langsomme og stadige Naturer. I denne

*) Steffens: Was ich erlebte II.

16 Drengs Sind var der en Dybde, i hans Følelse en Inderlighed og i hans Vilje en Alvor, hvorom de Færreste eller maaske Ingen havde nogen Anelse. Stille gik han med sine Ting, tav til den iltre Faders trættende Bebrejdelser og var for stolt til at retfærdiggøre sig, naar han paa den ribilligste Maade blev irettesat af «Mormoder». Skønt han havde noget nær de sletteste Lærere, og Ingen tog sig ordentlig af hans Undervis­ ning, var han dog ufortrøden i sin stille Flid. Da det var bleven bestemt, at han skulde være Landsbypræst, tog han Tingene med Ro: «der var jo længe til, at den Sag skulde afgøres.» Men Et vidste han med sig selv, at dersom han en Gang skulde føle Lyst til at vælge en anden Livsvej, skulde ingen Familie­ despotisme hindre ham i at følge sin Attraa. Fore­ løbig lod han det blive ved & Landsbypræsten». En saadan Stilling stemmede ganske godt overens med hans ungdommelige Drømme om en fredelig, landlig­ idyllisk Tilværelse. Et Vidnesbyrd om, hvorledes J. P. Mynster blev negligeret i sit Hjem, forekommer d e t mig at være, at man bestemte, at han skulde være Student, inden han endnu havde fyldt sit 15de Aar. Dr. Bang var rigtignok bleven Student i samme Alder; men da hans 3 rngste Stedsøn af «Familiesenatet» ansaas for «en dum Dreng», og da Faderen var aldeles ubekendt med hans Kundskabsfond, synes det næsten uforsvarligt at de- mittere ham. Dette besørgedes ikke desto mindre af Dok­ toren selv. Og Jakob Peter (som til Trods for den Forlegenhed, der var over hans Fremtræden, altid i Afgørelsens Øjeblik besad Noget af «det Fortvivlelsens Mod, som hører til at fyldestgøre det I lte Bud»: man skal ikke lade sig forbløffe) absolverede Examen artium

17 saaledes, at lian blev den første Laudabilist efter «de Indkaldte». — Man skulde nu tro, at glade og for­ bavsede Ansigter havde modtaget ham ved Hjem­ komsten; men det Hele synes at være løbet ret køligt og stilfærdigt af. Den hæderlige Tilendebringelse af en Prøve, som for alle unge Mennesker spiller en saare betydelig Rolle, forhøjede ikke i nogen Maade hans personlige Værd i de strenge Slægtninges Øjne. Ikke desto mindre har han været glad ved at have overstaaet Eksamen med Hæder. Tidlig var han et meget æresfølende Menneske og satte stor Pris paa det, der behøves for at opnaa Agtelse i det sociale Liv. Gladest har han dog været ved Tanken om, at han nu som ung, flink «Academicus» havde erhvervet sig Ret til at indtage sin Plads mellem «den store Rroders» Kammerater; thi selv havde han ingen. Den eneste af hans Eksamensfæller, hvis Regavelse hævede sig over Jævnmaalet, var Henrik Steffens, og denne var allerede et Par Aar ældre end han og fik snart Studier tilfælles med hans B ro d e r.------- Det var drøjt for Brødrene Mynster, naar Sted­ faderen efter Aftensmaaltidet tændte sin Pibe og for­ langte, at de skulde underholde ham med Samtale, til den var røget ud. Men saa snart dette Øjeblik var indtraadt, for de op ad Trappen til Nr. 5; og her samledes efterhaanden et muntert Kompagni. Under­ tiden var Selskabet ret broget; man kunde træffe medi­ cinske og kirurgiske Studenter fra Tyskland, Norge og Sverig, der vare komne til København for at søge den anséte Professor Bangs Vejledning. Men i Reglen samledes ikke synderlig Flere end den faste Stok. Og i hvert Tilfælde var Ole Hieronymus Mynster Herre i sin Stue: Kirurgerne fik sjælden Lov til at fortælle liderlige Historier. Han forstod at give Sam­ talen den rette Kurs og at anspore dem til at tale, som det var værd at høre paa. Eller han holdt 2

18 Haanden over dem, der ved deres blotte personlige Nærværelse bragte en fin, rén, god Tone ind i Laget. — Det gjaldt især om H. L a u b . Laub nedstammede fra en tysk Patricierfamilie, der fra Augsburg var indvandret her i Landet. Hans Farfader havde været Livlæge under Frederik V; hans Fader først Avditør i Garden, senere kgl. Pakhusfor­ valter. Denne var en gæstfri og dannet Mand. Digteren E d v a r d S to rm kom meget i hans Hus. Skønt Laub den Gang næppe var mere end Mesterlektianer i vor Frue Skole (Metropolitanskolen), havde Storm dog skaffet ham Ad­ gang til «Efterslægtens» Forelæsningskursus, der som Regel kun var tilgængelig for modne Mænd. Ogsaa Selskabets Møder, hvor den livlige og hidsige T od e ofte fremkaldte varme Debatter, overværede Laub. Her traf han R a h b e k , som straks blev indtagen i den unge, vakre Fyr og vandt ham for det dramatiske Selskab i Nyhavn. Ved deres Forestillinger optraadte Laub i Anstandsdameroller (thi Selskabets Kvinder maatte ikke spille Komedie) og høstede selve Mdm. Rosings Bifald, ikke mindst naar han forsøgte sig i hendes egne Roller. Ogsaa Rahbeks Hverv som Theaterkritiker i «Minerva» overtog han en Stund, og Rahbek kunde som Gammel ikke noksom rose «denne upartiske, rene og galdefri Pen, der vandt sig almindelig Agtelse»*). — Ole Hieronymus Mynsters Bekendtskab til Laub stammede allerede fra Frue Skole; og da de til og fra denne havde samme Vej at gaa, blev de halvvoksne Drenges Venskab snart intimt. Atter traf de sammen paa Efterslægtselskabets Forelæsninger. — Laub hørte til de meget Faa, som mellem Kammeraterne paa Nr. 5 ikke fik sin Vens «Jernhaand» at føle; thi den skaanede snart Ingen. Men Laub var ogsaa et sjældent, elskeligt Menneske. Stille, alvorlig og fordringsløs, traadte han

*) Rahbek: Erindringer IV.

19 altid ligesom personlig tilbage for det, som han ud­ talte sin Begejstring eller Pietet for; og alligevel kunde man ikke glemme eller se bort fra hans Person. Dette ansélige Hoved med den fyldige Haarvækst og de markerede Træk, disse store, men uendelig venlige Øjne, dette fine, man kunde næsten sige, elegante Væsen, gjorde straks et ualmindeligt Indtryk. «Deres Fader», raabte Kamma Rahbek til hans Søn, (den senere Biskop), da han første Gang kom i Besøg paa Bakkehuset, «har et velsignet Ansigt, saa godt og saa fuldt af Majestæt: han ser ud som en Minister — jeg ser ham altid med Stjerne og Baand» — her malede hun paa Brystet med Fingeren. — Naar Laub paa Nr. 5 med sin smukke, sonore Stemme læste op af Datidens Literatur, (og Ingen fulgte i saa Henseende med som han), saa lyttede Alle efter. Endnu mere interesserede dog Theatret ham. Vel forsømte han ingenlunde sit theologiske Studium; Steffens mindedes senere med Taknemlighed, hvorledes Laubs interesserede Flid med Theologien virkede beroligende paa ham, naar denne Videnskab begyndte at synke i hans Agtelse*); men sin Tlieaterpassion kunde Laub dog ikke opgive. Og man erindre vel, at de Ord, som vi nu hver Aften med mer eller mindre Ligegyldighed se skrevne over Nationalscenen: «Ej blot til Lyst», den Gang og netop paa den Tid havde sin fulde Gyldighed. Theatret stod for hin Slægt som en folkeopdragende Anstalt, der ved Fremstilling af det Ædles og Godes heltemodige Kamp skulde virke styrkende og æggende paa den borgerlige Tilskuer. Laub har sikkert spillet en meget stor Rolle i Jakob Peter Mynsters tidlige Ungdomsliv. Han har ved sin Personlighed og sine æsthetiske Interesser imødekommet en dyb Trang til Venskab og aandeligt

*) Steffens a. S.

2*

20 Liv hos dette lille, unge, halvt forladte Menneske. Ja, han har endogsaa taget sig af ham som Manuduktør, naar hans Lærers Uvidenhed og Ligegyldighed blev altfor skandaløs.*) Til den faste Stok paa Nr. 5 hørte ogsaa H e n r ik S te ffe n s og Carl Heger. Den Første er oftere omtalt og skildret i vor senere Tidsperiode, den Sidste kun undtagelsesvis. Ikke saa underligt: den, der ikke selv sørger for at skaffe sig Plads i Historien, glemmes snart; og dog burde C a rl H eg e r erindres mere end Mangen, der blot fylder op i et biografisk Leksikon; thi h a n har været saare Meget for de udmærkede Mænd, til hvilke han med varm Hengivenhed sluttede sig. Han har virkelig, hvad der er sjældent i Opgangs­ tider og næsten umuligt i Nedgangsperioder, i sin Per­ son udtrykt V e n s k a b e ts Id e a l. Carl Hegers Liv var «Eneboerens i Skoven bag den store Landevej»: han forholdt sig kun iagttagende lige overfor Livets brogede Færdsel: til positivt at gribe ind deri, var han saa blottet for Intensitet, at han trods den Iver, hvormed han kunde studere, og den Duelighed, hvormed han kunde vejlede Studenter til at bestaa den theologiske Prøve, aldrig var at overtale til selv at underkaste sig den; og dog var Præstegaardslivet i Landsbykirkens fredelige Skygge hans stadige Længsel! — Han hørte til de (i vor Tid sjælden kendte) sky og tilbageholdne Naturer, der ligesom udviske sig selv, for at de, i hvis Nærhed de færdes, mere kunne træde frem. — Under «Commersen» paa Nr. 5 sad Carl Heger som oftest halv tvær og hel tavs; saa og hørte kun paa de Andre. Men saa kunde han paa én Gang, naar Diskus­ sionens livlige Strøm var standset, interessant gengive

*) Lengnicks Stam tavler: «Fam. Laub.» — Dr. Zeuthen: Et Par Aar af m it Liv. — Ludv. Mynster: Blade af M.s Liv og Tid. — Selm ers Nekrol. Sml. II.

21 Samtalens Indhold og træffende efterligne Kammeraternes Mimik og Udtryksmaade: han besad ikke lidet af det sceniske Talent, Broderen Steffen ejede, og som glimt­ vis brød frem hos Søsteren Kamma. — For den yngre af Brødrene Mynster spillede han en betydelig Rolle hele Livet igennem. Hvad Horatio var for Hamlet, var Carl Heger for Jakob Peter Mynster. Skønt Mynster endnu i Hegers Levetid opnaaede den danske Kirkes højeste Stilling og som Prædikant i Manges Omdømme ikke havde sin Jævning, og uagtet Heger aldrig naaede længere end til at blive Prins Kristians Haandbiblio- tliekar og Oversætter af et Par Smaaskrifter, saa plettede dog aldrig den svageste Draabe af Misundelse det smukke Venskabsforhold. Carl Heger var altid den Første til at glæde sig over Mynsters sociale Fremgang og stadig ivrig for at gøre Andre meddelagtig i sin Be­ gejstring for hans aandelige Ydelser. Thi h a n levede k u n i Tanken 0111 sine Venner: deres Lykke var ogsaa hans; deres Modgang og enhver Uretfærdighed, der vederfores dem, følte han som sin egen Smerte. — Hvis Publikum og Skuespillere endnu havde æsthetisk Sundhed nok til at tilegne sig Oehlenschlågers bedste Tragedier, vilde man ikke saa sjældent faa Carl Hegers Minde opfrisket: den trofaste T h o r v a ld i «P a ln a to k e» er intet Ideal, men efter Digterens egen Forsikring et livagtigt «Portræt» af Svogeren og Vennen*). Til Kærneselskabet paa Nr. 5 maa ogsaa J e n s W ilk e n H o r n em a n n henregnes. Det var en stærk, frejdig og opvakt Ungersvend. Udgaaet fra en gammel, ansét Præstesiægt og opvokset i et Hjem, hvor Hus­ faderen holdt fast ved den gammeldags Tro og Theologi, formente man ogsaa, det var selvfølgeligt, at Jens

*) J. P. Mynster: Kirkelige Lejlighedstaler II. — Oehlenschlågers Udv. Lyriske Digte ved Liebenberg S. 249. — Høsts Erindringer S. 30.

Made with