292672330

(Ac^'Ll /£#f^

( /tm - itty .

£ J u ^ i f C 6 ^ & *'< ? **} .

N r . 1.

D en 6. J anuar .

1910.

Originale Artikler. Gamle Minder fra Frederiks Hospital. ( 1850 - 1863 ). Af Dr. L. W. Salomonsen. Om ca. 3/4 Aar skal det vældige Bygningskompleks, Rigs­ hospitalet, aabnes, og samtidig vil da det gamle Frederiks Ho­ spitals ærværdige Saga være sluttet. Muligvis det da kunde have sin Interesse at erfare lidt om det Liv, som rørte sig derinde for 50—60 Aar siden, et Liv, som ikke alene var forskelligt fra det, som nu har tilhuse der, i medicinsk eller kirurgisk Henseende, og som finder sin naturlige Forklaring deri, at hverken Antiseptiken eller Bakteriologien endnu var opfundne og derfor ikke havde kunnet udføre deres revolutionære Mis­ sioner, men som ogsaa adskilte sig fra det nuværende ved hele sin indre Betydning. I Virkeligheden betragtede Funktionærerne nemlig dengang Hospitalet som deres egentlige Hjem; her til­ bragte de det meste af deres Tid, her udførte de med Liv og Lyst deres Gerning, her fortsatte de deres Studier, og her en­ delig knyttede de indbyrdes Venskabsbaand, som forbandt dem for hele Livet. Hospitalet var for Medicinerne omtrent det samme som Studenterforeningen for andre Studerende, og der­ for er der meget faa, om nogen, af disse, som har spillet no­ gen fremtrædende Rolle i denne Forening; desto bedre erindres derimod deres Virksomhed paa Hospitalet. Nominelt stod ikke som nu Kultusministeriet, men en Di­ rektion i Spidsen for Hospitalet. Denne bestod af 7 Medlem- D. K. 10. i

mer, hvoraf de 3 var Læger, nemlig Bang, Rørbye og Dahle- rup, som i 1860, da han selv blev Overlæge, afløstes af T rie r. Foruden de rent administrative Forretninger bestod deres Plig­ ter navnlig i at have Tilsyn med hele Sygeplejen. I den Hen­ sigt mødtes de 3 Læger den første Fredag i hver Maaned paa Hospitalet med Overlægerne, og alle disse 6 Læger fløj da som en Stormvind paa en Timestid gennem alle Hospitalets mange Stuer. Var der en særlig interessant Patient, kunde vedkom­ mende Overlæge nok henlede Direktionens Opmærksomhed derpaa; men, var der noget at skjule, var dette naturligvis og- saa meget let, og i det hele taget opfattedes dette maanedlige Optog nærmest som en Formalitet og som en Slags Farce. Undertiden lod da ogsaa Overlægerne sig derfor repræsentere ved Reservelægen. Indtil Begyndelsen af Halvtredserne havde Hospitalet kun 2 Servicer, en kirurgisk og en medicinsk; først i 1851 deltes den medicinske i 2 Afdelinger. Ved den kirurgiske Service var Stein Overlæge, en Kirurg, om hvem en yngre, W ithusen , i sin Tid i en Rejseskildring udtalte, at han aldrig i Udlandet havde set nogen operere smukkere eller hurtigere og elegantere end han. For de yngste Studenter var navnlig Konsultations­ stuen af Betydning; herhen søgte Størsteparten af det Publikum, som nu søger Poliklinikens kirurgiske Afdelinger, og en meget stor Del af Arbejdet her bestod i Tandudtrækning og i Aare- ladning. Medens Tændernes Behandling nu hovedsagelig er henvist til Tandlægerne, er Aareladning jo nu i Hovedsagen obsolet, — og der gives vistnok nu de Læger, som aldrig har foretaget nogen saadan. Dengang gik der ikke en Dag, uden at Blodet strømmede i Pæglevis; Folk kom rundtom fra Byen og forlangte ofte selv at aarelades, fordi de var vante dertil hvert Aar. Paa den medicinske Afdeling var S. M. T rie r Overlæge fra 1842. Den deltes, som ovenfor anført, 1851 i 2 Afdelinger, A og B; paa Afdeling A vedblev han som Overlæge indtil 1860, da han afløstes af Da hl er up, som fungerede indtil 1873; paa Afdeling B blev Fenger ansat og var Overlæge, indtil han 1859 blev Minister; efter flere Konstitutioner blev derpaa With ifølge en mindeværdig Konkurrence ansat som Overlæge 1863. T rie r var den grundfæstede, urokkede og urokkelige Au

toritet. Han var den første, som havde indført den stethoskop- iske Undersøgelse herhjemme, havde i Aarenes Løb samlet sig en meget stor Praksis og Erfaring, var meget søgt i Konsulta­ tionspraksis baade herhjemme og af Udlændinge, f. Eks. Sven­ skere. Han var meget afholdt af alle og fortjente det ogsaa, og i alle Henseender havde man, baade Læger, Patienter og Forvaltningspersonale den største Respekt og Hengivenhed for ham. Høj, bred og myndig skred han med sin historiske Ka­ lot paa Hovedet gennem Stuerne, undersøgte sine Patienter me­ get nøje, ordinerede det Fornødne, og alle adlød uden Indsigelse hans Ordinationer; men han kunde ogsaa blive hidsig og f. Eks., naar en anden havde en anden Opfattelse end han af det ste- thoskopiske Fund, lade sig henrive til en Yttring som denne: „Naar jeg har sagt, at det og det findes, saa findes det“. Da han ikke var ansat ved Universitetet, var han ikke klinisk Læ­ rer for de Studerende, men holdt derimod udmærkede og stærkt ombejlede Praktikantkliniker. Disse var omtrent som de er nu; Studenten modtog Patienten ved Indlæggelsen, behandlede ham under Overlægens Tilsyn og fulgte ham, til han enten var Re­ konvalescent eller død. De egentlige medicinsk-kliniske Forelæs­ ninger besørgedes derimod af Universitetslæreren O lu f L. Bang, som selv indtil 1842 havde været Overlæge ved Hospitalet. Lidt før den til Forelæsningen bestemte Tid kom Bang da ind paa Hospitalet, forhørte sig om, hvilken Patient der særlig den Dag kunde egne sig til klinisk Forelæsning eller Eksamination, læste vedkommende Journal igennem eller un­ dersøgte Patienten selv, og holdt da straks efter sin Forelæs­ ning eller sin Eksamination. Naturligvis kunde en saadan Frem- gangsmaade ikke være fyldestgørende for nogen af Parterne, og derfor var det en længe ønsket og haardt tiltrængt Foran­ dring, da den ved Universitetet ansatte Emil Fenger 1851 udnævntes til Overlæge ved den nyoprettede medicinske Afde­ ling B. En helt ny Aand holdt derved sit Indtog. Oprindelig patologisk Anatom og medicinsk Statistiker overførte han disse Discipliners Metoder til den kliniske Undervisning. Han om­ fattede sin Gerning med den største Interesse, søgte at trænge tilbunds i hver enkelt Patients Sygdom, meddelte med den største Omhu sine Fund og Anskuelser til Eleverne, opstillede for dem nye Synspunkter og indførte for dem nye Undersø

gelser. Ikke alene kendte han hver enkelt af sine Elever nøje, men han interesserede sig ogsaa for dem, opmuntrede dem ved given Lejlighed, stod dem bi med Raad og Daad, og lagde ofte Grunden til videnskabelige Arbejder ved at henlede deres Op­ mærksomhed paa et eller andet hidtil uopklaret Forhold, ved hvis Udredning de senere ofte skaffede sig velfortjent Aner­ kendelse. Han var i disse Aar Læge med Liv og Sjæl; som Vidnesbyrd herom skal her f. Eks. anføres, at han en Morgen ved Stuegangen Kl. 8 hos Kolerapatienterne paa Schumachers Gang paa Hospitalet bad en Kandidat om at hente ham en Stol med de Ord: „Jeg har aldrig i mit Liv været saa træt som i Dag“. Det var derfor intet Under, at alle saa op til ham og beundrede ham. I disse Aar gik han nemlig helt op i sin Læge- og Lærergerning; men saa lod han sig i 1856 atter vælge til Rigsdagen, — hans gamle Kærlighed til Politik drog hans let omskiftelige Sind paany —, og derved svækkedes hans Inter­ esse for Lægegerningen i saa høj Grad, at alle hans Under­ ordnede ikke kunde undlade at bemærke det, og at hans hele Hospitalsvirksomhed maatte lide derunder. Endelig i 1859 ud­ nævntes han til Finansminister og ophørte herved for bestandig med at være Læge. Da Hospitalskandidaterne i Anledning af hans Udnævnelse til Minister lykønskede ham, svarede han: „Ja, jeg forlader nu Hospitalet, jeg har nemlig ikke troet læn­ gere at burde undslaa mig for at følge den Kaldelse, som alle­ rede flere Gange tilforn er lydt til mig“. Som Erindring for­ ærede han hver enkelt sit litograferede Portræt. Foruden de Spor, som hans daglige Virksomhed ved Hospitalet havde sat sig, foreligger der som Vidnesbyrd om hans store Interesse for sit Kald og om hans store Kundskabsfylde et Bind af Ho­ spitalsmeddelelser 1856 og en Række berømte, yderst interes­ sante, polemiske Bladartikler om den medicinske Videnskabs Betydning og Virkemidler i en Strid med Bun tzen i Hospitals- Tidende i Begyndelsen af 1859. Det hed sig dengang, at B un tzen ligesom ellers i mange Aar havde spist til Middag om Onsdagen hos Fenger, og al­ deles ikke havde omtalt eller gjort nogen Hentydning til, at noget usædvanligt forestod, og at derfor Fenge r blev i højeste Grad overrasket, da han i det samme Dags Aften udkomne Nummer af Hospitals-Tidende forefandt et stærkt Angreb fra

Bun tzen paa hele hans Virksomhed. Fenger blev ham imid­ lertid ikke Svar skyldig, og hele denne Strid, som i et Par Maaneder saa godt som fyldte Hospitals-Tidenden, fulgtes med den mest levende Interesse af alle dalevende Medicinere. Man længtes hver Onsdag efter det nye Nummer af Bladet, man slugte begærligt dets Indhold, man tænkte stadig over de frem­ førte Argumenter, og, skønt der ikke var Spor af Personlig­ heder i Artiklerne, læste man dem dog atter og atter igennem og kritiserede stærkt deres Indhold. Det var en Kamp mellem den ældre og den nyere Tids Medicin, mellem den mere ideelle og den mere exacte Forskning og Behandling, som her udfæg- tedes, og, skønt Vaabnene førtes med stor Bravour af begge Parter, tilkendte Pluraliteten af Læserne dog vistnok Fenger Sejerspalmen. Omtrent samtidig med Fenger var A nd reas Bun tzen i 1852 blevet ansat som Overkirurg som Afløser af S tein. Om- endskønt disse to Mænd var samtidige og indbyrdes gode Ven­ ner, kunde man dog ikke let tænke sig større indbyrdes Mod­ sætninger. Bun tzen gjorde nærmest Indtryk af en elegant, ung, fransk Læge. Nøje knyttet til det Heiberg’ske Hus og Fætter til St. Aubain havde han stærkt æstetiske Interesser, antoges saaledes for at have en væsentlig Del i Novellerne „Børneballet1 og „Et Løfte“ og i Skuespillet „Dronningen paa 16 Aar“, var altid en stor Charmeur baade i sin Tale og i hele sin Optræden. Man kunde ikke let tænke sig noget flottere, end at se ham henslængt i sin aabne Vogn, navnlig paa Strand­ vejen, som oftest med en eller anden Yngre som sin Gæst. Men desuagtet passede han særdeles godt sin Hospitalsgerning, undersøgte sine Patienter omhyggeligt, holdt gode Forelæsnin­ ger, og opererede, vel ikke hurtigt, men flot, elegant og om­ hyggeligt. Paa en enkelt Undtagelse nær stod han i det bedste Forhold til sine Reservelæger og Kandidater, og under Studen­ termødet 1862 havde han f. Eks. indbudt dem alle "til en ud­ mærket Fest i sin Embedsbolig paa Hospitalet. Endelig maa blandt Overlægerne her endnu nævnes Edvard Dah lerup , som i 1860 afløste T rie r paa medicinsk Afd. A., ikke fordi han netop kan siges at rage et Hoved op over Mæng­ den, men fordi han sædvanligvis er blevet urigtig bedømt og derfor vel kan behøve nogen Oprejsning. D ah le rup var hos

Flertallet af sine samtidige ikke egentlig vellidt. Fra sin tidligere Hofstilling havde han bevaret nogen Tilbageholdenhed og en vis Grad af Utilgængelighed, som for mange syntes at være Kulde og Forfængelighed; heller ikke i medicinsk Henseende ansaa man ham for noget fremragende. De, som lærte ham at kende som Overlæge, lærte imidlertid hurtig at skatte ham og indsaa snart det urigtige i ovennævnte Anskuelser. Han var en meget dygtig Læge, undersøgte med den største Omhu sine Patienter, overvaagede deres Tilstand med sjælden Kærlighed, og tilsaa dem ofte foruden Morgen og Aften flere Gange i Døg­ net, i mange Tilfælde endog Kl. 2—3 om Natten. Resultaterne af hans Behandling kunde derfor ogsaa staa Maal med dem før og efter hans Tid. Han var ikke alene dygtig som Overlæge, baade med Hensyn til Patienterne og med Hen­ syn til sin Administration, men han var tillige en dybt- følende, rettænkende og retfærdig Mand. De af hans Under­ givne, som han engang havde fattet Interesse for, omfattede han med virkelig Hengivenhed og gav dem jævnlig Beviser derpaa; skulde han i en eller anden Sag afgive sin Mening, udtalte han først sin Dom efter grundig Overvejelse og efter nøje at have overlagt, hvad der nu in casu var det Rette, og med Villie gjorde han ikke Nogen Uret. Da han f. Eks. en Dag i Vidners Overværelse havde været mindre høflig mod en Un­ derordnet, henvendte han sig endnu samme Dag ukaldet til ham og sagde: „Jeg maa bede Dem undskylde, at jeg i Dag blev hidsig ligeoverfor Dem, jeg tilbagekalder naturligvis straks mine Ord“. En slig Fremgangsmaade er, som enhver ved, om­ trent uhørt og enestaaende hos en Overordnet ligeoverfor en Underordnet. Næst efter Overlægerne faar et Hospital sit væsentligste Præg og sin største Betydning ved Reservelægerne, for saa vidt de ikke alene i det daglige Liv have en ret selvstændig Stilling og en ikke ringe Indflydelse, men ogsaa og især, fordi de un­ der Overlægens Forfald af en eller anden Grund fungerer som Overlæger. Ogsaa blandt Reservelægerne i disse Aar finder vi en Række Dygtigheder. Der var den dygtige og dannede G. Pau lli, der var H. og E. S ilf v e r b e r g , af hvilke den sidstnævnte paa Fengers Initiativ skrev sin bekendte Afhand­ ling om Lungegangrænen; der var den senere Overlæge Brun-

niche, T r ie r s værdige, kundskabsrige og flittige Elev, hvis „Praktikantkliniker" tydelig vise Spor af Triers Skole; der var Warncke, som oprindelig var Farmaceut og derfor, me­ dens han studerede Medicin, ernærede sig som Manuduktør i Farmakologi for saa godt som alle Studerende, og hvis kemiske Kundskaber nu særlig kom Hospitalet til Nytte. Paa en Kvist oven over Hospitalsstuerne fik han nemlig, vistnok nærmest efter F eng e rs Initiativ, et lille klinisk Laboratorium indrettet, hvor han underviste Hospitalskandidaterne i de fysiologisk kemiske Undersøgelser, som hidtil havde været ukendte for dem, og som nu tildels doceres ved Universitetets fysiologiske Labo­ ratorium. Her virkede ogsaa B r a n d e s , den store Filantrop, som allerede, medens han var Reservelæge, kunde nedlægge Grundstenen til sit store Værk, Sygehjemmet. Til hans Ansæt­ telse knytter der sig forøvrigt en egen Episode. Da Pladsen som Reservelæge paa Fengers Afdeling blev ledig, vilde Fen­ ger nemlig have en af sine Yndlinge, den senere saa bekendte Ørelæge Wi 1he 1m M eyer, som havde bestaaet sin Eksamen med Udmærkelse, ansat. Saasnart man paa Hospitalet fik Nys herom, satte dog baade Kandidater og Studenter sig derimod, de fleste, fordi Meyer havde gjort Tjeneste som Læge ved et af den slesvig-holstenske Armés Lazaretter, nogle derimod, fordi Meyer aldrig havde været Kandidat paa Hospitalet. Der blev da paa Garnisonshospitalet afholdt et Møde af de Inter­ esserede, og her blev der vedtaget en med alles Underskrifter forsynet Protestskrivelse, hvori Kandidaterne forpligtede sig til at forlade deres Plads, og Studenterne til ikke at søge nogen Ansættelse, for saa vidt M eyer skulde blive ansat. Lige over for dette Skridt, altsaa en Art Strejke, var den ellers saa be­ stemte Fenge r nødt til at bøje sig; men han gjorde det kun nødtvungent, og de Strejkende blev tildels narrede, da han nemlig fik B randes, der hidtil havde været Reservelæge paa Alm. Hospital og aldrig havde hørt til Frederiks Hospital, an­ sat som sin Reservelæge. Hidtil var det nemlig en fast Regel, at man kun paa det Hospital, hvor man havde været Volontær, kunde avancere opad fra de lavere til de højere Stillinger. Ef­ ter Brandes kom How itz, Gynækologiens højtskattede og dyg­ tige Grundlægger her i Danmark; dengang var han imidlertid endnu ikke Gynækolog, men beskæftigede sig væsentlig med

Hygiejne. Endelig var der Th. S chm id t, som efter Ib sen s Død blev Professor i Anatomi. Sin store Betydning havde Schm id t ikke som Kirurg, men som Menneske. Han var ud­ rustet med udmærkede Kundskaber, var ligefrem og lige elsk­ værdig mod alle, undsaa sig f. Eks. ikke, skønt han var Re­ servelæge, ved at paatage sig nogle Timers Vagttjeneste under den vagthavende Kandidats Fraværelse, var rettænkende og retliniet i al sin Færd, og var i Besiddelse af en sjælden sund Dømmekraft. Som Bevis paa hans Retsindighed kan her føl­ gende Træk anføres. Da han sammen med en Yngre engang søgte et Rejsestipendium, og sidstnævnte ved en Fest paa Ho­ spitalet kom med den Ytring: „Ja, vel er vi Konkurrenter, men jeg haaber, at vi kan kæmpe mod hinanden med blanke Vaa- ben“, blev Schm id t fornærmet over denne Ytring, som kunde betyde en, om end ringe Tvivl om hans Loyalitet, og den næste Dag skyndte den Yngre sig derfor med at gøre ham sin Und­ skyldning derfor, og den lille Episode var derefter for stedse glemt. I en ung Alder blev han Medlem af Sundhedskollegiet, og det var snart ingen Hemmelighed, at hans store Retsind og Intelligens og hans sikre Dømmekraft hurtigt medførte, at han var den ledende Kraft inden for denne Institution. Det var en Fornøjelse at høre, naar han, uden egentlig at være veltalende, ved sin skarpe Forstand og sikre Logik hurtigt formaaede f. Eks. i medicinsk Selskab at fremstille en af nævnte Kollegium behandlet vanskelig Sag, udrede dens vigtigste Punkter og deraf drage de nødvendige Konsekvenser, hvis Rigtighed Forsamlin­ gen da altid maatte anerkende. Endelig komme vi da til Hospitalskandidaterne. Dengang kunde ikke, saaledes som nu, enhver medicinsk Kandidat blive Kandidat paa Frederiks Hospital. Enhver, som vilde være Kan­ didat paa Hospitalet, maatte først være „fast Volontær“. Denne Titel, som altsaa var en nødvendig Betingelse for at opnaa at blive Kandidat, fik man ved Valg. Først lod man sig indskrive som Volontær paa Hospitalet, og hertil udfordredes der ikke som nu, at man allerede skulde have bestaaet Kantussen. Tværtimod, allerede inden denne var overstaaet, kunde man som ganske ung Student lade sig indskrive som Volontær. Dette forsvaredes af nogle, som f. Eks. Professor i Fysiologi E sch rich t, som paa sine Forelæsninger ofte gentog, at man

ikke tidsnok kunde besøge Hospitalerne, da man netop derved høstede Erfaring, medens andre bekæmpede det. Principmæs­ sigt kan det jo heller ikke nægtes, at den unge Student i det hele taget mangler en Del Forudsætninger for at forstaa og drage Nytte af alle de forskellige Sager, som møder ham paa et Hospital; men dog vil ingen af dem, som dengang var til Stede, kunne nægte, at man stadig med Glæde vil mindes de Timer, da man overværede f. Eks. S te ins berømte plastiske Næse- og Overlæbeoperation eller Fengers første Transfusion eller hans første Anlæggelse af en Mavefistel her i Landet. — Fra „løs Volontær“ rykkede man altsaa op til „fast Volontær" ved Valg. Dette foregik med en vis Alvor, saasnart en Kandidat­ plads blev ledig, og Vælgerne bestod dels af de allerede ud­ nævnte faste Volontærer og af de fungerende Kandidater, som hver havde 1 Stemme, dels af de fungerende Reservelæger, som hver havde to Stemmer. Da det gjaldt et Valg, som kunde have den største Betydning for Vedkommendes hele Fremtid, foregik det altid med en vis Højtidelighed, om end Resultatet som Regel altid forud var givet; det var nemlig meget sjældent at ikke den ældste løse Volontær blev valgt. Før Embeds­ eksamen var man altsaa blevet fast Volontær og nu ventede man blot, sædvanlig P /2—2 Aar efter Eksamen, paa ved ind­ trædende Vakance at rykke ind paa Hospitalet som Kandidat. Kandidaterne boede dengang paa 1ste Sal i Bygningen oven over Apoteket, hvortil Indgangen var gennem en Kældertrappe. Paa denne Sal var der paa de to Sider af en lang Gang 8 Værelser, hvert Værelse til sin Kandidat, — deres Antal var nemlig dengang kun 8, — og man begyndte naturligvis med at faa det daarligste Værelse for lidt efter lidt ved indtrædende Vakance at rykke op til de bedre og tilsidst at ende i det bed­ ste, Nr. 6. Lønnen var 200 Rdl. (400 Kr.) aarlig, frit Værelse, Brændsel og Belysning. Desuden var der en Opvartnings­ pige, den af alle kendte „Rikke“, til at holde Værelserne i Or­ den; men iøvrigt maatte man selv sørge for alt. Man maatte holde Karl til Støvlepudsning og Byærinder, og man maatte selv sørge fuldstændig for sin Bespisning. Som Regel spiste da 2—3 af Kandidaterne sammen Frokost og Aften, medens Middagsmaden blev nydt enten hos ens Forældre i Byen eller paa en Restauration. Spørger man, hvorledes alt dette var mu- D. K. 10. 2

ligt med en saa ringe Gage, saa maa der hertil svares, at dels suppleredes Indtægten ved Informationer eller Manuduktioner, dels ved Praksis. Dette sidste maa ikke forstaas saaledes, at den unge Kandidat i Reglen havde Huslægepraksis •rundtom i Byen, — tværtimod, dette var en stor Undtagelse, — men saa­ ledes, at Folk rundtom fra jævnlig søgte Hospitalsgangen, navn­ lig i pludselig opstaaende Sygdomstilfælde, fordi de altid var sikre paa her at træffe en Læge. Endvidere afgav den nærlig­ gende Toldbod og Havn en god Indtægtskilde; mangen syg Skip­ per eller Sømand søgte Raad hos Kandidaterne. Var der en en­ kelt Kandidat, som paa Grund af større Bypraksis var mindre hjemme, drilledes han ofte, og det ikke alene med Ord, men ogsaa ved, at man paa hans Dørtavle fra en Patient skrev en Anmodning om, at han vilde komme hen i den eller den fjernt­ liggende Gade i et Husnummer, som slet ikke eksisterede. Ansættelsestiden var for enhver Kandidat 2 Aar, og det gjaldt derfor om at benytte denne Tid paa bedste Maade til sin Ud­ vikling og Uddannelse. At dette ogsaa i Virkeligheden som Re­ gel fandt Sted, ses af en Del af de Lægers Navne, som i dette Tidsrum var Kandidater. Der er Etatsraad, fhv. Distriktslæge Magnus, den senere berømte Øjenlæge Edmund H ansen - G rut, afdøde Overaccouchør S tadfeld t, som havde Æren af først at anvende Antiseptiken i Accouchement, den senere Over­ kirurg P. P lum , afdøde Prof. Reisz, der som Overlæge ved Hospitalet viste anerkendt Dygtighed og altid var meget afholdt af og elskværdig mod alle sine Omgivelser, samt Prof. S tuds- gaard, der som Overkirurg paa Kommunehospitalet senere ty­ delig beviste, at den Overbevisning, som hans Kammerater allerede dengang havde om, at han var en født Kirurg og som saadan i Besiddelse af alle de hertil fornødne Egenskaber, Koldblodighed, Aandsnærværelse, Fingernemhed, Operations­ talent etc., var rigtig. Der var endvidere den senere Overlæge ved Børnehospitalet, H irsch sp rung , den senere Overlæge ved Frederiksberg Hospital Ho lstein , den afdøde Overlæge ved Oringe Fiir s te og den afdøde Overlæge ved Kommune­ hospitalet Fr. T rier. Endelig kan nævnes de senere Gene­ rallæger Møller og Laub, den senere Kommunelæge A. D. Muller, den senere Dekanus ved Sundhedskollegiet Jul. Lehmann, afdøde Stadslæge Tryde, den skarpsindige og me

get belæste Carl Lange, den muntre og elskværdige, afdøde' Kommunelæge Toft og hans Venner, den begavede, men mere alvorlige Kommunelæge D riebein og den senere i Chikago bo­ satte S. Jacob sen , og endelig den nuværende Overlæge ved Statsanstalten for Livsforsikring G. G. Stage. Heller ikke maa det forglemmes, at den senere Overkirurg ved Kommunehospitalet V. Hol mer var Kandidat i disse Aar. Han var flittig, elsk­ værdig, tjenstvillig og dygtig, og gik, da han senere i en ung Alder blev Overkirurg, saa fuldstændig op i sit Arbejde, at han øjensynlig overanstrængtes og i faa Aar blev ganske graahaaret og ældet. Listen er naturligvis hermed ikke udtømmende og skal hel­ ler ikke være det; den skal kun tjene til at bevise Rigtigheden af den ovenfor fremsatte Paastand om, at Kandidaterne som Regel forstod at benytte deres Tid og at drage den Nytte af deres Hospitalstjeneste, som det var muligt. Lad os da til Slutning se, hvorledes de" benyttede deres Dag. Om Morgenen Kl. 8 stillede de paa Stuerne, tilsaa Patienterne, var beskæftigede hermed og ved de efter Stuegangen ofte sted­ findende Sektioner indtil Kl. 11, og samledes da gruppevis til deres Frokost. Her drøftedes da Stuegangens Begivenheder, henledtes Kammeraternes Opmærksomhed paa en indkommen interessant Patient eller paa en forestaaende sjælden Operation, og her diskuteredes og kritiseredes de Overordnedes Diagnose og Behandling. Og denne Kritik var ikke altid blid. Der faldt stærke Ytringer, naar et Drænrør f. Eks. var gledet ind i og blevet liggende i Pleurahulen, hvor det maatte virke irriterende som et fremmed Legeme, naar en Kirurg var kommet til af Vanvare at aabne den fremfaldne Tarm eller at gennemskære den bageste Broksækvæg ved et indeklemt Brok, eller endelig naar en Reservelæge, da en alvorlig Patient var kommet ind paa Afdelingen, ikke vilde akceptere den vagthavende Kandi­ dats Forslag til en energisk Behandling, men ordinerede, at Patienten skulde henligge urørt, indtil han først fik eftersøgt hos de forskellige klassiske Forfattere, hvorledes et saadant Tilfælde skulde behandles. Det kunde ogsaa hænde, at en eller anden ung Kandidat energisk tilraadede at prøve en Behand­ ling, f. Eks. at indføre et Kateter i et Tilfælde, hvor vedkom­ mende Overordnede ansaa denne Fremgangsmaade for urigtig og

tilsidst lige over for Kandidatens Paastaaelighed saa sig nød­ saget til at sige: „Som Deres Overordnede forbyder jeg Dem det og befaler Dem at afholde Dem derfra", og selvfølgelig gik en saadan Overhaling heller ikke Ram- forbi, men var ogsaa Genstand for livlig Diskussion og Debat ved Frokosten. Var der endelig ved en Sektion fundet uventede sygelige Tilstande, som Overlægen ikke havde diagnosticeret i Patientens levende Live, blev ogsaa dette omtalt i ikke aldeles blide Udtryk. Efter Frokosten skyndte man sig ikke bort fra Hospitalet; tværtimod, det var i de to Aar, man var ansat, ens Hjem. Man forblev der hele Dagen, gik kun ud enten for at besørge de nødvendige Ærinder eller Informationer eller for at spise til Middag. Resten af Dagen var optaget af Arbejde, Studeringer, Laboratorieøvelser, Tilsyn med Patienterne, Aftenstuegangen etc.; 1 Gang om Ugen holdt skiftevis en af Kandidaterne Foredrag for sine Kammerater om et eller andet Emne, som særlig havde vakt hans Interesse. Af og til udarbejdedes det ogsaa til trykte Afhandlinger, som optoges i de medicinske Blade. Var Dagen gaaet hermed, samledes man atter ligesom om Formiddagen med Kammeraterne og fordrev Tiden med Samtale, Sang, Mu­ sik og Kortspil; altid kunde man være sikker paa at træffe Hovedparten af Kammeraterne hjemme, og ofte søgte Slægt­ ninge og Venner af dem ogsaa herud. Til Akkompagnement af Klaver eller Harpe lød Sangen ofte om Aftenen ud over Gaden og samlede de Spadserendes Opmærksomhed. Til Kortspil fandtes der sædvanlig saa gode Spillere, at det var sjældent, at de tilfældig Besøgende gentog deres Besøg i den Anledning. En lille herhen hørende Episode er ganske morsom. En Gæst ved Navn Reiersen spillede en Aften L’hombre og blev ved Fejlspil paa et stort Spil Codille. En af de Medspillende ud­ brød da uvilkaarligt i H e r tz ’s bekendte Ord fra „Sparekassen": „Det skulde de ikke have gjort, Hr. Rei........Mere fik han ikke sagt, da Resten druknede i de andres Latter; men Ved­ kommende kom, saavidt erindres, aldrig mere igen for at spille Kort. Man kunde ikke let tænke sig noget smukkere Opholdssted end i et af Gadeværelserne. Bag de nedrullede Rullegardiner, som ved en snil Fremgangsmaade omdannedes til Markiser, saa man Foraar og Sommer ned paa de Forbispadserende i

Bredgade eller paa den lige over for liggende frie, aabne Plads, som dengang fandtes lige ved den nuværende Rigsdagsbygning og som nu indtages af Udstillingsrum og høje Bygninger. Her­ fra duftede Lindetræer én i Møde, og her lød jævnlig smuk Sang, saa vidt erindres fra Søetatens Skole. Jævnlig holdt man ogsaa Gilder, og navnlig var det en ufra­ vigelig Regel, hver Gang en af Kandidaternes Tid var udløben, og han derfor maatte forlade Hospitalet. Om Vinteren holdtes de altid paa Værelset Nr. 6, om Sommeren derimod ude paa Bellevue. Der var altid en af Kandidaterne, som var særlig kulinarisk kyndig, og han fik da altid det Hverv at forestaa Anretningen, medens en anden sørgede for den mere aandelige Del af Festen, Sangen og Talerne. Billige blev disse Fester derfor aldrig, og man undrede sig altid bagefter over, hvorfra man havde kunnet opdrive de dertil nødvendige Penge; men morsomme og hjertelige var de i høj Grad. Spillende Liv og Munterhed prægede dem fra først til sidst og, om end en eller anden ved en saadan Fest kunde faa et Glas over Tørsten, saa tog ingen Forargelse deraf. Ofte endte det med, at man i Gaase- gang gik rundt i den dejlige Grønnegaard og bombarderede hinanden med Sneboldte, eller man gik i Procession med Dansetrin op og ned ad den lange Tvergang mellem Værelserne, eller endelig en af Kandidaterne engang bandt nogle Lagener sammen, fæstede dem i en Knude om Vinduesstolpen i et Væ­ relse ud til den lille Hospitalsgaard bag Gangen og lod sig fire ned i Gaarden ad denne noget usædvanlige Vej. Om Sommeren foregik Bakkanalet under det store Træ lige udenfor Bellevue-Hotellet. Da Jernbanen ikke endnu eksisterede, befordredes man baade ud og hjem paa de den­ gang brugelige Kaffemøller, og det kunde da hænde, enten at man paa Hjemturen forvildede sig op i en af Charlottenlunds Sangerindeknejper, eller at en eller anden pludselig i Skovs­ hoved sprang af Vognen for at indhente en opdaget Skønhed blandt dem, man var kørt forbi. Paa en af disse Skovture, saa vidt mindes den 24. Juni 1853, indtraf forøvrigt følgende, som vel fortjener at erindres. Som altid var Stemningen den bedste, og paa Bellevue afventede alle med Glæde Ankomsten af Ho­ spitalets Overlæger, der som en stor Sjældenhed havde tegnet sig som Festdeltagere. Da indtraf pludselig et Afbud fra dem,

hvori de meddelte os, at Koleraen var udbrudt i København, og at de derfor var nødsagede til at blive hjemme. Øjeblikke­ lig var hermed Humøret borte, og dog anede ingen dengang, hvilken uhyre Voldsomhed og hvor stor Ødelæggelse denne vor første Koleraepidemi skulde foraarsage. En nærmere Rede­ gørelse herfor vil man forøvrigt kunne finde i H erm an T rie rs nylig udgivne, fortrinlige Beskrivelse deraf i Historiske Med­ delelser om København. En staaende Regel var det ogsaa at holde Nytaarsgilde, og her regnede det da ned ligesom i Studenterforeningen med Vittigheder, men her var de naturligvis mere lokale og person­ lig skarpe og skaanede ingen, navnlig ingen af de tilstedeværende, og til disse hørte foruden Kandidaterne altid ved Gilderne og­ saa Reservelægerne; men alt blev optaget i Godmodighed, Snerten blev, selv om den var hvas og rammende, modtaget med Latter og Jubel, ingen bar Nag derover, selv om man anede, hvem Forfatteren var, men alles Bestræbelser gik ud paa at gøre Aftenen saa morsom og vellykket som mulig; den næste Dag var alt glemt, Reservelægen var ikke længer ens Ligemand, men atter som før den Overordnede, og paa Stue­ gangen mærkedes aldrig den foregaaende Nats Orgier. Er det lykkedes i disse faa og hurtige Træk at skildre Da­ tidens Hospitalsliv, saa vil Læseren ogsaa forstaa, baade at de Betragtninger, som indledede denne Artikel, var berettigede, og at enhver nu i sin Alderdom med stor Glæde sænker sig i Erindringen derom. Denne Artikel er holdt objektiv og har langtfra omtalt enten alle herhen hørende Forhold eller alle de i dette Tidsrum ved Hospitalet virkende Personer eller Læger. Som man maaske vil have lagt Mærke til, er der ikke udtalt nogen som helst Dom om nogen endnu levende Læge, og med Hensyn til de Afdøde er den Sætning strængt blevet fulgt: „De mortuis nil nisi bene", om end denne Sætnings Berettigelse i al Almindelighed kan være tvivlsom. Maaske Læserne dog alligevel med nogen Interesse have fulgt den givne Fremstilling af Forhold, som er vidt forskellige fra de nuværende, og den givne Værdsættelse af Personer, som i sin Tid have spillet en fremragende Rolle indenfor den danske Lægestand og i det danske Statssamfund.

Hvis det er Tilfældet, og dersom dette Ønske er gaaet i Opfyldelse, er Hensigten med disse Linier opnaaet. Ligesom Ho s t r up i Slutningssangen af sine „Genboerne" siger: „Vort simple Liv vi i simple Træk har stillet offentligt til Skue", saaledes kunne vi ogsaa anvende disse Ord som Motto paa denne lille Artikel, og lige som han til sidst tilraa- ber Tilskuerne: „Vi sige da: Tak skal De ha’e for Deres Genboskab i Aften", saaledes kunne vi henvende de samme Ord til denne Skitses Læsere.