S_FørOgNu_Supplement1

til, at Raahed og Last trivedes saare yppigt i alle Samfundslag fra de højeste til de laveste. Det var saaledes ikke altid let at være Regensprovst. Naturlig­ vis gjorde det ikke hans Forhold til Alumnerne bedre, at hans Løn for en stor Del beroede paa de Bøder, Studenternes Forseel­ ser indbragte. Og naar det stærke tyske 01 gjorde sin Virkning, da kunde den krybende og forkuede Student blive til en over­ modig og raa Voldsmand. I 1632 klager Provsten Johannes Bon- dæus over en Morten Nielsen, „at han for nogen Stund siden havde yppet Parlament med ham og nu nyligen igen revet ham i Haaret og kradset ham i Ansigtet“. Morten maatte gaa i carcer for den Sag, da det oplystes, at han tidligere havde været druk­ ken og yppet Parlament i Regensen, saa at selve Rektor havde maattet skride ind.

Men fuldt saa vigtig som Andagten var de lærde Øvelser, der var knyttede til Klosterspisningen: Deklamationerne og Disputatserne. Onsdag og Lørdag skulde der ved hvert Bord fremsiges udenad­ lærte Stykker af det nye Testamente eller Katekismen paa Latin. De øvrige Dage var helliget Disputatserne, hvortil Emnerne kunde hentes fra samtlige de Fag, der læstes ved Universitetet. Ved Disputatsen var hvert Bords Dekan Præses; han skulde fremsætte nogle Theses (Paastande) som Grundlag for Debatten over de Emner, Provsten havde opført paa den ugentlige Disputats­ liste, som hver Lørdag forud ophængtes i Spisesalen. Paa Om­ gang optraadte saa to Alumner ved hvert Bord; den ene skulde som Opponent angribe, den anden som Respondent forsvare de af Præses fremsatte Theses. Disputatsernes Formaal var Øvelse i praktisk Dialektik (Logik).

Regensen, Hovedporten mod St. Kannikestræde, Aar 1907.

Det ser ud, som om man har lagt Vind paa at fremføre Emner, der ligger hinsides al sund Fornuft. Hvad mener man f. Eks. om at disputere om den Saltstøtte, hvortil Loths Hustru blev for­ vandlet, eller om den fortabte Søns Føde ? Det var ved den Slags Øvelser, man omskabte begavede Bønderdrenge til golde Forma­ listtyper som Erasmus Montanus. Men trods alt var denne Dan­ nelsesform saa sejglivet, at den sidste Rest af disse Øvelser først bortfaldt 1795, mere end et halvt Hundrede Aar efter at Holberg havde rettet sin udødelige Satire imod dem. Foruden Klosterøvelserne var der mange andre Pligter. Morgen og Aften skulde Regensianerne møde til Andagt i Regenskirken, og for at ingen skulde skulke fra det, var ved de Tider Porten stænget. Endvidere skulde de føre Kollegiehefter ved Profes­ sorernes Forelæsninger, og baade Dekanerne og Provsten havde Pligt til at paase, at denne Pligt blev ordentligt udført. Ende­ lig skulde de overvære de offentlige Disputatser. Alle Vegne var de under kontrollerende Myndigheders aar- vaagne Øjne, alle Steder truede en rigt varieret Skala af Straffe, lige fra Fortabelsen af en Dags Maaltider til Hensættelse udi carcer (Universitetsarresten) eller Udstødelse af Universitetet. At det kunde gøre dem krybende i deres Væsen over for de foresatte, er intet Under. At de paa den anden Side til Tider kunde være temmelig uregerlige, kan heller ikke forundre, naar man ser hen

Skandaler af denne Art, der skyldtes Studenternes Hang til stærk Drik, er ikke helt sjældne i Aarhundredets Forløb. Det var en fordrukken Tid, og selv om det ikke skortede paa strenge Forbud, var dog Drukkenskab en af de Forseelser, hvor Studen­ terne til en vis Grad kunde trække Veksler paa de styrendes Langmodighed. Kun ved højtidelige Lejligheder udskænkede Kom­ munitetet stærkt 01 til Studenterne, og da var Provsten ingen­ lunde en Foragter af den skønne Drik, om man da ellers kan regne med den Anekdote, der er overleveret om den gode Pro­ fessor og Provst Søren Gluud, at han, da Sparebestræbelserne i Tiden efter Svenskekrigen havde forledt Kommunitetet til at stryge denne Udgift, nedlagde sit Embede, fordi han under de Omstændigheder ikke skøttede om at være Regensprovst, og hans Demonstration bar for saa vidt Frugt, som Kommunitetet blev bange for, „at man skulde ilde resentere det til Hove, om man fik vide saadan god Skik at være ophævet“, og derfor atter det følgende Aar skænkede det gode 01. Som Regel hentede dog vel Studenterne deres Rus uden for Regensen eller Klosteret; der var Kipper og Knejper nok i Nabo­ laget. I hvert Fald fandt Konsistorium det formaalstjenligt, efter at Studenterne i 1676 havde gjort sig bemærkede i en drabelig Bataille, at forbyde Regensianerne under Trusel om Stipendiets Fortabelse at færdes i „Kro- og Vertshuse tvert for deres Logement“.

196