S_FørOgNu_Supplement1

til Klosterspisningen, spændte de Kaarden om Livet; endogsaa paa Prædikestolen raslede den trofast ved deres Side. At den kun var til Pynt, tør man ikke paastaa. Som det endnu lige til vore Dage har været almindeligt blandt tyske Studenter, var dengang Duel­ væsenet almindeligt udbredt herhjemme. Fra Holbergs Epistler ved vi, at omkring Overgangen til det attende Aarhundrede „var en Figtmester udi samme Anseelse som en Professor ved Universitetet, i det mindste kunde han blandt vore Studenter regne lige saa mange, om ikke flere Skolarer . . . Figtøvelser var da ogsaa nød­ vendige, efterdi det var grand mode hos alle Folk saa- vel Gamle som Unge at duellere med hinanden udenfor Stadsporten paa Fuglestangen“. Men hyppigere end Du­ ellerne var dog vist den Slags Skærmydsler paa Gaden, som endte i regulære Slagsmaal, navnlig med Adelens Lakajer, med Byvagten eller med Officererne, hvis Lavs- aand var endnu mere udpræget end Studenternes. Bitterheden mellem Militæret og Studenterne blusser navnlig op i det attende Aarhundrede. Ved saadanne Lejligheder skete det, at der flød Blod. Den sidste store Bataille fandt Sted saa sent som 1793 i den be­ rømmelige „Posthusfejde“. Betød Kaarden for hin Tids Regensianer et Privile­ gium, der hævede ham i social Værdighed, saa skænkedes der ham paa den anden Side et andet Privilegium, der i det lange Løb kom til at hvile paa ham som hans Stands dybeste Nedværdigelse. Han blev autoriseret Lig­ bærer. Det stammede fra det frygtelige Pestaar 1711. Og de 12 Regensianere, der lod sig udtage til at besørge Begravelsen af de pestdøde, da Ligbærerlavet ikke kunde overkomme sine Pligter, fortjener vel Ros for deres Selvopofrelse, skønt det jo ikke stiller denne i det allergunstigste Lys, at de betingede sig kun at bære „Pengelig“, d. v. s. afdøde af de bedre Klasser, for hvis Begravelse der betaltes 1 Rd. til hver af Bærerne, medens de intet vilde have med de fattiges Lig at gøre. Men de fik deres Betingelse opfyldt, og da de i 1714 fik Stadfæstelse paa deres Privilegium, kom det til at lyde paa, „at Studenterne udi collegio regio eller saakaldet Regentsen skal herefter være de, som til Ligene iblandt de Gejstlige og Borgerskabet alene skal bruges“. Unæg­ telig kom denne Ligbæring til at betyde en saa væsent­ lig Forøgelse af Studenternes Indtægt, at de nødigt vilde give Slip derpaa; men den udsatte dem ofte for Ydmygelser, som de maatte føle trykkende. Naar de i de fine Sørgehuse, som Skik var, blev budt til „Collats“, Smørrebrød og Snaps, maatte de gerne spise udenfor paa Gangen eller i Forstuen, fordi fine Folk fandt, at de førte en ilde Stank med sig, og i det hele undsaa sig ved at blandes med dem. Gennemsnitsregensianeren fra hint første store Afsnit af Regensens Historie er, som man vil se, præget af Tvang og Fattigdom. Han er vel en skrap Latiner og cn spidsfindig Disputator; men hans Horizont er saare snæver, og Lærdommen tjener ikke til at afslibe hans Valsens Vildskab og Raahed. Alligevel var der naturligvis en Del, der ragede højt op over Gennemsnittet, Mænd som Ole Borch, Jacob Winsløw og Hans Gram, der hver for sig har erobret sig for alle Tider en fremragende Plads i Videnskabens Historie, og andre som Thomas Kingo og Hans Adolf Brorson, i hvis Salmer Tidens religiøse Trang fandt et skønt Udtryk, der vil klinge igen til fjerne Aarhundreder. Den store Brand 1728 lagde det meste af Regensen i Aske. Vel steg der efterhaanden en ny Regens ud af Asken, men langtfra som nogen straalende Fugl Fønix. Den almindelige Fattigdom, der tyngede Tiden efter den store Katastrofe, medførte, at hele Genopførelsen ikke kunde tilendebringes paa een Gang. 1731 genopførtes Fløjen langs Krystalgade, i Fyrrerne kom Turen til den to Etagers Fløj ved Kannikestræde og Kirkefløjen, hvis Taarnparti med det store Ur dog først paabyggedes 1780. og et Par Aar efter at man havde bygget en tredie Etage paa hele Kannikestrædelængen.

Tilh. Det kgl. Bibliotek.

C. A. H viid. Carl Ploug. Rasmus Nyerup.

Regensgaarden 1843.

Gamborg. J. C. Hostrup. F. C. Peteisen.