HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

743953010

Historiske Meddelelser om København 1994

\

Historiske Meddelelser om København 1994

Udgivet af Københavns Kommune København 1994

KØBENHAVNS KOMMUNES HOVEDBIBLIOTEK AFD. FOR HISTORIE OG GEOGRAFI Krystalgade 15 1172 København K Tff. 33 93 60 60

Redaktion: Helle Linde, Henrik Gautier, Torben Ejlersen Redaktionssekretær: Kell Pedersen Omslaget er en dobbelt forstørret gengivelse af tekstilprøve til dynevår fremstillet på Det kgl. Opfostringshus. Pk. 39, Tekstilprøver 1767-68,3.december 1767. Københavns Stadsarkiv. Historiske Meddelelser om København er medlemsskrift for Selskabet for Københavns Historie © Københavns Kommune 1994 ISBN 87-89457-06-4 Produktion: F. Hendriksen's Eftf. A/S

Manuskripter, der ønskes optaget i årbogen, sendes til redaktionen, Københavns Stadsarkiv, Københavns Rådhus, 1599 København V

Indhold

Bjørn Westerbeek Dahl: Blandt blomster, dyr og prinser. Gadenavne i 1600 tallets København........................................... 7 Poul Strømstad: Huse og boliger i det gamle København 20 Rolf Dahl : Da Sankt Gjertruds Stræde var krøllet. Eller Frederik III i småtingsafdelingen........................................... 45 Kirsten Lindberg: Skipperboderne.......................................................... 51 Harald Jørgensen: Admiral Gjeddes gård. Baggrunden for et gammelt patricierhus' opførelse................................................... 88 Sebastian Olden Jørgensen: Et ukendt kapitel af den køben­ havnske privilegiesag 1660-61........................................................... 112 Karen Hjorth: Spådomskunst og søstersolidaritet......................... 128 Birthe Karin Fischer: Tøjmagermester Frentzel - en ind­ vandrerskæbne fra 1700-tallet........................................................... 136 Jan Buchter: Den norske maler J. C. Dahl og Peter v. Scholten. Historien om et hus, mange mennesker og to malerier fra Østerbro i København 1 8 1 3 ........................................................ 159 Ian Wiséhn: Et svensk brev om København 1 8 3 0 ........................... 182 Selmi Andersen: Erindringer fra Am ager........................................... 189 Indsamling af pensionisterindreinger............................................... 211 Københavns Stadsarkiv i 1992 og 19 9 3 ........................................... 222 Selskabet for Københavns Historie i 1992-94 ................................. 227 Anmeldelser: Ole Feldbæk: Danmarks økonomiske historie 1500-1840. (Henrik Gautier) ........................................................................................ 229 Historiske huse på Christianshavn. Fortegnelse over beva­ ringsværdige bygninger fra før o.1870. Torben Ejlersen 230 Hans Helge Madsen: København før og nu - og aldrig, bd. 13. Østerbro. Henrik Gautier ........................................................ 231

Byens rum - byens liv. Den jyske Historiker nr. 56. ( Helge Gamrath) .................................................................................................... 232 Poul Lyager: Københavns generalplantilløb 1932-1958. (Tim Knudsen) ..................................................................................................... 233 Kell Elgstrøm , Lise Palm og Lise Kongsgaard. Bybilleder. Mellem by og forstad. (Torben Ejlersen) ........................................ 234 Arne Broegård: Vanløsebogen 1993. (Poul Sverrild) ....................... 235 Carsten Rasmussen: Valby Børneasyl 1842-1992 - fra opbeva­ ringssted til moderne pædagogik. (Bente Dahl Hansen) 236 Uffe Nielsen. Otto B. Wroblewski (red): Nørre G. 1818-1893. (Ning de Coninck-Smith) ....................................................................... 237 Jens Henrik Koudal: En privilegeret musikant og hans konkurrenter 1716-41. (Dorthe Falcon Møller) ............................ 238 Harald Ilsøe: Bogtrykkerne i København og deres virksom­ hed ca. 1600-1810. (Torben Ejlersen) ................................................ 240 Ingvild Alnæs , Annette Bruun og Britta Kyvsgaard: Kvindelig Sejlklub 1942-1992. (Anne-Lise Walsted) ........................................ 240

Blandt blomster, dyr og prinser Gadenavne i 1600-tallets København A f Bjørn Westerbeek Dahl

I begyndelsen af 1600-tallet optræder for første gang i Danmark den praktiske skik at lade gader i et bestemt kvarter opkalde efter beslægtede emner. Gadenavngivning er - for så vidt der ikke er tale om nye navne til gamle gader - tæt forbundet med myndig­ hedernes interesse og muligheder for byplanlægning i større stil, og det er derfor ikke overraskende, at det netop er under den byggeglade Christian den 4., at vi for første gang støder på en gruppevis navngivning af gader i København. Allerede ved kongens første store arbejde i byen, anlægget af Christianshavn, benyttedes en karakteristisk gruppedannelse i navngivningen: De tre store øst-vestgående gadeforløb kaldtes for Kongensgade (nu Wildersgade), Dronningensgade og Prinsensga­ de (nu Prinsessegade) og to tværgader opkaldtes efter dronningen (Set. Annægade) og enkedronningen, kongens mor (Set. Sophie- gade). Det er den ældst påviselige praksis med gruppenavne i Danmark, og den blev snart fulgt af flere: Mellem 1614 og 1620 udstykkede kongen sin gamle have på Bremerholm. Her bygge­ des godt 100 boliger til »Holmens faste stok«, der jo havde sit daglige arbejde på Gammelholm lige i nabolaget. Af de fire gader, som her blev udstukket og bebygget, kom dog kun to til at danne deres egen lille gruppe: Skippergade og Højbåds­ mandsstræde. To ældre navne i kvarteret, Riddergade (nuværende Holmens Kanal) og Adelgade (Boldhusgade) kunne antyde en tidli­ gere gruppedannelse i kvarteret, men oplysninger om disse navnes oprindelse og brug er for få, til at det kan afgøres med sikkerhed.1 Nyboder Skipperboderne, som kvarteret i kongens gamle have hurtigt kom til at hedde, fik allerede i 1630erne sine afløsere i Kongens Nye Boder i den nye bydel øst for middelalderbyen, hvormed kongen fik udvidet sin hovedstad i slutningen af 1620rne. I 1629 blev en

Bjørn Westerbeek Dahl

ny voldlinie fra den gamle Nørrevold til Set. Annæ Kastel (senere Kastellet) stukket ud i terrænet, og formodentlig fra samme år stammer den første byplan for området: Christian den 4.s plan for Nykøbenhavn var storslået: Fra en kæmpeplads omtrent i midten af bydelen skulle ikke mindre end 16 gader stråle ud til alle verdenshjørner som eger fra et nav. Ind­ byrdes skulle de forbindes med mindre tværgader, alle koncentri­ ske omkring det store torv. Planen blev ikke fulgt, og vi kender ikke navnene på de påtænkte gadeforløb. Selvom byggeriet af Nyboder var blevet påbegyndt i 1631, hav­ de gaderne ikke navne selv ti år senere. I et brev fra 21. februar 1641 til Corfitz Ulfeldt, der på dette tidspunkt var statholder på Københavns Slot, beder kongen om, at man begynder at tænke på navngivningen af gaderne i de nye boder.2 Det var således ikke altid, kongen handlede hurtigt! Hvornår Ulfeldt har fået gjort noget ved sagen, vides ikke, men kort tid efter dukker de karakteristiske nybodernavne op. Bebyg­ gelsen lå på hver side af den »Store Stenbro«, der førte fra den gamle Østerport, for enden af Østergade ved det senere Kongens Nytorv, til den nye port, der var placeret, hvor Rigensgade i vore dage støder til Øster Voldgade. Desuden deltes længerne af en anden radialgade, svarende til vore dages Borgergade. Nord for den Store Stenbro blev gaderne opkaldt efter krydder­ urter (fra syd til nord): Lavendel, rose, nellike, balsam, salvie, kruse­ mynte, merian og timian. Nordligst lå Tulipangade, opkaldt efter den på dette tidspunkt så eksotiske og mærkelige plante, der lige var kommet til Europa. Syd for den Store Stenbro fik tamme og vilde dyr deres reservat i en noget kaotisk - og i hvert fald naturstridig - blanding (fra syd til nord): Hjort, løve, bjørn, ulv, enhjørning, ræv, kamel, hare og ele­ fant. Syd for radialgaden, der senere blev kaldt for Borgergade, fandtes gader opkaldt efter hind, kanin, pindsvin, kat og elsdyr. Den sidstnævnte gade kaldtes i 1661 og igen i 1674 for Hundegade.3 Muligvis har nabogaden Kattegade i folkemunde skullet afbalan­ ceres af dette gadenavn. Nykøbenhavn Der gik ikke ti år, før man begyndte at ændre nogle af de karakte-

Blandt blomster, dyr og prinser

Kort over Nykøbenhavn omkring 1650 med projekterede gadenavne. Mellem Kongens og Dronningens Kanal udmunder den projekterede Prinsens Kanal. Mod nord (th. i billedet) ses en kanal, der antageligt skulle have heddet Prinsessens Kanal. Efter O.Nielsen: Kjøben­ havns Historie og Beskrivelse, 5.Del, ved s.30,1889.

ristiske nybodernavne: I 1649 underskrev Frederik den 3. en ny byplan for København, der i bund og grund ændrede den oprin­ delige plan fra 1620rne. Det store torv med sine mange radialga­ der blev nu opgivet til fordel for et regelmæssigt net af gader, der skar hinanden i rette vinkler. Året efter, i 1650, blev de første skø­ der i området udstedt, og her optræder for første gang en række nye, markante gadenavne.4 Den fornemste gade i nord-sydgående retning blev kaldt Kon­

9

Bjørn Westerbeek Dahl

gensgade, hvorefter der mod nord fortsattes med parallelgader opkaldt efter dronningen og prinsen. Uden sammenhæng med disse gadenavne lå ud mod havnen Kongens, Dronningens og Prinsens Kanaler. Foran de første to skul­ le der ligge to kunstige øer: Kongens Dam og Dronningens Dam. Kanalerne i Fredericia, der blev grundlagt i de samme år, blev navngivet på samme måde. Her lå endvidere en Prinsessens Kanal, og muligvis har den unavngivne kanal i København mel­ lem Prinsens Kanal og Kastellet skullet være en pendant hertil. Vinkelret på de nord-sydgående gader, der var opkaldt efter kongens hus, var hovedgaden Rigensgade , altså Rigets Gade, beregnet til at være byens indfaldsvej fra Østerport. Den fik en passende længde, så den strakte sig helt til Kongensgade (den nuværende Gothersgade) efter at have skullet skære sig igennem Kongens Have. Navnet Rigensgade blev ledende for to grupper af øst-vestgående gader. Den ene gruppe var opkaldt efter rigets stænder -.Herre, adel, borger og klerk. Den anden navngaves efter kongens titulatur: Danmarks, Norges, Venders og Gothers. Nord for Prinsens Kanal fortsattes titulaturen efter kongens besiddelser i det slesvig-holstenske område: Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmar­ sken, Oldenburg og Delmenhorst. Op mod Kastellet skulle der ligge fire torve opkaldt efter de fire første led i kongens titel: Danmarks, Norges, Venders og Gothers. Nærmest Østerport fandtes endnu to særprægede grupper af gadenavne, der muligvis antydede funktioner, i den planlagte bydel: Gaderne blev i den ene gruppe opkaldt efter landbrugs­ produkter: Korn, hest, fæ og vildpret (vildtsteg). Tre af de nævnte fire torve op mod Kastellet fik alternative navne efter oxe, hest og korn. Mellem Kongens Have og Østerport var planlagt et helt lille kemisk laboratorium, sikkert ikke uden sammenhæng med det nærliggende Svovlhus og kongens interesse for alkymi: Sølv, bly, svovl, vitriol, alun, stenkul, kobber og jern. Kun en enkelt gade i kvarteret, Kirkegade, betegner gadens funk­ tion: Den førte fra den planlagte Prinsens Kanal op mod Set. Annæ Rotunde, Christian den 4.s planlagte kæmpekirke, som vil­ le have været en passende point de vue for en gade med netop dette navn.

1 0

Blandt blomster, dyr og prinser

Kort over Vestre Forstad fra 1650'erne. Vest opad. De to øst-vestgående gader er øverst Roskildegade, nederst Bælt­ gade, der skæres af den tværgående Amagergade. Fiåndskriftsamlingen, Det kgl. Bibliotek.

Med den planlagte gadenavngivning forsøgte man at ændre flere af de netop etablerede Nybodernavne: Klerkegade skulle erstatte Lavendel- og Hjortegade, Kirkegade Nellike- og Bjørnegade, og Korngade Merian-, Kamel-, og Elsdyrsgade. Tulipan- og Elefant­ gade skulle vige for det mere prosaiske Hestegade. Skipperboderne igen Efter 1650 - og derfor sikkert også som følge af navngivningen efter byplanen af 1649 - ændredes gadenavnene i Christian den 4.s skipperboder på Bremerholm, så de fik en fast navngivning. Den gamle Ulkegade havde krydset kvarteret siden 1500-tallet og var vel normgivende for de øvrige gader, der opkaldtes efter havdyr og fisk: Delfin , lax, hummer og stør. Ikke overraskende, at området siden blev kaldt for mayonnaisekvarteret! De nye navne dukker første gang op i 1650.5 Forstæderne Samtidig med projekteringen af Nykøbenhavn planlagdes to for­ stæder uden for henholdsvis Øster- og Vesterport. Vesterport For­ stad var mindst, den bestod blot af tre gader, hvorimod Østre Forstad var betydeligt større. De to nye bebyggelser var planlagt samlet, og man fulgte derfor et fælles skema i gadenavngivnin­ gen.6

1 1

Bjørn Westerbeek Dahl

I begge kvarterer fandtes to markante udfaldsveje: Roskildegade og Helsingørsgade. Desuden var en gade i Vestre Forstad opkaldt efter det Store Bælt, man kom til, om man fulgte Roskildevejen helt til Korsør, Bæltgade. I Østre Forstad fandtes en tilsvarende Strandgade og en Sundgade , der markerede tilknytningen til det nærliggende Øresund. En gade mellem Sortedamssøen og Sundet kaldtes ikke overraskende for Søgade. Ellers var navnene i de to bydele valgt blandt de danske landskaber og provinser: Skåne , Sjælland , Jylland, Bornholm og Vendsyssel. Et par gadenavne er gået tabt, måske en Fyensgade og en Lollandsgade - som en tilsvaren­ de navneskik i Fredericia fra samme tid kunne tyde på. I Vestre Forstad lå desuden en Amagergade. En enkelt gade i Østre Forstad var opkaldt efter dens funktion: Palmaillegade, benævnt efter datidens pladskrævende boldspil, kendt fra Palmaillen i Altona og Pall Mali i London. Frederik den 3.s navngivning af gader er ikke nær så fantasifuld som faderens, men nok så markant: Kongen var interesseret i at understrege de enkelte stænders tilknytning til kongehuset og de forskellige provinsers samhørighed under kronen. Han ville der­ med markere den symbolske betydning, kongemagten havde som samlende midtpunkt i monarkiet og lægge endnu et lod i vægtskålen for sin politiske betydning i riget. De udenbys gadenavne fik en krank skæbne: Da Karl Gustavs hær i august 1658 nærmede sig København, blev forstæderne stukket i brand, for at fjenden ikke skulle kunne skjule sig bag husene, og efter krigen valgte man at forbyde bebyggelse i et bredt område uden for voldene. Byudvidelsesplaner i 1670erne I 1674 udgav Peder Hansen Resen et stort kort over København med forslag til grundlæggelse af en række nye bydele, dels ud mod Nykøbenhavns havnefront, dels inden for en udvidelse af Christianshavns befæstning. Det er umuligt at kigge Resen i kortene i mere overført betyd­ ning, da intet materiale om de københavnske byggeprojekter i 1670erne er overleveret til vore dage. Det er fristende blot at hen­ føre hans navngivninger til den frie fantasi, men det er næppe rimeligt. Resen var præsident i København, en post, der nogen-

1 2

Blandt blomster, dyr og prinser

Kort over Østre Forstad fra 1650'eme. De øst-vestgående gader er fra nord mod syd: Søga­ de, Strandgade og muligvis Vendsysselgade. De tværgående gader er fra Øresund mod Sortedamssøen: Sundgade, Skånegade, Palmaille, Sjællandsgade, Helsingørsgade, Jyl- landsgade, en ubenævnt gade, Bomholmsgade og endnu en ubenævnt gadestrækning. Håndskriftsamlingen, Det kgl. Bibliotek.

lunde svarer til vore dages overborgmesterfunktion, og han kendte dermed hver detalje i de københavnske forhold. Vigtigere var det dog, at han var ledende embedsmand i Danske Kancelli og et hyppigt brugt medlem af de utallige kommissioner, hvor­ med den centrale forvaltning løste konkrete opgaver i hovedsta­ den, hvor statens administration - da som nu - udøvede stor ind­ flydelse på helt lokale forhold. Meget taler således for, at Resens kort bygger på eksisterende planer fra 1670ernes begyndelse, men det er umuligt at sige noget om, hvor langt man i datiden vurderede mulighederne for at gen­ nemføre projekterne. Under alle omstændigheder kan vi i Resens navngivning få et godt bud på, hvad man kunne forestille sig om gruppenavngivning i de nye kvarterer.7 Inden for den planlagte befæstning på Christianshavn skulle der ligge tre øer, indbyrdes forbundet med broer og nordligst grænsende til et nyt orlogsværft. På den ø, der lå nærmest den eksisterende bydel, skulle gaderne opkaldes efter de fire evange­ lister: Set. Matthæus Gade , Set. Markus Gade , Set. Lukas Gade og Set.

13

Bjørn Westerbeek Dahl

Udsnit af Peder Hansen Resens kort over København tegnet 1674 med en række forslag til udvidelser af byen. Øst opad. Her ses Bremerholm, dele af Nykøbenhavn og en projekte­ ret udvidelse af Christianshavn. Peder Hansen Resen: Atlas Danicus, 1677. Her efter Ib Rønne Kejlbos genudgivelse 1974.

Johannes Gade. Også de tre nordiske helgenkonger var repræsente­ ret: Set. Olai Gade, Set. Knuds Gade og Set. Eriks Gade. De næste to øer var en videreudvikling af fiskenavnene fra de gamle skipperboder på Bremerholm, og i sig selv en hel fiskerino­ tering: Helt, kabliau, østers, tunge, flynder, rok, kuller, musling, torsk, sild, krabbe, krebs, reje, ål, hornfisk og hvilling. Kanalerne omkring de to øer fulgte mønsteret. De var opkaldt efter marsvin, hval og sværdfisk. Også i København blev der projekteret nye kvarterer. I det store ubebyggede område syd for Bredgade, den senere Frederiksstad, skulle den gamle navngivning fra 1649 efter stænder fortsættes: Borgergades forlængelse gennem Nyboder skulle omdøbes til Fyrstegade, og planlagte parallelgader til Adel- og Borgergade skulle opkaldes efter de øverste lag i enevældens hierarki: Greve,

14

Blandt blomster, dyr og prinser

baron og ridder. Kajen ud mod havnen hedder på kortet fra 1674 »Flådensgade« efter orlogsflåden, der i fredstid lå opankret lige ud for havneområdet mellem Nyhavn og Prinsens Kanal. Den sidst­ nævnte kanal er på Resens kort omtalt som Dronningens Kanal. At den gamle navngivning her er gået op i limningen kan skyldes, at dronning Sophie Amalie i 1660ernes slutning opførte sit Sophie Amalienborg langs kanalens projekterede vestkaj, og dermed kom til at dominere området. Dronningens Kanal modsvaredes på 1674-kortet af Nyhavn, der lige var blevet gravet ud, da Resen udsendte sit kort. Navnet Nyhavn er naturgroet, og ifølge Resen skulle kanalen opkaldes efter kongens halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve (»Gyldenløves Kanal«). Som Dronningens Kanal var det et velvalgt navn, da han jo lige havde afsluttet byggeriet af sit palæ for enden af kanalen, det nuværende Charlottenborg. I kvarteret mellem Nyhavn og Holmens Kanal fandtes i 1674 orlogsværftet. Det skulle efter projektet flyttes over til den nord­ ligste del af Christianshavn, og Resen benyttede lejligheden til at publicere planerne for en bebyggelse af området. Gaderne hen­ holdt sig til områdets tidligere anvendelse og opkaldtes efter mast , kors og båd og bro samt det gamle navn for hele området: Bremerholm. En gade ved den uregelmæssige Holmens Kanal skulle hedde Elebo, altså Albuen efter gadens form. Mellem Vestervold og Slotsholmen lå Frederiksholmkvarteret, der i 1674 endnu var under byggemodning. Kanalen, der først blev udgravet otte år senere, kaldes på kortet Kongens Kanal - en fin parallel til Dronningens og Gyldenløves Kanaler i Nykøben- havn. Gadenettet i Frederiksholmkvarteret var endnu ikke blevet navngivet, men ifølge Resen skulle kajgaden (altså den nuværen­ de Frederiksholms Kanal) hedde Pavegade og parallelgaden langs Vestervold Kejsergade. Fire forbindelsesgader blev opkaldt efter andre midt- og sydeuropæiske potentater: Kurfyrstegade (Storm­ gade), Kardinalgade (Ny Vestergade), Abbedgade (Ny Kongensga­ de). En ikke anlagt tværgade sydligst i kvarteret skulle beskedent hedde Munkegade. Sammen med helgenkvarteret på Christianshavn var denne gadenavngivning besynderlig i det strengt lutheranske Danmark,

15

Bjørn Westerbeek Dahl

og man ville slå det hele hen som fri fantasi, om ikke Kurfyrsten- gade, som den eneste af 1674-kortets navne, optrådte i et skøde fra 1682. Her henvises til »Løngangstrædet« (datidens variant­ navn for Stormgade) efter Chartet antegnet »Churførstengade«.8 Det kort, der henvises til kan kun være det originale og nu tabte byggekort for kvarteret fra 1668, hvis gadenavne altså faktisk kom i brug. De er dog hurtigt blevet fortrængt af de nu kendte navne. I de andre kvarterer forblev projekterne på Resens tegnebræt, og de blev derfor aldrig anvendt. Eftertid Allerede i Frederik den 3.s tid skete der store ændringer i den københavnske byplan, der betød, at den faste opbygning af gade­ navne gik i opløsning: Da man efter Karl Gustav krigene lagde en demarkationslinie omkring København, var det samtidig døds­ dommen for de nye forstæder, der derfor ikke blev genopbygget. Også inden for voldene gik man på kompromis med den ambi­ tiøse byplan fra 1649. I slutningen af 1662 fik byens fæstningsin­ geniør, Henrik Ruse, ordre til at afstikke »de nye gader efter den af ham dertil forfærdigede tegning«, og herunder gled størstepar­ ten af gadenettet og dermed også gadenavnene bort.9 Dronnin- gensgade rykkedes noget mod nord og levede videre som Dron­ ningens Tværgade. Kongensgade og Gothersgade byttede navne, så Kongensgade blev navnet på den hovedgade, der førte fra Kongens Nytorv til Østerport, der samtidigt blev forlagt mod Kastellet. Prinsensgade afkortedes til kun at omfatte et forløb mellem Adel- og Borgergade. Af de omhyggeligt udtænkte gade­ navnegrupper fra byplanen af 1649 fandtes herefter kun ganske få fragmenter: Af kongens titulatur eksisterede kun Gothersgade og Norgesga- de, der indtil 1877 var det officielle navn for Bredgade. Rækken af kemiske stoffer repræsenteredes af to: Den endnu eksisterende Sølvgade og Stenkulsgade, der indtil 1875 med urette var et vari­ antnavn til Stokhusgade. Den oprindelige Stenkulsgade lå paral­ lelt med Østervold. På Chr. Geddes fine kort over Set. Annæ Vestre Kvarter fra 1757 betegnedes Øster Voldgade på stræknin­ gen mellem Rigensgade og Stokhusgade dog Stenkulsgade.

16

Blandt blomster, dyr og prinser

Rigets stænder holdt sig bedst, velsagtens fordi en bebyggelse allerede var indledt i disse gader, der lå nærmest middelalderby­ en: Adel-, Borger- og Klerkegade. Foruden den nye (Store) Kongensgade eksisterede af gruppen benævnt efter kongens hus blot Prinsensgade, der først forsvandt under de omfattende saneringer i kvarteret i 1942. Dronningens (Tvær)gade blev som omtalt forlagt mod nord, men beholdt sit navn omend i forvansket form. Gruppen fik et tilskud, da en ny gade blev anlagt på den oprindelige Herregades plads og i 1804 fik navnet Kronprinsessegade. Et gadenavn, der er tæt forbundet med Frederik den 3.s tid, er Fredericiagade, der opstod i 1869 ved en sammenlægning af en række gader i og uden for Nyboder. Gadeforløbet skulle oprinde­ ligt have været den østlige kaj til den planlagte Prinsens Kanal, og kaldtes efter byplanen af 1649 for Kirkegade.10 Ændringen af gadenavnet blev besluttet af Københavns Borger­ repræsentation, der dog ikke havde kompetence til at ændre gadenavnene i Nyboder, der var underlagt Marineministeriet. Derfor kom man i den mærkværdige situation, at gaden midt i sit forløb fra Amaliegade til Rigensgade på den ene side hed Frede­ riciagade og på den anden side Bjørnegade. Denne usædvanlige gadenavngivning ordnedes, da den sidste stump af Bjørnegade i 1899 indgik i Fredericiagade. De fleste gadenavne i Nyboder holdt sig langt op mod år 1900, da saneringer ændrede området. Allerede ifølge byplanen af 1649 havde man forsøgt at ændre Lavendel- og Hjortegade for at få ét navn til ét gadeforløb (i dette tilfælde Klerkegade), men de to navne eksisterede fortsat sideløbende med det nye. Andre steder i Nyboder var gadenavnene ændret, så længerne havde fået et funktionsbestemt navn: Bagerens, Bryggerens og Skolemesterens Længe. Hundegade kom hurtigt til at hedde Nygade, og på Resens kort fra 1674 var Tulipangade opkaldt efter områdets største grundbesidder, Henrik Ruse (Rusesgade). En ny gruppedannelse var med til at trænge de gamle navne ud, og mange af de karakteristiske dyre- og krydderinavne veg til fordel for de tre søofficerer Henrik Gerner, Olfert Fischer og Edo- uard Suenson - navne, der idag karakteriserer kvarteret. Af 1600- tallets oprindelige navne findes i dag blot Rosengade, Krusemyn-

17

Bjørn Westerbeek Dahl

Nyboder set fra St.Kongensgade. I midten Elsdyrgade, th. Delfingade. Man fornemmer tydeligt den bevidste planlægning med brug af lineal. Fot. Elfelt 1918. Københavns Bymuseum.

tegade fra krydderikvarteret og Ræve-, Hare- og Hindegade fra dyregruppen. Til gengæld fik kvarterets gadenavne en kraftig tilvækst i slut­ ningen af 1700-tallet, da det ubebyggede område foran Østerport blev bebygget med nye længer: Derved opstod Delfin-, Krokodil­ le-, Svane- og Vildandegade (oprindelig kaldt Gåsegade). Ved Store Kongensgade lå Leopard- og Tigergade. Ved saneringer i 1930erne forsvandt alle de gamle gadenavne i mayonnaisekvarteret på nær Laxegade. På Christianshavn forsvandt navnet Kongensgade i 1859 til for­ del for det mere prosaiske Wildersgade, da man af praktiske grunde nødigt så to identiske navne på gader i København. Af samme årsag skiftedes den christianhavnske Prinsensgade i 1869 navn til Prinsessegade; og Dronningensgade er nu sammen med Sofiegade og Set. Annægade ene om at repræsentere Danmarks ældste navngivning af gader i grupper.

18

Blandt blomster, dyr og prinser

NOTER OG HENVISNINGER

1) H.U.Ramsing: Københavnske ejendom­ me 1377-1728. I, Øster Kvarter, 1943, s. 14-15. - Jørgen H. Barfod: Christian IV's Nyboder. 1983, s. 145 2) Barfod s. 25-26 3) Barfod, s. 35. - Resens Prospekt af København 1674. 4) Gadenavnene for Nykøbenhavn kendes fra flere samtidige kort, bl.a. gengivet hos Vilh. Lorenzen: Håndtegnede Kort over København 1600-1660, 1930, pi. XIX, og de optræder hyppigt i de kon­ gelige skøder fra perioden, jf. Kjøben­ havns Diplomatarium 1-8, udg. af O. Nielsen 1872-1887 5) Ramsing, se note 1 6 ) De udenbys gadenavne synes ikke at være bevaret på noget samtidigt kort, men deres beliggenhed kan fastslås ved hjælp af flere kort med påskrevne ejer­

navne, sammenholdt med kongelige skøder, jf. note 4 7) På Resens kort findes blot henvisninger til et index, der som oftest er udeladt i gengivelser. Det er udgivet af Ib Rønne Kejlbo: Kobberstikkene til Peder Hansen Resen. Atlas Danicus. Kbh. 1974, s. 29-31 8 ) Ramsing: Københavnske ejendomme, 4, Vestre Kvarter s. 15 9) J.H.R Jahn: Henrik Ruse, i: Militairt Re­ pertorium. 2.rk. 5 bd. 1847, s. 384 10) Samtlige gadenavneændringer, der nævnes i det følgende, blev godkendt af Københavns Borgerrepræsentation, jf. Københavns Borgerrepræsentations for­ handlinger, diverse årgange Generelt om Københavnske gadenavne: Bent Jørgensen: Dansk Gadenavneskik. 1970 s. 106-116

19

Huse og boliger i det gamle København A f Poul Strømstad

Vor viden om Københavns udseende før ca. 1600 er meget ringe. Tidens tand og de tre store ildebrande i 1728, 1795 og 1807 øde­ lagde så godt som hele den del af bebyggelsen, der stammede fra tiden før 1600. Store nedrivninger gennem tiden har også gjort deres til, at mange gamle huse er forsvundet. Det er derfor ikke let at finde spor af den ældste bebyggelse i marken, og da store dele af byens arkivalier også blev ødelagt ved brandene, er det vanskeligt at rekonstruere byens udseende i middelalderen. Vor viden hviler derfor på de få rester, der er bevaret, og på de vid­ nesbyrd om bebyggelsen, som man kan udlede af arkæologiske udgravninger. De oplysninger om husenes indretning, højde og udseende, som udgravningerne kan give os, er dog sparsomme. De kan højst aflokkes nogle usikre indtryk af bygningernes udstrækning og placering på grundene. Forunderligt nok er de ældste bevarede spor af bebyggelse de rester af Absalons borg, som endnu i vore dage kan ses under det nuværende Christiansborg slot. Også nogle få andre bygninger fra tiden før 1600 er bevaret, f.eks. Konsistoriebygningen i univer­ sitetets gård, den ældste nogenlunde uændrede bygning i Køben­ havn, og visse dele af Holmens kirke. Den førstnævnte er en rest af Københavns bispegård og opført ca. 1420, mens Holmens kir­ ke, der er opført i 1563, har en fortid som ankersmedie for den danske flådes skibsværft på Holmen. I andre af de københavnske kirker skjuler der sig også middelalderlige bygningsdele, f.eks. i domkirken, Vor Frue kirke, Sankt Petri og Helligåndskirken, men de verdslige bygningers udseende og historie er stort set ukendt. På kortet fig. 1 ses byen omgivet af sine forsvarsværker, en vandfyldt grav og høje jordvolde. Kortet viser situationen omkring 1750, da byen omfattede ca. 300 ha og havde ca. 80.000 indbyggere. Byens areal var ikke blevet udvidet de første 3-400 år. Først under Christian 4. skete der en tiltrængt udvidelse. I 1606 begyndte han at opføre sit »lysthus«, Rosenborg, på det åbne

2 0

Huse og boliger i det gamle København

Fig. 1. København ca. 1750. Sort angiver bebyggelse. Byen har næsten udfyldt arealet inden for Christian 4.s vold. Middelalderbyens krogede gadenet adskiller sig tydeligt fra Frederiksstadens regelrette plan. Christianshavn ses forneden til højre, Kastellet øverst på kortet. Rekonstruktion efter original i Københavns Stadsarkiv. område uden for Østervold, og snart efter flyttede han volden uden om Rosenborg og byggede et nyt voldanlæg i forlængelse af det gamle helt ud til Sankt Annæ skanse, der senere blev til Kastellet. På kortet adskiller middelalderbyen sig tydeligt fra de nyere kvarterer ved sit selvgroede, uregelmæssige gadenet. Nordligst på det nye byareal ligger Nyboder, som blev påbegyndt i 1631, og mod øst ses Frederiksstadens regelrette anlæg bestående af store karreer adskilt af snorlige gader. Dette nye bykvarter opførtes i et

2 1

Poul Strømstad

Fig. 2. Strandgade på Christianshavn ca. 1935. Tv. Strandgade 32 med gavlen mod Sankt Annægade, derefter nr. 30, 28 og 26. Se også fig. 3.

parkagtigt område for at fejre det oldenborgske kongehus' 300- års jubilæum i 1749. Byggeriet begyndte i 1750, men Frederiksstaden var ikke fær­ digbygget før omkring 1800. For dette områdes vedkommende viser kortet således en senere tilstand end 1750. Middelalderbyen og Ny-københavn er adskilt af en kilometer­ lang gade, Gothersgade, som vel nu er den længste lige gade inden for voldene. På kortet ses forneden Christianshavn, der blev grundlagt i 1617 som en selvstændig by med eget styre, men som allerede i 1674 blev inddraget under Københavns styre. Endnu en bydel skabtes i 1600-årene, idet området langs Vestervold blev inddæm­ met og opfyldt i 1660-erne. Her opstod i de følgende årtier Frede- riksholmskvarteret.

2 2

Huse og boliger i det gamle København

Fig. 3. Strandgade 32-26. Øverst en rekonstruktion af de fem renæssancebygninger, der blev opført i 1620rne. Nederst en opmåling af husene fra ca. 1940. De to gavlhuse foroven til højre er blevet til et hus, nr. 26. Efter København før og nu, IV, 1948, s.34.

Arealerne uden for voldene skulle af hensyn til byens forsvar hol­ des helt fri for bebyggelse. Ved pladserne foran byportene lå nog­ le få bygninger, men forstæder var der ikke tale om. Først ude på den anden side af Søerne lå der en spredt bebyggelse, der havde ligget her fra gammel tid. Her lå bl.a. blegmændenes huse, hvor de arbejdede med vask og blegning på blegdammene. Det tog lang tid, før den by, som Christian 4. havde drømt om at bygge på Christianshavn, blev til noget. Mange af grundene var ikke mere fyldt op, end at de jævnligt stod under vand, og de vel­ havende købmænd, som kongen opfordrede til at bygge herude, holdt sig tilbage. Først ind i 1620-erne blev enkelte huse bygget, og endnu længe efter lå der stadigvæk ubebyggede grunde langs de afstukne gader. En del af de store købmandsgårde, som efter­ hånden blev opført, er endnu bevaret, bl.a. i Strandgade. Det er

23

Poul Strømstad

Fig. 4. Magstræde 17-19. De to huse, er opført i 1620rne, er blandt de få gavlhuse, der er bevaret i København. Oprindelig havde de kun to etager, men allerede i 1712 tre. Foto 1922, Københavns Bymuseum.

24

Huse og boliger i det gamle København

Fig. 5 .1husrækken langs gaden Gammel Strand lå der flere gavlhuse. Udsnit af kobberstik i 1611 af Jan Dircksen efter maleri af Jan van Wijk. Original i Nationalmuseet.

velbyggede, grundmurede huse i renæssancestil med beboelses­ huset liggende langs gaden, mens bygninger til opbevaring af varer, udhuse og stalde ligger inde bagved. Planen er vinkelfor­ met, idet der op til forhusets bagside er bygget en smallere side­ bygning, hvor husets køkken er anbragt. Denne planløsning ken­ des fra adskillige huse opført i 1600-årene i København. Huse for byens gennemsnitsborgere er kun bevaret i få tilfælde fra denne periode. Husene Magstræde 17-19 er opført i 1620-erne og således samtidige med husene i Strandgade. De er bygget af

25

Poul Strømstad

grundmur, men er både i det ydre og i det indre ændret en del gennem tiden. Oprindelig havde de to etager, men er senere ble­ vet forhøjet. Begge huse ligger med gavlen mod gaden, og de er de eneste gavlhuse, der er bevaret i København. Man ved ikke, hvor udbredt gavlhuset var i København i middelalderen, og det er ikke muligt af fastslå, hvor mange der har været. På fig. 5, der er et kobberstik fra 1611, ses, at der langs Gammel Strand har lig­ get flere gavlhuse, og ad arkivalsk vej er det lykkedes at vise, at husenes planer virkelig var gavlhusplaner. Gavlhuse kan have været mere almindelige før 1600, men det er kun et fåtal, vi har viden om, og gavlhusets rolle er i København udspillet allerede i begyndelsen af det 17. århundrede. Et tredie eksempel på en bebyggelse fra 1600-årene er Nyboder, der som nævnt blev påbegyndt i 1631 og stadigvæk udvidedes, så bebyggelsen efterhånden blev til en hel bydel for sig selv. De lange rækkehuse, der opførtes til flådens mandskab, er et meget tidligt eksempel på et planlagt byggeri i stor stil: 20 længer med 600 boliger. De huse, der hidtil er omtalt, var alle grundmurede, i hvert fald til gaden, men der er ingen tvivl om, at langt de fleste køben­ havnske borgerhuse var opført af bindingsværk. Størstedelen af husene havde tegltag, men endnu i 1600-årene var der dog endnu enkelte huse med stråtag. Kongen og bystyret ville gerne, at byen præsenterede sig pænt og rigt. Derfor opfordrede man husejerne - ofte ved ret skarpe påbud - til at bygge af gode materialer og helst af grundmur, der dels så fornemmere ud, dels var mere brandsikker end bin­ dingsværket. Efterhånden blev mange af husene da også forbed­ ret, men da pengepungen var afgørende, og grundmur var dyrere end bindingsværk, havde de mange påbud kun ringe virkning. Man nøjedes med at udskifte gadesidens bindings­ værk med grundmur, når lejlighed bød sig, og byen var med sine smalle, krumme gader og tæt sammenbyggede huse fortsat meget brandfarlig. Der var jævnligt mindre brande, men rigtig galt gik det i 1728, hvor omkring 40% af byen brændte, ialt 1450 huse. Kort efter branden gik man i gang med genopbygningen. De mange husvilde måtte indkvarteres hos beboerne i de bevarede

26

Huse og boliger i det gamle København

Fig. 6. Kort over de store ildebrande i København 1728 (vandret skravering), 1795 (lodret skravering) og 1807 (indramning). Efter København fra Bispetid til Borgertid, 1947, s.193.

huse i de ikke afbrændte områder eller indrette sig under meget primitive forhold i ruinerne. Nye huse måtte opføres hurtigst muligt, og selv om der blev udarbejdet planer for udvidelse og udretning af gaderne og for en tidssvarende indretning af husene, kom der på grund af hastværket og manglende penge ikke ret meget ud af planerne. Man krævede, at husene skulle bygges af grundmur, men måtte snart lade ejerne bygge bindingsværk, hvis de ikke havde råd til grundmur. Man prøvede at få dem til at opføre husets forside af grundmur, men da de fleste af borgerne havde mistet alt, blev byen genopbygget næsten lige så brandfar­ lig, som den havde været før branden. De to andre store brande, i 1795 og 1807, ødelagde også store dele af Københavns gamle kvarterer. De to første storbrande skyldtes uagtsomhed, mens branden i 1807 var påsat og skyldtes englændernes bombardement. Kortet viser de tre brandes udbre-

27

Poul Strømstad

Fig. 7. Sankt Annægade 14,

opført i 1630'rne, havde oprindelig kun beboelse i stueetagen, men allerede i begyn­ delsen af 1700-åre- ne var overetagen også indrettet til beboelse. Her ses huset efter restau­ rering i 1978. Nationalmuseets Købstadunder­ søgelser.

delsesområde. Det ses, at nogle af bykvartererne gik helt fri, mens andre ramtes en, to eller endog alle tre gange. I det 20. århundrede er der nedrevet mange gamle bygninger i København. Ved de store saneringer i mellemkrigstiden og især efter Den anden verdenskrig omfattede nedrivningerne ofte hele bykvarterer med mange huse. Trods nedslidning og ælde inde­ holdt mange af husene vigtige vidnesbyrd om fortidens bygge­ måde og boligindretning, og mange af dem blev derfor undersøgt af arkitekter og museumsfolk, inden de forsvandt for stedse. Der 28

Huse og boliger i det gamle København

Fig. 8. Husrækken i Sankt Annægade viser københavnske hustyper fra 1600- og 1700-åre- ne. Hustypen til venstre med kvist fremkom i slutningen af 1600-årene. Det næste hus er nr. 14, se fig. 8. Derefter følger et treetages hus med en senere påbygget kvist. Dernæst et hus med gavl over hele facaden. Det ses, at husets rygning er parallel med facaden, hvil­ ket viser, at huset er et falsk gavlhus, idet gavltrekanten i virkeligheden er en kvist. Det sidste hus har en toetages gavlkvist. Nationalmuseets Købstadundersøgelser. Fot. ca. 1970. blev hjembragt et stort materiale i form af fotos, opmålinger og genstande til Nationalmuseet og Københavns Bymuseum, og undersøgelserne har dannet grundlag for en række bøger og afhandlinger om Københavns bebyggelseshistorie. Det har vist sig, at den mest udbredte hustype kan føres tilbage til 1620-erne, men i dag er kun yderst få af disse huse bevaret. Et af dem er Sankt Annægade 14 på Christianshavn. Det havde oprindeligt to etager og tegltag, og bindingsværksvæggene var udmuret med mursten. Der var kun beboelse i stueetagen, men i

29

Poul Strømstad

begyndelsen af 1700-årene eller måske tidligere, må husets anden etage være blevet indrettet til beboelse. Af et mandtal fra 1728 fremgår det nemlig, at der i huset boede i alt 12 personer: En ski­ bstømmermand og hans kone og ti logerende matroser. Selv om matroser er vant til at leve under trange pladsforhold, kunne 12 personer formentlig ikke finde plads på een etage i det lille hus. Nogle af dem må have været indkvarteret på det tidligere loft. Nogle af de hustyper, der var almindelige i København i det 17. og 18. århundrede, ses på fig. 8. Længst til venstre ses et fag af et hus, der har gavl over hele facaden. Man kunne godt tro, at det er et gavlhus, men da tagrygningen ligger parallelt med gadefaca­ den, er gavlen i virkeligheden en kvist, der spænder over hele husets bredde. Denne hustype kaldes et falsk gavlhus. Det næste hus har en kvist på et fag, en meget udbredt hustype fra slutningen af 1600-årene og fremover. Husets forside er af grundmur, mens sidevæggene og bagsiden - hvad man ikke kan se på billedet - er af bindingsværk. Til højre for Sankt Annægade 14, det lille toetages hus, som det så ud inden restaureringen, ses et hus med tre etager og en senere påbygget kvist. Dernæst følger et hus af samme type som det længst til venstre med gavlkvist over hele bredden, og her ses det tydeligt, at tagryggen ligger parallelt med facaden, og at gavlkvi­ stens tagryg ikke ligger i samme højde som husets tagryg. Hjør­ nehuset har fire etager, hvoraf de to er en kvist. Husenes opdeling på etagerne fremgår af fig. 9, der viser tre typiske husplaner fra 17. og 18. århundrede. Til venstre ses pla­ nen i et hus svarende til Sankt Annægade 14. Huset har fire fag, og indgangen er i det yderste fag. Bag indgangsdøren fører en gang tværs igennem huset ud til gården. Den ene side af gangen vender ind mod nabohuset. Derfor er der ingen døre i den side af gangen. Denne væg var ofte fælles for de to huse. Herved spare­ de man materialer. Til venstre i gangen var der først en dør ind til stuen, og længere ind mod gården en dør til køkkenet. Stuen har tre vinduesfag til gaden, og i bagvæggen er der en dør til et sen­ gekammer, et sovekammer. Herfra kan man komme ud i køkke­ net gennem en dør i sidevæggen, og fra køkkenet fører som nævnt en dør ud til gangen. Fra hvert af rummene kan man såle­ des komme til to andre rum, en funktionel god løsning, der spa-

30

Huse og boliger i det gamle København

m

^— 1 — 1

p.i =■

. i

Ed

r

A C Fig. 9. Grundplaner af huse fra 1600- og 1700-årene. Firefagshuset til venstre var meget udbredt. Sankt Annægade 14, fig. 8 og 9, har samme plan. I midten et forhus og et baghus med fælles trappe. Til højre et symmetrisk dobbelthus. Efter H.H. Engqvist: København­ ske Borgerhuse, 1948, s.89. B

rer overflødige skridt. I køkkenet var der en åben skorsten til madlavning, og aftræksrøret fra bilæggerovnen i stuen mundede også ud i skorstenen. Trækken kunne reguleres ved hjælp af en jernplade med spjæld opsat vandret over den åbne ild. Denne hustype og planen var fuldt udformet allerede i 1620- erne, og den kan formentlig føres endnu længere tilbage i tiden. Planen er meget enkel og praktisk og kan være fremkommet mange steder både her og i udlandet uafhængigt af hinanden. I København har den været så almindelig, at størstedelen af de jævne borgerhuse var indrettet på denne måde. Planen genfindes overalt i København, men findes også i vore provinsbyer. Da den formentlig for Danmarks vedkommende er opstået i København,

31

Poul Strømstad

og det var her, der var flest af dem, kan man passende kalde typen for det københavnske hus. De to andre huse på fig. 9 har samme plan, blot i et mere udvik­ let stadium. Mens huset til venstre kun havde en etage, har man her kunnet nøjes med en stige, når man skulle op på loftet. De to andre huse har flere etager, og man har derfor måttet finde plads til en indvendig trappe. Inden den indvendige trappe blev almin­ delig, kunne trappen være opført udvendigt op mod husets bag­ side, og indgangen til overetagen kunne være direkte fra trappen eller fra en svalegang, der var opbygget uden for etagen, og som trappen førte op til. Huset i midten har et baghus, og man har her anbragt trappen i et fælles trappehus mellem de to beboelseshu­ se. Huset til højre er en videreudvikling af huset længst til ven­ stre, et dobbelthus bestående af to ens trefagshuse, som er fælles om gangen, der adskiller de to huse. I gangen ses den fælles trap­ pe, som man har fået klemt ind i den ene side. Man har diskuteret, om disse hustyper fremkom før eller efter branden i 1728. Tidligere antog man, at størstedelen af beboelses­ husene var enfamiliehuse med en etage, og at højere huse først blev almindelige efter branden, bl.a. fordi den store bolignød tvang byggeriet i højden. En gennemgang af kilder, der indehol­ der beskrivelser af bygninger før branden, viser imidlertid, at langt de fleste huse allerede da havde to etager og ofte også kvist, d.v.s. tre beboelseslag. Af beskrivelserne fremgår også, at husenes planer ikke afveg fra planerne i de nyere huse. Der skete ikke sto­ re ændringer i husenes udformning efter 1728-branden. Det var de gammelkendte typer fra det 17. århundrede man genanvendte. Kongen og Københavns bystyre søgte dog at få gennemført for­ bedringer ved bl.a. at foreskrive gadereguleringer og at lade en af tidens førende arkitekter udarbejde forslag til nye bygninger, men der kom ikke meget ud af det. Dels skulle de mange hjem­ løse mennesker have tag over hovedet hurtigt, dels satte penge- og materialemangel snævre grænser for hvor mange ændringer, man kunne få borgerne med til. En del af de bygninger, der opførtes efter 1728-branden, er bevaret, men for de flestes vedkommende dog i stærkt ombygget stand. I gaden Åbenrå står stadig en husrække af de såkaldte ildebrandshuse, hvoraf de fleste er opført i 1730-erne. Huset

32

Huse og boliger i det gamle København a

Fig. 10. Opmåling af Åbenrå 26. Forneden forhuset, til højre sidehuset og øverst bag­ huset, hvis plan er som forhusets, men med fem fag som på fig. 9. Opmåling ved Kjeld Kayser 1965, Nationalmuseets Køb­ stadundersøgelser.

Fig. 11. Åbenrå 26. Møbleringsplan af lejlighed i anden etage til venstre. Gade­ facaden er forneden. Opmåling ved Kjeld Kayser 1965. Nationalmuseets Købstad­ undersøgelser.

33

Poul Strømstad

Åbenrå 26 var særlig godt bevaret. Det er et typisk gavlkvisthus med grundmur mod gaden, mens resten er af bindingsværk. Vi genkender planen med de to symmetrisk anbragte lejligheder med trappen i midten. Foruden kælderen er der fire beboelseslag, hver med to lejligheder. Til forhuset blev senere tilbygget et side­ hus og et baghus. Baghusets plan svarer ganske nøje til forhusets. På 2. etage i forhuset var det oprindelige faste inventar fra opførelsestiden bevaret, og iøvrigt stod lejligheden uændret fra 1902. Planen er den ovenfor omtalte med stue, sengekammer og køkken. Fra trappen kommer man ad den brede dør lige ind i stu­ en til gaden. I bagvæggen er døren til sengekammeret, og herfra fører en dør i skillevæggen ud til køkkenet. Selv om en lejlighed fra 1902 ikke forekommer at være særlig gammel, er det dog yderst sjældent at finde interiører, der er så gamle og velbevare­ de, i dette sociale lag. Det lykkedes at erhverve alt indboet, som efter registrering, opmåling og fotografering blev bragt til Natio­ nalmuseet. Det faste inventar, døre, gulve, vægge, vinduer m.m. er derimod stadig bevaret i bygningen, som nu udgør en del af Musikhistorisk Museum. De mange nye bygninger gav plads til mange mennesker, men det varede ikke længe, før befolkningstallet var steget så meget, at der atter var boligmangel i byen. Som nævnt tidligere havde byen i sidste halvdel af 1700-årene omkring 80.000 indbyggere, og da byen lå indespærret bag forsvarsanlæggene, måtte man udnyt­ te arealet intensivt for at få plads til de mange mennesker. På et kort fra 1757 ses, at der endnu på den tid var åbne områder inde i karreerne. Bag de velhavende købmænds og adeliges store huse, der bredte sig langs de finere gader, var der indrettet store haver med spadseregange mellem træer og buske, men siden blev der bygget på alle ledige arealer. Ved nedrivningen af husene i 1960'erne var der overalt bygget side- og baghuse, så grundene var udnyttet til det yderste.

Fig. 12. Åbenrå 26. Ø verst interiør fra lejligheden på fig. 11. Til højre indgangsdøren fra trappen, til venstre døren til sovekammeret. Fig. 13. N ederst samm e interiør. Til højre døren til sovekamm eret. Fot. Grith Lerche 1965. Nationalmuseets Købstadundersøgelser.

34

Huse og boliger i det gamle København

Poul Strømstad

Sdhtrf Solt,

Stkhuf Sa.lt.

Fig. 14. Udsnit af Geddes kort over København 1757. Syd opad. Allerede da lå husene tæt langs gaderne, men bagved var der endnu store haver med fin beplantning og spadseregange. Siden blev alle grunde tæt bebygget m ed høje huse. Udgivet af Københavns Kommunalbestyrelse, 1940.

36

Huse og boliger i det gamle København

Fig. 15. Adelgade 100 set fra nabobygningen. Til venstre ses 1 1 / 2 fag af forhuset. Baghusets trappe førte broer over til baghu­ set i hver etage. Fot. Niels Elswing 1958. National­ museets 3. afdeling.

Adelgade 100, der ses på fig 15, viser, hvor meget man kunne få plads til på en lille grund. Til venstre på billedet ses forhusets bagside og til højre det tilhørende baghus. Da baghuset ikke hav­ de nogen selvstændig trappe, måtte man for at komme over til baghusets lejligheder gå over de broer, der ses midt i billedet, og som fører fra forhusets trappe over til indgangsdøren i baghusets midterste fag. På opmålingen fig. 16 ses til højre forhusets facade mod Adelgade og til venstre 1. sals planen af de to huse. Nederst ses forhusets facade. I stueetagen førte en gang ind til den fælles trappe og den snævre gård. Mellem husene ses den bro, der i hver etage var ophængt mellem dem, og som var den eneste

37

Poul Strømstad

adgangsvej til baghuset. Man får et indtryk af de elendige hygiej­ niske forhold, beboerne levede under, når man hører, at ejendom­ mens retirade var anbragt under trappen, og at der kun var dette ene toilet til begge huses mange beboere. 1 1870 boede der i alt 84 personer i de to huse, 47 i forhuset, 37 i baghuset. Huset Adelgade 91 er et andet eksempel på overbefolkningen og de elendige levevilkår for den fattigste del af Københavns ind­ byggere. Ejendommen bestod af et forhus og et baghus. Ved opførelsen i 1750-erne havde baghuset fire etager. På hver etage var der ind­ rettet fire ens lejligheder, der var placeret omkring en gennem­ gående midtergang, hvor den fælles trappe førte op gennem eta­ gerne. Fra gangen var der til hver lejlighed to døre, en ind til stu­ en, og en til køkkenet. Stue og køkken lå ved siden af hinanden, men der var ingen dør mellem de to rum. Når man skulle fra det ene rum til det andet, måtte man ud på gangen og herfra gå ind i det andet rum. I den fælles væg mellem køkken og stue var der i flere tilfælde indsat et vindue, som kunne give lidt dagslys i køk­ kenet, der lå midt inde i huset. Maden lavede man på det åbne ildsted, som også virkede som aftrækskanal, så mados og anden dårlig luft kunne komme ud den vej. I almindelighed måtte man nok have køkkendøren ud til gangen stående åben for at få luft og lys ind i køkkenet. Under madlavningen var der således rig lejlighed til mere eller mindre frivillig kontakt med medbeboerne. Vinduet mellem stuen og køkkenet kunne foruden at give aftræk også bruges til at række mad ind igennem fra køkkenet til stuen. På gangen var der i slutningen af forrige århundrede en vask til fælles afbenyttelse af de fire lejligheder. Før den tid måtte vandet bæres både op og ned. Efterhånden som befolkningspresset steg, forhøjede husejerne husene. Baghuset i Adelgade 91 fik før 1837 bygget yderligere to etager på, og kort efter endnu en etage, så det i 1840 havde i alt syv etager med 28 lejligheder. I 1834 boede der 62 personer i huset. I 1845 var antallet steget til 99, og da huset var tættest befolket, boede der ialt 21 personer på een etage. De hygiejniske forhold har været katastrofale og har bevirket stor sygelighed blandt beboerne. Selv efter at der var blevet indlagt vand i huset, skete der ikke større forbedringer, bl.a. fordi København fik

38