HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1961 h5

H E L G E T O L D B E R G

lave vurdering er tre: 1 ) at Forbindelsedikten indeholder en del positivt forkerte eller i hvert fald forkludrede oplysninger, 2) at de fleste rigtige oplysninger også kendes fra andre kilder, som man mener den har lånt dem fra, og 3 ) at man efter en i 1876 frem­ sat, men aldrig bevist, teori5 har bestemt dens affattelse til efter Karlskronikans afslutning i 1452 , så værdien af dens oplysninger svækkes ved den store afstand i tid fra de skildrede begivenheder. Som antydet, står det sidste argument ikke absolut fast; og hvad det andet angår, har Sten Engstrom0 vist at den, ved siden af kildestof, synes at bygge på mundtlig tradition med tilknytning til marsken Karl Ulfsson af Tofta (ca. 1320 — 1407 ). Hvad endelig den første indvending angår, er to forklaringer mulige: at den er et populærvidenskabeligt makværk (som forskningen i almindelig­ hed anser den for), og at den helt eller delvis er en bevidst dema­ gogisk forvrængning af kendsgerninger i propagandaøjemed. Det er i hvert fald ikke til at komme udenom, at de første to tredjedele af Forbindelsedikten ånder et lidenskabeligt fjendskab mod Magnus smek, som egentlig er forbløffende hvis de er skrevet et lille hundrede år efter hans død. Der levnes ham ikke ære for noget, og Valdemar atterdags overlistningsmanøvrer — hans kup mod Skåne og Gotland, og det i Sverige ildesete ægteskab mellem Margrete og Magnus’ søn Håkon — skildres helt og holdent som forseelser fra Magnus’ side, forræderi mod hans folk. Men ikke nok med det! De positive resultater fra Magnus’ første år, Skånes erhvervelse 1332 og Valdemars nødtvungne konfirmation af den 1343 som stedsegyldig, forfalskes til begivenheder der var tilende­ bragt af formynderstyret under Magnus’ mindreårighed. Med an­ dre ord: han er den dårlige konge der øder sit overtagne rige. At stille tingene sådan på hovedet lod sig gøre fordi Sveriges lykkelige år under formynderstyret faldt sammen med Danmarks nedværdigelse under Christoffer 2 . At nedgangen i Danmark fort­

8