HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1961 h5

B I O G R A F D R E N G I 19 1 0 Efterhånden som publikum købte billetter, fulgte jeg dem op i teatret, der var noget større end forhallen. Man måtte sætte sig, hvor man ville, da der jo ikke var noget, der hed nummererede pladser. Der var intet om, når forestillingen begyndte; der skulle gerne være over halvt fyldt i salen, når Petersen begyndte. Da dette af og til godt kunne trække lidt ud, skete det, at man blev lidt urolig og gav sig til at trampe i gulvet. Så måtte jeg ned til Petersen og med­ dele: »Petersen, nu tramper de«. Så forlod Petersen sit spisekam­ mer og gik hen og låste døren ud til gaden, hvorefter han gik op i operatørrummet. Nu skulle det store under ske. Han slukkede lyset i salen, og jeg smuttede ned til spilledamen for at gå i gang med alle mine sære lydfrembringere. Spilledamen ledsagede filmene med enkelte strofer af meget forskellig musik på det slidte hakkebrædt. Og det skete efter gehør. Hun spillede valsetoner, når man så det elskende par, — marchtoner, når man så soldater, og det selv om de stod stille. Og endelig spillede hun altid, når man så indianere, en melodi, der hed »Hiawatha«. Af og til knækkede filmen, og så blev der lys i salen. Det tog nogen tid, før Petersen atter blev klar til at dreje videre, men denne tid blev meget morsomt udnyttet, idet jeg så tog en bakke med chokolade og syrlige giftiggrønne drops og gik rundt og falbød til lækkersultne. Fra sit lille kighul holdt Petersen øje med mig på min færd, og det passede altid, at når jeg havde afsøgt alle pladser, var filmen klar, og spillet begyndte igen. De seks ganske korte film gik hurtigt gennem det spinkle apparat, og så var den hele herlighed forbi. Nu kom mit sværeste job — nemlig hvordan fik jeg nu folk ud af teatret? De voksne gik det nogenlunde med, men det var værre med de lange urolige drenge fra Vesterbro. De ville se mere. »Det er forbi — der er ikke mere — gå nu hjem«, meddelte jeg. Men de

147

10 *