TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

Man mildnede karantænen til 10-20 dage efter omstændighederne. Situatutionens alvor pointeredes: »Samtlige Kgl. Undersaatter, men i Særdeleshed Øvrighederne, Medicinal-Embedsmændene og alle andre practiserende Læger, saa og Præsterne paa Landet, skulle, enhver i sin kreds, være agtpaagivende paa enhver Omstændighed, som kan opvække Formodning om at Nogen skulde være angreben a f Choiera». Det blev også bestemt, at man efter nærmere omstændighed skulle oprette sund­ hedskommissioner såvel i købsstæder som på landet. På landet skulle sundhedskommis­ sionerne i et hvert sognedistrikt bestå a f sognepræsten, stedets politimester, distriktets læge eller en anden læge samt »een eller flere andre forstandige og agtede Mænd». Hvis koleraen udbrød et sted, skulle der indføres militære afspærringer, oprettes hospitaler for kolerapatienter, og de sædvanlige karantæneforanstaltninger indføres. Til hospitalerne skulle føres de patienter, som ikke på rimelig måde kunne passes hjem­ me, mens »De Patienter, som ere forsynede med saa rummelige Boliger, at de der kunne holdes behørigen afsondrede fra Husets øvrige Befolkning, og al Forsigtighed, som kan tjene til Forebyggelse a f Smittens Udbredelse, der iagttages, kunne, naar det ønskes, blive liggende hjemme i deres Huse og betjene sig a f hvilken Læge de ville». Losningskarantæne, altså den strenge, hvor passagerer og varer blev bragt i land på karantænestationen, foregik på Kyholm (dog på Christians© for skibe fra eller til Øs­ tersøen). Karantænestationen fungerede her til 18 5 7 . I forordningen a f 1 8 3 1 var der ret rigoristiske bestemmelser om, hvordan man skul­ le forholde sig ved overtrædelse a f reglerne. »Dødsdom kan i foran anførte Tilfælde fuldbyrdes ved Skydning». Da denne forordning blev optrykt i 18 50 , skrev Fædre­ landet 14 . september, at den var latterlig og antikveret, især straffebestemmelserne var komiske, syntes man. I 18 3 1 udbrød koleraen som nævnt i Nordtyskland, og man opstillede militærcor- doner på grænsen mellem Mecldenburg, Hamburg og Holsten (Petersen, J. 1892). Den 8 .10 . 1 8 3 1 udbrød koleraen imidlertid i Hamburg, og der dukkede hurtigt kolera op i Holsten bagved cordonens linier. Man opgav derefter at afspærre hele landet og trak tropperne tilbage til Eideren. De første koleratilfælde: 1848 viste koleraen sig for første gang i Danmark. Di­ striktslæge Vilhelm Ferdinand Feilberg (18 0 8 - 18 7 1 ) anmeldte tre tilfælde (Mansa 1849). Den 1 7 . 1 1 . 1848 modtog Mansa, som dekanus i Sundhedskollegiet, en skrivelse fra Karantænedepartementet om, at der var tre mistænkelige tilfælde i Dragør med to dødsfald. Man henstillede til Sundhedskollegiet, at det skulle undersøge, om det dre­ jede sig om kolera. Den følgende dag var Mansa ude at tilse de syge sammen med K ø ­ benhavns stadsphysicus B.A . Hoppe, dekanatsekretær T .F. Bricka, dr. S .J. Ballin, der havde studeret kolera i Østrig 18 3 1 - 18 3 2 , og distriktsphysicus på Amager V .F . Feil­ berg. Det drejede sig om en 60-årig assisterende lodsforvalter, der var blevet syg den 6. november. Han kom sig. Hans kone, ligeledes 60 år og bosat i Dragør, døde den 1 6 . 1 1 . En slægtning a f familien, en skomager Petersens kone, blev syg den 14 . november og døde den 15 . Mansa fandt især det tredie tilfælde mistænkeligt og beordrede, at hvis nye dødsfald forekom, skulle de syge straks isoleres. løvrigt gjorde man ikke mere ud a f sagen. Feilberg skrev senere (Det kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger 1848 ), at han havde manden mistænkt for ulovligt at have været om bord på et forbisejlende skib. Manden begik senere selvmord muligvis a f selvbebrejdelse over at have forvoldt to andre menneskers død (Det kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger 18 5 3). 1849 vendte briggen »Ørnen» tilbage fra Slesvig efter våbenstilstanden. Den blev sammen med korvetten »Valkyrien» stationeret på Københavns Red. Der forekom fire tilfælde a f kolera på »Ørnen» (Mansa 1849). »Ørnen» havde 10 3 mands besætning. Der var en god sundhedstilstand om bord lige til den 1 1 . september 1849 , hvor skibslægen, C.M. Schou ( 1 8 19 - 18 9 5), indberettede, at en 20-årig helbefaren matros, Jens Hansen Bogø, var blevet syg med brækninger og diarré samt trækninger i ekstremiteterne. Schou behandlede ham med Hoffmanns- dråber, amerikansk olie og åreladning samt gnidninger med linned. Dette var den sæd­ 99