TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

fekten af såvel visitationen som udflytningen. Hornemann måtte indrømme, at udflytningen tilsyneladende ingen effekt havde haft på epidemiens forløb i byen. Den startede som tidligere nævnt i 5. uge a f epide­ mien, lige før epidemiens højdepunkt. De to følgende uger var antallet a f koleratil­ fælde mere end tredoblet, for først i 8. epidemiuge igen at være aftagende. Hornemann mente: At »maaske ligger Gmnden i de fremmede gode Erfaringer deri, at Visitationen i andre steder begyndte sildigere!». En anden forklaring søgte han i Københavns bolig­ forhold, som gjorde det vanskeligt at indføre hygiejniske forbedringer på stedet på grund a f de fem-seks etagers huse med talrige bag- og sidebygninger. London, som han sammenlignede med, var væsentlig mere spredt bebygget og havde især en- og to-eta- gers bygninger. Hornemann lagde dog vægt på, at visitationen havde ret stor nytte i den moralske trøst og opmuntring, den gav befolkningen til at holde ud i de vanskelige uger. Udflytningen, mente han, havde derimod haft en afgørende betydning for epide­ miforløbet i de enkelte områder. Han baserede dette på, at koleratilfældene var hastigt aftaget, når kraftig udflytning var foranstaltet f.eks. på Christianshavn, hvor der 5., 6. og 7. uge blev konstateret henholdsvis 85, 262 og 427 koleratilfælde, mens der efter udflytningen af 220 personer i 7. uge skete et fald i tilfældene til 227 i 8. uge og 8 1 i 9. uge for hurtigt herefter at aftage. Noget Egnende kunne ses i Adelgade. Om dette skyldtes udflytningen alene synes nu bagefter ikke helt sikkert, idet koleraepidemien jo generelt var i aftagende over hele byen. Hornemann kunne ganske vist henvise til, at der i visse kvarterer, hvor der ikke var foretaget udflytning som f.eks. Åbenrå, på dette tidspunkt ikke sås et tilsvarende fald i koleratilfældene. Der var imidlertid i for­ vejen kun få tilfælde af kolera i disse kvarterer. Det er dog ubestrideligt, at de næsten 1500 personer, som blev udflyttet fra de dårligste boliger, ville have været stærkt ud­ sat for at blive smittet, og at en stor del a f dem har reddet livet ved udflytningsforan­ staltningeme. Lidt over halvdelen af de syge blev indlagt på et a f hospitalerne. Resten blev altså behandlet hjemme ved forskellige private arrangementer. Formentlig er en stor del blevet passet a f familie og naboer. Ialt blev 7 2 19 personer anmeldt som kolerasyge, heraf døde 2 4 5 1. Som det fremgår bl.a. af Hornemanns visitationsrapport, led dog utallige flere under epidemien a f diarre og opkastninger. Det må have vrimlet med abortive tilfælde og stumme infektioner. Dette er et forhold, der også kendes fra koleraepidemier i ud­ landet (f.eks. Norge og Sverige). Kolera på Søetatens Hospital: Det hospital, der først blev åbnet for kolerapatienter, var Søetatens Hospital i Nyboder. Her behandledes fra den 12 .6 . til midt i august, hvor den sidste patient blev udskrevet, ialt 558 patienter, hvoraf de 385 døde. Da sygehuset den 2.7. blev åbnet for civilbefolkningen i Nyboder, stod 13 stuer med ialt 78 senge til rådighed for patienter, to stuer med 24 senge til rekonvalescen­ ter, og en to-sengsstue stod til rådighed for kolerapatienter, som samtidig havde deli­ rium tremens - en hyppigt forekommende komplikation. Ud over dette havde man mu­ lighed for reservesenge. Mens stabslæge Mansa havde øverste ansvar for behandlingen, var det Camillus Mullertz (18 0 4 - 18 7 5 ), der havde det daglige ansvar, og som udarbej­ dede rapporten om hospitalets arbejde (Mullertz 18 5 3). Mullertz tog først medicinsk embedseksamen i 18 58 . Han var herefter ansat i sø­ værnet, hvor han sluttede som koprslæge. Mullertz opdagede en original kur: han lod kolerapatienter drikke 6 -12 potter mælk på 24 timer. Han skal have haft gode resulta­ ter af dette. I øvrigt bærer hans beretning præg af, at hospitalet var forbilledligt velind­ rettet. De anvendte kure var konsekvent gennemførte og ikke drastiske. Man regnede dengang med tre stadier - et forløberstadium (det var det, som de visiterende læger skulle behandle i hjemmene), et kuldestadium, også kaldet den egentlige kolera, hvor patienterne blev chokerede med lille ufølelig puls og »marmorkulde». Abdomen var indtmkket, og de havde heftige, risvandslignende diarreer ofte tillige opkastninger, og de var stærkt plaget a f kramper i arme og ben. Herefter fulgte, hvis patienten levede så længe, et reaktionsstadium, også kaldet varmestadiet, hvor patienten var psykotisk og 113