TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

tvunget til at skaffe boliger til alle fattige borgere i byen. Lægeforeningen svarede, at boligerne var højst nødvendige, idet en ny epidemi kunne bryde ud, såfremt de hygiej­ niske mangler ved byen ikke blev udbedret. Herefter overlod kommunen en grund på 40.000 kvadratalen på Østre Fælled til Lægeforeningen, som straks påbegyndte op­ førelsen a f Lægeforeningens Boliger, hvoraf de første var færdige til indflytning i 18 54 . I 1860 fik København sin første sundhedsvedtægt, og den gamle hygiejnikomité af 12. marts 18 5 1 kunne nedlægges. I øvrigt oprettedesi 186 5 en bade anstalt med gratis adgang (Hambroes). Lægelige reformer: Lægelige reformer var det småt med lige efter koleraepidemien. På universitetet fortsatte man i samme spor. O luf Lundt Bang var stadig medicinens grand old man. Han frarådede som beskrevet kloakkernes anlæggelse og var i det hele taget gammeldags. De to kirurger, Witthusen fra Kirurgisk Akademi og Thal fra Alm in­ delig Hospital, der døde under epidemien, blev efterfulgt a f henholdsvis S .A .V . Stein (179 7 - 1868) og S. Eskildsen Larsen (18 0 2 - 1890). De var begge erfarne og habile kirurger, der kom til at betyde meget for uddannelsen i kirurgi i tiden fremover uden dog at bibringe faget noget nyt og banebrydende. Det var i årene efter koleraepidemien, at bakteriologien for alvor brød igennem. Der vendtes op og ned på mange dogmer, og det var naturligt, at dette fik en afgøren­ de indflydelse på lægevidenskaben. Dødelighedensstatistikker i koleraepidemien I J.R . Hiibertz’ og T. Brickas oplysninger om koleraepidemierne er der et rigthol- digt tabelmateriale (Hiibertz 18 5 5 og Bricka, T. 18 54 ) og beskrivelse a f sygdommens fremtrængen henholdsvis i København og hele landet. De anførte tal stammer hoved­ sagelig fra disse angivelser. Som det fremgår a f tabellerne, er der overordentlig stor for­ skel på udbredelsen. Som Homemann forudsagde, var det de dårligste og tættest be­ folkede kvarterer, der blev hårdest ramt. Tabellerne vil senere blive kommenteret. Epidemien bragte ikke afklaring i spørgsmålet om koleraens spredning. Miasmatikerne var måske knapt så sikre i deres sag som før, men som det fremgår, f.eks. af rapporterne fra københavnske koleralazaretter, var det kun Saxild, der skrev, at han ikke troede på miasmatisk spredning. I sin velskrevne og interessante bog om koleras udbredelsesmåde i Danmark i 18 5 3 har A.G. Sommer (Sommer 18 54 ), som nævnt andetsteds, spurgt samtlige danske embedslæger om deres syn på koleras spred­ ning. Svarene er højst forskellige. Dr. Steenberg i Skagen er overbevist om, at kolera opstår af en gastritisk tilstand og repræsenterer det ene yderstandpunkt, mens dr. Strøm i Vordingborg og dr. Mackeprang på Møen, der holder på kontagiositet som en mulighed, repræsenterer det andet. De fleste mente dog som Sommer, at sygdommen kunne opstå spontant under visse forhold, men anerkendte dog også, at smitte kunne forekomme. Særlig hæftede Sommer sig ved, at sygdommen spredtes hurtigst de ste­ der, hvor vandløb krydsede beboelse. Han har været den rigtige løsning snublende nær. I udlandet var man nået nogenlunde ligeså langt som i Danmark. I England var John Snow ( 1 8 1 3 - 1858 ), som nævnt tidligere, en undtagelse. Han konkluderede, at kolera var en mave-tarmsygdom, at spredningen skete ved fækalier i inficeret drikkevand, og at giften havde en særlig evne til at reproducere sig selv »most likely that o f a cell». Snows opdagelser fik dog ingen større betydning. De færreste troede ham dengang. I 1856 havde Jens Georg Lind (17 9 4 - 18 7 1) på naturforskermødet i Kristiania talt om koleras kontagiositet (Bricka, C.F. 1896 X p. 300), men først i 18 7 2 udsendte K ø ­ benhavns stadslæge Peter Anton Schleisner ( 18 18 - 1900) en bekendtgørelse, hvori han gjorde opmærksom på de kolerasyges udtømmelser som den sandsynligste årsag til sygdommens spredning.