TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

POLIOMYELITIS

Indledning Oldtid: Polio har muligvis eksisteret meget længe som endemisk forekommende. De karakteristiske deformiteter efter ekstremitetspareseme er lette at påvise, mens sikre spor af infektionen naturligvis er umulige at efterspore. Den ægyptiske kong Siptah, som levede i det 13 . århundrede f.K r., havde en atro­ fisk venstre fod, der af den danske ortopæd H.C. Slomann tolkes som poliomyelitidis sequelae (Gotfredsen 19 7 3 p. 16). En anden ægypter fra denne tidsalder, der måske led a f følgerne efter polio, var præsten Ruma, af hvem man på Ny Carlsberg Glyptoteket i København har en lille stele. Han er her vist med et kort atrofisk ben i spidsfodstilling. Han støtter sig til en lang stav elegant holdt under den modsidige arm. Uforklarlige tilfælde a f muskelpareser erhvervet i barnealderen er siden a f og til be­ skrevet i ældre litteratur, evt. sammenblandet med ignis sacer (altså ergotisme), der dog især viser sig ved gangræn og afstødelse af perifere dele a f ekstremiteterne. Michael Underwood: Sikre tilfælde a f poliomyelitis refereres vist først a f Michael Underwood ( 17 3 6 - 1820 ) i 1789 (Underwood 1789). Han udskilte denne sygdom som en enhed karakteristisk ved akut optrædende lammelser hos børn. Først beskrevne epidemi: Fra Sverige har Cronberg og Öberg fremdraget en beskri­ velse af nogle tilfælde fra 18 0 1 og 180 7 (Cronberg & Cronberg 1965 og Öberg 19 7 5 ). To små epidemier er refereret. Sygdommen var da næsten ukendt og blev blot beskre­ vet ved sine lammelser. Jacob von Heine: I 1840 gav Jacob von Heine (17 9 9 - 18 79 ) en beskrivelse a f sen- følgeme efter poliomyelitis i barnealderen (Heine 1840). Heines materiale var en ræk­ ke tilfælde med pareser og ankyloser i armene og benene hos børn. Han nævner den akutte opståen, men ikke, at det er en infektionssygdom. Der var tale om en række en­ kelttilfælde, ikke en epidemi. De næste egentlige epidemier beskrives først efter 1868. Fra dette år har sygdom­ men optrådt epidemisk med stigende intensitet i store dele a f verden (Paul 19 5 5 ). Oscar Medin: De første store epidemier optrådte især i Skandinavien, og en række norske og svenske epidemiologer gav de første beskrivelser a f sygdommens epidemio­ logi. Oscar Medin (18 4 7 - 19 27) holdt i 18 9 1 et foredrag om en række svenske epide­ mier og skrev i 1896 en oversigt over den daværende poliomyelitisforskning (Medin 1891 og 1896). Medin var overbevist om sygdommens infektiöse natur: »Sedan länge har jag varit öfVertygat om, att den infantila paralysien var en akutt infektions sjukdom». Som mange senere epidemiologer gjorde Medin den iagttagelse, at sygdommen især ramte el­ lers raske bøm, og at polio i modsætning til mange epidemiske lidelser ikke specielt hærgede blandt de dårligst stillede i samfundet. Terapeutisk fandt han, at hverken anti- pyretika eller kinabark havde nogen indflydelse på forløbet a f infektionen. Christian Leegaard: En anden skandinav, der beskæftigede sig med sygdommen, som nu en overgang blev kaldt den Heine-Medinske sygdom, var nordmanden Christian Leegaard ( 1 8 5 1 - 19 2 1). I en stor oversigtsartikel i 1909 beskrev han over 100 0 tilfæ l­ de fra en stor epidemi i Norge i 19 05 (Leegaard 1909). Som en a f de første gjorde han opmærksom på de mange aparalytiske og abortive tilfælde, hvor diagnosen kun kunne stilles, fordi de forekom i epidemitider. Han mente, at sygdommen oftest spredtes a f disse tilfælde, hvilket nogle år senere kunne bekræftes.

131