TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

at børn lettere undgår pareser end voksne (Gard 19 7 3 p. 3 1) . Lindahl opstillede på grundlag a f sin undersøgelse a f poliofamiliens sammensæt­ ning en smitteteori. Han mente, at alene børn i alderen et - fem år besidder den egen­ skab at kunne smitte med paretiske tilfælde, mens smitte fra personer over fem år for­ løber symptomløst, men samtidig giver resistens. Den for poliomyelitis karakteristiske familieinfektion kan derfor opfattes som ud­ tryk for en konkurrerende symptomatisk og asymptomatisk infektion, hvor den, der smittes af et bam (et - fem år), kan pådrage sig et paretisk tilfælde, men på den anden side kan være uimodtagelig, såfremt han har fået del i den beskyttende asymptomati­ ske infektion, som kan udgå fra ældre personer i husstanden eller familien (Lindahl 1960 pp. 12 8 -13 0 ). Ifølge denne teori kan polio ikke være så voldsom smitsom, som man en overgang mente. I så fald ville nemlig mange flere få paresegivende polio. Det kunne synes som om, det var et spørgsmål om virusdosis, uden at man dog får en helt tilfredsstillende forklaring herpå. Når hospitalspersonale sjældent får paresegivende polio, forklarer Lindahl (Lindahl 1960 p. 12 4 ) det med, at vims sjældent er tilstede i oropharynx, efter at sygdommen er blevet manifest. Den i faeces forekommende vims spiller åbenbart en mindre rolle ved smitte. Dette stemmer med den direkte kontakts betydning. De socioøkonomiske forholds betydning under epidemien i 19 5 2 er omtalt andetsteds. Rekonvalescentserum: Man begyndte tidligt at anvende opdagelsen a f antistofferne i rekonvalescentsemm i terapeutisk praksis. Der blev foretaget mange mindre serier med profylaktiske og terapeutiske forsøg. Effekten var dog ikke overbevisende. Fra dansk side forsøgte overlæge Skat Baastmp denne behandling. Også han måtte dog konkludere, at et større profylaktisk forsøg var nødvendigt for at vurdere effekten (Baastmp 19 3 4 p. 778). Dette var endnu stillingen efter polioepidemien i 19 5 2 . I 19 5 5 kunne man i et internationalt oversigtsværk konkludere, at rekonvalescent­ semm kun har en begrænset plads i polioprofylaksen forbeholdt enkelte udvalgte pa­ tienter (Hammon 19 5 5 p. 368). Jonas Salk: Det lykkedes at dyrke vims først på hønseæg, senere på vævskulturer a f abenyrevæv og senere igen a f humant væv (Enders, Weller & Robbins 1949). I 19 5 3 fremstillede Jonas Salk (f. 19 14 ) i Pittsburgh i U .S.A . den første vaccine i større målestok bestående a f formoldræbt kultur a f polio I, II og III vims fremstillet på vævskulturer. Over 100.000 børn blev vaccineret, og de første vaccinationer forløb uden kompli­ kationer. Men da vaccinen blev frigivet til kommerciel fremstilling, skete der uheld, idet den ene a f fabrikkernes vaccine viste sig ikke at være helt dræbt, og en række poliotilfælde med flere dødsfald opstod. Robert Sabin: Trods dette uheld fortsatte man dog fremstillingen a f den formol- dræbte vaccine, der senere viste sin effektivitet under epidemier, hvor den kunne mindske risikoen for paralytisk polio til under en trediedel. Antistofdannelsen efter formoldræbt vaccine var dog stadig ikke helt ideel, og alle erfaringer tydede på, at en virkelig effektiv beskyttelse kun kunne opnås gennem inocculation a f levende virulens- svækket vims. Det lykkedes i 1960 Robert Bmce Sabin (f. 1906) at fremstille en sådan vaccine. Denne vaccine havde desuden den fordel, at den kunne gives per os. I flere vesteuropæiske lande har en kombination a f formoldræbt og levende viru- lenssvækket vaccine siden været givet som mtine i forebyggelse mod polio (Lassen, H.C.A. 19 56 b, Koprowski 19 5 5 og Sabin 19 55). Polioforeningen: I 19 44 havde man i Danmark en hel del poliorekovalescenter. Be­ hovet for videregående optræning var stort, og en kreds a f tidligere patienter og deres pårørende stiftede i 19 4 5 »Landsforeningen til Bekæmpelse a f Børnelammelse og dens Følgen> (egentlig var det en sammenslutning a f to selvstændige foreninger, begge stiftet 135