TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

SOCIALE FAKTORER

Indledning

Det er en klassisk opfattelse, at epidemier især rammer fattige og elendige, men det er sjældent, at de efterladte tal og beretninger tillader kontrol a f denne tanke. Hvis man kan finde ofrenes sociale placering i befolkningen, kommer spørgsmålet, om der fomden de økonomiske forhold er noget, der tyder på, at visse erhverv eller grupper skulle rammes hårdere end andre, og om visse boligforhold eller kvarterer af byen er mere udsatte for epidemiske sygdomme end andre. Når man således har fået beskrevet epidemien ud fra dens ofre, kommer forholdene vedrørende samfundet som helhed. Viser der sig under epidemien meningsforskelle, hvad angår epidemiens op­ ståen og sygdommens behandling, imellem ledende dele a f befolkningen og brede lag? Fik epidemien nogen indflydelse på senere lovgivning? På medicinalvæsenet? Eller socialforsorgen? Dette er forhold, der tjener til at vise epidemiens udbredelse og virk­ ning på det sociale mønster. For det 20. århundredes epidemier er antallet af dødsofrene som regel så lille, at epidemier ikke har kunnet mærkes som tab a f arbejdskraft. For ældre epidemiers ved­ kommende var dette tilfældet, idet decimering af befolkningen ofte kunne ændre et samfundsmønster (f.eks. den sorte død). De økonomiske konsekvenser af en epidemi kan stadig mærkes. Der er store udgif­ ter til hospitalsvæsenet, erstatning a f tabt arbejdsfortjeneste samt forsorg og bistand til de ramte og deres pårørende. Endvidere kommer der under visse epidemier længere genoptræningsprogram for de overlevende patienter. Altsammen forhold der godt kan belaste et socialforsorgsbudget. Under en epidemi bliver administrationen a f medicinalvæsenet sat på en hård prøve. Det er ofte vanskelige forhold, der skal redes ud. Centralledelsens valg af embedsmænd kan ofte diskuteres. De bevilgede beløb vurderes ofte forskelligt a f de ramte og a f dem, der skal betale. Lægekunsten og dens udøvere har sjældent straks det rette middel eller den rigtige metode til at behandle de syge. De enkelte funktionærers dygtighed stilles også på prøve. Alle disse forhold kan efter en epidemi ofte føre til udrensning af ineffektive ledere på visse poster, ligesom der kan forekomme krav om reformer f.eks. af hygiejnisk art. Epidemiens udbredelse i forskellige sociale lag. 1 7 1 1 : Før renæssancens opbygning af et stærkt centralstyre med behov for natio­ nal hær og flåde, storstilet byggeri og vældige stabe a f håndværkere og arbejdere, var man i ledende kredse ikke indstillet på at tage sig særligt a f epidemierne. De som kun­ ne flygtede og overlod de tilbageværende til deres skæbne. Mange reddede sig på denne måde, og de døde var især at finde blandt de fattige, som ikke kunne rejse. 1 1 7 1 1 flygtede hoffet med de fleste embedsmænd og det bedre borgerskab bort fra København, da pesten begyndte. Blandt de mere kendte honoratiores, der forlod byen, var Ludvig Holberg, som på den tid var huslærer, og professor dr. med. Friederich Frank de Franckenau. Kongen var allerede i Kolding og rejste hurtigt med hæren til Nordtyskland sammen med hærens stab af læger og hoffets funktionærer. Tilbage var byens arbejdere, handlende, tjenestefolk og fattige. Som noget nyt beordrede kongen, at de som skulle varetage administrationen af byen under epidemien, samt de, hvis op­ gave det var at passe og tilse de syge, skulle blive på deres poster i byen. Derfor var doktorerne, bartskæreme, pestmestrene, præsterne, to medlemmer a f kancelliet, K ø ­ benhavns Magistrat, byens embedsfolk og Sjællands biskop nødt til at blive. A t man mente det alvorligt kom til udtryk i den ordre om at vende tilbage til arbejdet, som blev sendt til medicineren, Christian Hacquart, og sognepræsten ved Garnisons Kirke, Knud Tommemp, da de flygtede fra byen i panik. Ofrene for epidemien kom fra de tilbageværendes rækker. Det var ikke ufarligt at 147