TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

hospitalerne blev forsynet med folk og levnedsmidler efter behov og forklarede, at alle, der ønskede det, kunne blive kørt til hospital - altså ikke helt det, der var tale om i klagen. De mange dødfundne personer, der meldes om i Forhandlingsprotokollen tyder på, at klageren har nogenlunde ret i, at forholdende var som beskrevet. Skylden herfor kan ikke lægges på sundhedskommissionen alene. Magistraten må bære sin del a f ansvaret. Byen havde ikke overholdt reglerne om at have medicin og lokaler klar til epidemi­ tider. Kancelliet havde også sin del a f skylden, idet den ikke havde kontrolleret, at for­ ordningen blev overholdt. Der var stor mangel på tæpper og andet sengetøj. Til hverdag sov de fleste menne­ sker på madrasser af halm eller tang. Fattige dækkede sig med forhåndenværende pjal­ ter, som blev kasseret, når de var for snavsede. På hospitalet skulle de syge selv med­ bringe sengetøj. De fleste har sikkert ikke ejet andet tøj, end det de gik og stod i. Hal­ men og laserne blev, hvis patienten døde, smidt på møddingen, d.v.s. på byens gader. Der var især i efterårsmånederne et utroligt ælte, der blev gjort værre a f den mangel­ fulde renovation, som var ved at gå helt i stå under epidemien. Professor Mule bekla­ gede sig over, at han »voed, kaald og skiden om Benene» kom hjem fra byen om aften­ en, når han havde været til møde i kommissionen (Mule 1895 p. 325). De syge på hospitalerne blev forplejet a f en spisemester med kokke og svende under sig. Sundhedskommissionen skaffede mg fra de kongelige lagre, øl fra bryghuset og til personalet vin og te. Det er svært at vurdere, om rationerne har været tilstrækkelige. I hvert fald blev regnskaberne gået nøje igennem. Spisemesteren blev betalt efter, hvor- mange han bespiste. Det har nok ikke været det største problem at skaffe mad. De syge afgik ved døden for størstedelen efter to - tre dages voldsomme delirier med høj feber og omtåget sensorium. De færreste har nok kunnet spise. Ude i byen var der vareknaphed og dyrtid. Det var jo her størsteparten a f de syge lå, og de pårørende måtte opholde sig, undertiden spærret inde i smittede huse. Sundhedskommissionen søgte at presse priserne ned ved at tillade menigmand at handle med engros-forhandlere (fragtskippere i havnen), før detail-handlerne kom til. Det har nok været svært at overholde. Der høres ikke om offentlig bespisning. Arbejdslønnen var steget. Mule skriver forarget om, hvad en tjenestepige og kone kunne forlange i løn (Mule 1895 pp. 325 - 326). Det personale, der ansattes af sundhedskommissionen, kunne også presse lønnen op, f.eks. studenterne og bartskæreme. Sundhedskommissionen tog sig normalt ikke a f pårørende til syge og døde. Kunne de ikke klare sig, måtte de gå til fattigvæsenet, hvor de fattiges kommitterede havde en travl tid. Et særtilfælde udgjorde de forældreløse spæde, der var blevet alene ved for­ ældrenes død a f pest. Til dem måtte sundhedskommissionen indrette et midlertidigt vajsenhus med ansatte ammer. De raske var ligesom rekonvalescenterne, når de blev sluppet ud a f rekonvalescent- karantænen, overladt til sig selv; et forhold der i dag forekommer fremmed. 18 5 3 : I 1853 var behandlingen af syge organiseret dels gennem en række praktise­ rende læger, der via en huslægeordning, hvor lægen blev honoreret med et fast årligt beløb, tog sig a f over- og middelklassen, dels gennem fattigvæsenet, der havde ansat en række distriktslæger til gratis at behandle de syge, der stod under fattigvæsenet. For alle jævne borgere var sygdom en svøbe, der let kunne ruinere en familie, der var af­ hængig a f den faste dagløn. Kun i epidemitider blev lægebehandling og medicin gratis for alle, der ikke havde råd til at betale. Da koleraepidemien brød ud, var den overordentlige sundhedskommission indstil­ let på at yde den bedste forhåndenværende behandling til alle. Gennem distriktslægerne og en række frivillige ekstraordinært ansatte læger og æl­ dre medicinske studenter, ville man behandle alle syge enten hjemme eller på en række nødhospitaler i byen. Det lykkedes stort set at skaffe plads til alle, der ikke kunne be­ handles hjemme. 153