TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

Meningerne var delte mellem behandlere og behandlede om hospitalernes indsats. Det lader sig ikke nægte, at mortaliteten var højere på hospitalerne end hos de syge i hjemmene. Selv om lægerne og sundhedskommissionen forsvarede sig med, at d e jo fik alle de dårligste patienter, der i forvejen var i dårlig almentilstand, var man i befolknin­ gen meget mistroisk over for lægernes indsats. Undertiden blev patienterne med magt fort til hospitalet. Det er nævnt, hvordan en læge måtte forsvare sig mod en pårørende, der tmede ham med en økse. Morris beskriver lignende forhold fra 18 3 2 i England (Morris 1976 pp. 1 17 - 12 5 ) . Når det alligevel ikke kom til større voldsomheder som i England, hvor kolerahospi­ talerne blev stormet og patienterne befriet med magt, skyldtes det nok, at en uafhæn­ gig gruppe læger udenfor den officielle kommissions rækker trådte til og organiserede det meste af arbejdet: Lægeforeningen mod Kolera. Kontakten med og opsporingen a f patienterne gik dels via kolerabureauer, der op­ rettedes rundt om i byen, dels via en opsøgende virksomhed: husvisitation, som blev udfort af distriktslægerne og de frivillige læger, der fik en god dagløn. I begyndelsen var det meningen, at hele byen skulle visiteres, men snart blev det uoverkommeligt. 1 stedet besøgte man regelmæssigt visse distrikter, hvor der forekom særlig mange tilfæl­ de. Man gik her fra bolig til bolig, spurgte ud om sygdom og ydede den første behand­ ling til de smittede. Senere måtte de samme læger selv fortsætte med at tilse de syge, der ikke blev indlagt - en ordning, der maske kunne friste til at søge så mange indlagt som muligt. Behandlingen var altså gratis for de fleste patienters vedkommende. På lazaretterne blev den ydet a f midlertidigt ansatte læger: ofte en ældre erfaren læge som overlæge og en række yngre, tit meget grønne og uerfarne kandidater, der arbejdede som reser­ velæger. Fomden behandlingen af de syge søgte man også at forebygge nye tilfælde. Målet var jo at få standset epidemien. Det vigtigste led her var visitatorerne. Disse skul­ le gennem vejledning give familierne anvisning på at rette dårlige hygiejniske forhold. Når dette ikke lod sig gøre på grund af boligens siethed eller familiens fattigdom, greb man til det mest radikale middel nemlig udflytning. Det lykkedes derved som oftest at beskytte de udflyttede mod at padrage sig syg­ dommen; således havde man altså et effektivt præventivt middel. En andel del a f det forebyggende arbejde gik ud på at bedre den enkeltes modstandskraft eller måske snarere at hindre direkte nød hos den syges pårørende. Her havde visitatorerne kun me­ get begrænset muligheder, idet de stort set kun kunne hjælpe med spisebilletter til de offentlige køkkener, der var oprettet rundt om i byen. Kun i enkelte tilfælde kunne der uddeles kontante beløb til særlig udvalgte. Ligesom under pestepidemien blev et antal børn forældreløse. En særlig komité, or­ ganiseret a f filantropen L.I. Brandes, tog sig af disse bøm (Brandes 18 9 1 p. 78). Ialt 4 18 bøm blev anbragt i peje på forskellig måde. Voksne pårørende til kolerapatienter måtte klare sig selv eller ty til fattigvæsenet. 19 5 2 : Under polioepidemien blev alle patienter, der var mistænkt for polio, indlagt akut enten a f deres praktiserende læge eller af Københavns lægevagt. Indlæggelsen foregik primært på Blegdamshospitalet, der fungerede som landsdelshospital for epide­ miske sygdomme. Som nævnt andetsteds, kunne alle patienterne ikke blive på Bleg­ damshospitalet under hele indlæggelsen; nogle måtte af pladshensyn flyttes til andre hospitaler. Alle med sværere tilfælde og respirationspareser blev dog på dette hospital, til de var kommet over det kritiske stadium. Hospitalsophold og behandling var gratis for alle patienter. De tre første uger betal­ te kommunen, herefter gik de over til at blive særforsorgspatienter. Polio efterlader et vist antal patienter med blivende pareser, dette i modsætning til pest og kolera, hvor det er et spørgsmål om død eller helbredelse. Tidligt under 1952-epidemien blev det klart, at man efter epidemien ville stå over for et meget stort antal personer, som ikke alene ville være ude a f stand til at klare sig selv, men også ville være totalt hjælpeløse uden massiv støtte fra det offentlige. Mange af disse patienter var store børn eller ganske unge voksne, altså mennesker i deres bed­

154