TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

miforordning. Heri åbnedes mulighed for ansættelse a f pestmestre og oprettelse af pest-lazaretter (de skulle faktisk stå rede). I øvrigt kunne man indhente vejledning hos Det medicinske Fakultet. Til andre indgreb eller foranstaltninger måtte der i hvert en­ kelt tilvælde indhentes tilladelse. I 18 5 3 var embedslægevæsenet udbygget, idet der var ansat stads- og landphysici og distriktskirurger over hele landet. Disse offentligt ansatte læger skulle samarbejde med den lokale myndighed og havde særlige opgaver under epidemien. I epidemiloven var der regler for afspærring af områder, karantæne, ansættelse af personale og oprettelse af nødvendige lazaretter. Under epidemien blev initiativet til epidemibekæmpelsen helt overtaget a f en privat forening, uden at det voldte juridiske problemer. I 19 5 2 havde man stadig embedslægerne som lokale repræsentanter for Sundheds­ styrelsen, men bag dem stod nu sundhedsvæsenet med hospitalerne og en stor stab af ansatte. De epidemiske patienter kunne modtages til indlæggelse og behandling. Nært forbundet med det juridiske og det lægevidenskabelige gmndlag for epidemi­ bekæmpelse er samfundets skiftende syn på den enkelte borger og hans forhold til hele samfundet. I 1 7 1 1 var man indstillet på at bevare samfundets funktioner. Man sogte at undgå de store katastrofer med blokering a f vigtige byer og samfunds­ funktioner, selv om det ikke altid lykkedes. Opmærksomheden var derfor mere rettet mod hele samfundet end mod den enkelte. Det offentlige interesserede sig kun lidt for sygepleje. I 18 5 3 var samfundet stadig mest indstillet på at beskytte sig mod en ødelæggende epidemi, mens en individuel omsorg kun kom i betragtning i mindre omfang. De o f­ fentlige stiftelser, der afspejlede samfundets syn på den enkelte, var ofte meget barske i deres behandling af beboerne. I 19 5 2 var den individuelle pleje og omsorg for den enkelte syge slået igennem. Pa­ tienten blev nu betragtet som det primære, først derefter så man på helheden. Det var nok denne indstilling, der lå bag udbygningen a f sygehusvæsenet i 19 60 ’eme med den udstrakte specialisering, begunstiget a f en økonomisk højkonjunktur. I 19 7 0 ’erne be­ gyndte en ændring at gøre sig gældende. Økonomisk afmatning og stigende interesse for profylaktisk medicin har medført krav om prioritering a f de beløb, der står til rå­ dighed for hele sundhedsvæsenet. Samfundsmæssige fordele prioriteres højt. Dette må i nogle tilfælde ske på bekostning af enkeltindividers interesser. Under de tre omtalte epidemier blev sundhedsarbejdet udført i overensstemmelse med samfundets holdning til den enkelte og efter den gældende videnskabelige teori. Vanskeligere er det at afgøre, om arbejdet hver gang er grebet an i overensstemmelse med den gældende lovgivning. Ved hver epidemi er der sket et brud med tidligere sæd­ vane. I 1 7 1 1 tog kancelliet initiativ til oprettelse a f en sundhedskommission og fik opret­ tet nødlazaretter. Det var også ved en direkte befaling, at sundhedskommissionens ar­ bejde blev tilrettelagt. I 18 5 3 blev initiativet til bekæmpelsen taget a f en privat forening, da den eksiste­ rende sundhedskommission viste sig utilstrækkelig. I 19 52 var det offentliges indsats især på efterbehandlingens område utilstrækkelig, og den private polioforenings arbejde var i høj grad nødvendigt. Desuden måtte patien­ terne selv fremføre deres krav for at få socialmedicinske synspunkter tilgodeset. Det ser ud til, at man under en epidemi a f en vis sværhedsgrad må ændre holdning til i hvert fald den praktiske fortolkning a f epidemilove og regler for forsorg. Udviklingen i samfundet har medført, at kravene til den enkelte er øget. Små handi­ caps accepteres ikke a f patienten og hans arbejdsgiver, ligesom sygdom ikke længere betragtes som en skæbnebestemt og derfor uafvendelig ulykke. Kravene til det offent­ lige er derfor øget i takt med denne udvikling.

159