TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

RESUME

Epidemiske teorier. Sygdomslæren er udviklet af ældre forestillinger om verdens sammensætning a f ma­ terielle og metafysiske bestanddele. Renæssancens videnskabelige opblomstring gav læren nye perspektiver, og efterhån­ den kunne sygdommene organ relatere s. Med teknologiens gennembrud i 1900-tallet fastsattes diagnosen efter et kompliceret system a f kliniske, biologiske og radiologiske forhold. Teorier om epidemiske sygdomme kan følges fra oldtiden. De græske teorier om legemsvæsker og elementer var grundlag for teorierne om stedets indflydelse på indi­ videt. Man talte om behandling ved princippet »Contrario contrarii» (Galén omkring 15 0 e. Kr.), hvor man ud fra en analyse a f organismens sammensætning kunne finde den rette behandling. A t ydre forhold havde en afgørende betydning, mente også den engelske læge Thomas Sydenham, da han fremsatte teorien om »the stationary fever» i 16 66 . Denne teori gik i korthed ud på, at der til en bestemt egn og en bestemt tid svarede en be­ stemt sygdom. Alle patienter, der opholdt sig på samme sted på samme tid, skulle så­ ledes lide af den samme sygdom. Dette synspunkt modificeredes i 1700-tallet a f Halle-lægen Stahl til den teori, der senere er benævnt vitalisme. Stahl mente, at sjælen havde den afgørende indflydelse på menneskets helbred. Sjælen (Gud) skulle hjælpe sig selv til sundhed. Naturvidenskab var nærmest blasfemi, idet den indebar studiet a f Gud. Denne videnskabsfjentlige holdning afløstes efterhånden a f en mere aktiv retning, hvis fornemste repræsentant var østrigeren J.P. Frank, der omkring år 18 0 0 fandt bo­ ligforhold, renovation, arbejde, kost o.s.v. af afgørende betydning for sygdommes op­ ståen. Senere i 1800-tallet videreudvikledes disse teorier til miasma-teorien. Tilhængere a f denne mente, at epidemiske sygdomme var afhængige a f lokal tilstedeværelse a f et stof, en »miasma», der havde en skadelig virkning på mennesker. Midlet herimod var forbedring a f hygiejnen (bolig, drikkevand, renovation m.m.). Omkring år 1900 brød bakteriologien igennem. Man mente nu at have fundet for­ klaring på alle epidemiske sygdomme. Denne optimisme afløstes a f en tilbagevenden til teorien om hygiejnens afgørende indflydelse på de epidemiske sygdomme, da de to nye fag virologi og immunologi kom frem i 19 60 ’eme og 7 0 ’eme. Lægers ansvar og forpligtelse. Lægekunstens udøvere var i middelalderen for en stor dels vedkommende gejst­ lige. De blev uddannet i klostrene på grundlag a f den klassiske oldtids forfattere. Frem ­ komsten a f verdslige universiteter gav anledning til uddannelse a f en række professio­ nelle medicinere fra omkring 1300-tallet. Samtidig med medicinerne arbejdede håndværksmæssigt uddannede kirurger. De tre store folkesygdomme spedalskhed, pest og syfilis gav i middelalderen anled­ ning til systematiske forholdsregler fra samfundets side. For spedalske oprettedes St. Jørgensgårde. For syfilis kom regler om behandling a f smittede og forordning om lukning a f badstuer. Pestepidemier gav anledning til et ka­ rantænevæsen. Den senere meget benyttede 40-dages karantæne stammer herfra. De ældste bestemmelser for dansk medicinalvæsen er regler for bartskæreme - de laugsuddannede barberkirurger (omkr. 1500). 16 19 og 164 3 kom den ældste medicinalforordning, der fastlagde medicineres, apo­ tekeres og kirurgers rettigheder og forpligtelser. Først i 17 4 0 blev der oprettet et overordnet Collegium Medicum, der kom til at vir­ ke som medicinernes faste bastion i deres kompetencestridigheder med kirurgerne i dis­

160