TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

en sådan (»En liden k o r t ......................... 17 11» ) . Universitetets indsats i disse år var ringe. Dets anseelse var nede i en bølgedal, og der var ingen større ledere hverken i Det medicinske Fakultet eller på universitetet over­ hovedet (Thomsen 19 7 5 pp. 1-2). Mule skriver i sine breve (29.8.), at der nu kun er 200 vilde og frække studenter til­ bage i byen. løvrigt var foruden Mule også biskop Worm og i sidste trediedel a f epidemien to andre professorer medlemmer a f sundhedskommissionen. Hæren: Hæren repræsenteredes i København især ved Københavns kommandant, generalmajor Charles Damas de Cormaillon (ca. 16 5 0 - 1 7 1 2 ) . Han var fransk født, op­ rindelig officer i Liineburgs hær. Fra 1684 gjorde han tjeneste i Danmark. År 17 0 0 hørte man om ham i København, hvor han kom i klammeri med den daværende kommandant Schack. Samme år ud­ nævntes han til Københavns kommandant. En specialopgave havde han 1 7 1 0 , hvor han var udsendt for at rådgive general Rantzau i Skåne. General Cormaillon mente, og mange i kancelliet har formentlig givet ham ret, at det gjaldt først og fremmest om at beskytte basen København mod svenskerne. For at kunne dette måtte han holde hæren fri a f pestsmitte og mere eller mindre overlade den pestramte by til sig selv. Han var derfor modstander af, at soldaterne skulle deltage i ar­ bejdet med bl.a. ligbæring og udgravning a f pestgruber til de døde. Han var heller ikke meget for at overlade sundhedskommissionen Ladegården til nødlazaret, men måtte til sidst bøje sig, da kancelliets repræsentanter i København støttede sundhedskommis­ sionen. Modsætningen mellem byens interesser og hærens kom tydeligt frem både i sund­ hedskommissionens forhandlingsprotokol og i dens kopibog, hvor breve fra denne til både kongen og kommandanten er afskrevet. Mansa har i sin bog om pesten varmt støttet sundhedskommissionen (Mansa 18 54 ), mens kaptajn von Kohi i sin artikel (Kohi 1 9 1 1 - 1 2 ) ofte støtter militæret. Man må na­ turligvis give Kohi ret i, at det ikke var en militær opgave at grave massegrave til de ci­ vile indbyggere i København, specielt ikke når dødeligheden blandt de professionelle gravere og ligbærere var så enorm. På den anden side var der tale om en nødsituation, og sundhedskommissionen hjalp jo også militæret senere, da pesten nåede hærens og flådens mandskab. En gådefuld sag i denne forbindelse er en kongelig kontraordre (reskriptet a f 22.8. 1 7 1 1 ) , hvor det hedder, at krigslazarettet ikke må udleveres til sundhedskommissionen til brug som pestlazaret, og at soldater ikke må være pestgravere for kommissionen. Som Mansa skriver, slog dette helt benene væk under sundhedskommissionens ar­ bejde. Det er klart, at denne ordre repræsenterer generalmajor Cormaillons indstilling. Sundhedskommissionen forsvarede sig imidlertid bravt, og i et langt brev til kongen 29.8. (Kopibogen 29.8.) gør den rede for problemerne: de mange syge og døde i byens gader, de ubegravede hg, vanskelighederne ved samarbejdet med militæret og endelig nødvendigheden a f et nyt lazaret, da de syge ligger i stråmåtter under åben himmel ved Vodroffsgård Lazaret. Resultatet blev da også, at kongen påny gav sundhedskommissionen medhold, og Ladegården blev udleveret. Senere gik det bedre med samarbejdet. Således kunne militæret udlåne sundheds­ kommissionen ryttere til brug ved supplering a f byvagten ( 3 .10 . 1 7 1 1 ) . Fra juli 1 7 1 1 til maj 1 7 1 2 måtte Københavns forlægning ligge i telte udenfor vol­ dene. Det var barske forhold i den kolde vinter, men beskyttede dem stort set mod pestsmitte. Den 9 .1. 1 7 1 2 overvejede man at flytte soldaterne fra Nørre fælled til Pest­ huset (Københavns Diplomentarium 1872-87 p. 34). Sundhedskommissionen protesterede imidlertid, idet de overlevende a f byens tig­ gere og fattige var indkvarteret her, da de var blevet flyttet fra Sjæleboderne. Flåden: Flåden var fra starten repræsenteret i sundhedskommissionen ved skoby- 79