TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

sygepassere på hospitalerne. Det har imidlertid næppe på noget tidspunkt været muligt at få denne ordning til at fungere. De raske stak simpelt hen a f fra hospitalet og gemte sig for ikke at være længere end højst nødvendigt på det uhyggelige sted. De døde blev båret til sundhedskommissionens store massegrave. Vurdering af arbejdet. Sundhedskommissionens arbejde bestod dels i at vejlede befolkning og myndighed­ er, dels i at administrere epidemibekæmpelsen. Det vejledende arbejde kan aflæses af de to tidligere nævnte undervisninger for al­ mindelige mennesker. Disse var korte og klare og holdt i et sprog, som enhver kunne forstå. Desuden sørgede man for, at sundhedskommissionens skrivere var at træ ffe dagligt på Rådhuset, hvor de kunne uddele råd til folk og samtidig anvise behandlingssteder, enten lazaretterne eller de praktiserende kirurger. Man kan næppe klage over, at sund­ hedskommissionen på dette område har svigtet sin pligt. Det administrerende arbejde var vanskeligere. Man havde her et meget stort perso­ nale, dels på lazaretterne, dels i byen. Det drejede sig om et højst forskelligartet per­ sonel strækkende sig fra universitetsuddannede personer over de laugsuddannede kirur­ ger til de gravere, der var udlånt a f fængslerne mod løfte om pardon. Især har det været vanskeligt at administrere de to lazaretter. De blev oprettet midt i den mest forvirrede periode, hvor det vrimlede med syge og døende. Næsten alle pa­ tienterne døde, og dødeligheden blandt personalet var enorm. Det er ikke underligt, at de få overlevende blev præget af forholdene. Det var også vanskeligt at administrere begravelsesvæsenet. Som tidligere nævnt kneb det både med at skaffe ligbærere og ikke mindst gravere. I perioder hobede ligene sig op udenfor lazaretterne og også en tid i byen. Kirkegårdene var overfyldt med slet nedgravede lig, og stanken i kirkerne var uudholdelig på grund a f de mange kister under gulvene. Sundhedskommissionen måtte svare på klager over disse forhold (Kopibogen 29.8., 12 .10 ., 2 7 .10 ., 1 4 .1 1 .) . Det kan nok bebrejdes, at den ikke tog en klar stilling i begra­ velsessagen. Den burde have forbudt enhver begravelse indenfor voldene, tidligt have organiseret store massebegravelser og beordret tvungen brug a f ligvogne i stedet for lig­ bærere for at spare arbejdskraft og hindre, at mange mennesker mødtes. Et middel man brugte ved senere epidemier, nemlig udflytning, blev tidligt foreslået af kongen (kancelliet) (25.8. 1 7 1 1 ) . Han forespurgte politiet, magistraten og sundheds­ kommissionen, om det var muligt at lave en lejr i Københavns omegn for fattige, i hvis huse der havde været pestsyge. Kongen mente, at der dels ville være mulighed for at stoppe epidemien, dels ville det være nemmere at fremskaffe forsyninger uden fo rv o l­ dene. Det er uklart, hvem der fik den gode ide, men forslaget gennemførtes ikke. For de fattige hjemløse havde man dog allerede på dette tidspunkt foretaget en vis ud flyt­ ning, idet de, som tidligere nævnt, var blevet opsamlet af kommissionens folk og iso­ leret, først i Sjæleboderne, senere i Pesthuset udenfor byen. Sammenligning med Sverige. Sammenligner man epidemien i København 1 7 1 1 med pestepidemien i Stockholm 1 7 1 0 - 1 1 (Lundstrom 19 7 1 pp. 30 -31 og Broberg 1879 ), er der talrige lighedspunkter. København og Stockholm var nogenlunde lige store. Epidemien blev i begge tilfælde først sent erkendt trods langvarig sygdom med mange døde. I modsætning til Danmark havde man jo allerede 16 6 3 i Sverige oprettet en central medicinalstyrelse, Collegium Medicum. Collegium Medicum tog sig a f det rådgivende og tilsynsførende arbejde under epi­ demien, mens selve arbejdet med de syge blev udført a f to kommunalt ansatte medici­ nere og en række kirurger samt præster i de enkelte distrikter i byen. Ligesom i K ø ­ benhavn foreslog en ikke-lægelig instans (general von Burenskjold), at man skulle fly t­ 81