FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

96

O g for dit Hæ ld, og for dit Væ rd dertil, dig hade; O g Daaren som, at sløse Livet hen, Opofrer G u ld og A g t og D y d og Ven, O g den — fordi en Q vinde — større Daare, Som, menende din ædle Barm at saare, I Svelget stvrter sig, det du advarer mod, O g frygtsom for at menes klog og god, V il hede ryggesløs, fast hændes Hierte Biefalder bankende hvad din Tilskuer lærte, De — D o g hvortil i Dag deslige Tin g Fast det var Vennehaand der Bægret slog omkring, Saa blev dog Vinen spildt — og det var ilde, O g hædrer den, saa godt jeg kand paa Landet; Fra den sølvklare Bek jeg henter munter Vandet; Jeg plukker selv af spæde RibssTrær Bær, Som mindre sur, ey mindre liflig er End Spaniens C itro n ; saa jeg bønfalder Ven Evan, som med blid Magie fremkalder En Ranke druerig, et gavmildt SukkersRør, O g — en, to, tre! en herlig Pons mig giør; O g ! at den dobbelt liflig mig maae smage, Elisa Bollen skal, og Døttre Glasset tage De leyre sig om mig, som i den snevre Kreds Er, mer end Jordens Konger vel tilfreds, Jeg kroner Glasset, mindes egne Glæder, O g om din Bryllups=Færd jeg til Elisa qvæder. O g nødig jeg formørker glade Gilde. I Dag jeg tænker dig aldeles lykkelig; D in BryllupssDag i dag jeg tænker mig

Paa en Øe, som Sielland heder, Ligger en befæstet Stad, H v o r man klamres, grunder, sveder, For at lyve: Man er glad. Læg kun Merke til dens N a v n : Staden heder Kiøbenhavn — D id maae drage hver den Synder, Som i sin T id præke vil. Ja, hvis Lykken sig ey skynder, Maae jeg nok engang dertil. Fast der i mit Litanie Staaer: Fra Kiøbenhavn os frie

D o g jeg gav m in hele Tærte — l) For at være der i Q væ l, T h i en G u t med ædlet Hierte, 9 N B en lille Spilkom PonS, en Bergenisme.