FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

99 dog vover at tilskrive Dem disse Linier, i det stolte Haab at hans Navn maaske turde være Dem bekiendt? Jeg søger Stavangers Sognekald, og jeg ønskede at vinde Deres Høyvelbaarenheds formaaende Understøti telse for min Ansøgning. Maaske er det Haab, som giør mig dristig til dette Skridt, Forfængelighed — I saa Fald have mine Lands* mænd — ved for kierlig Yndest — bragt mig bag Ly* set; men er jeg derimod saa lykkelig ogsaa at kunne tælle Deres Høyvelbaarenhed blandt de Normænd, der kiende og ynde mig som national Digter; saa ville deres eget udmerkede Talent og det Søsterskab, som der er mellem Veltalenhed og Digtekunst vorde mine Tals* mænd hos Dem. Vist er det at jeg vilde ansee det som en ikke liden Tilvext i min Lykke, om jeg kunde — i nogen Deel — skylde den Mand som jeg længe har beundret som et sieldent Hoved, og høyt agtet som den gode Sags varme og fyndige Talsmand. Jeg er med den dybeste Høyagtelse Deres Høyvelbaarenheds ydmyge Tiener Jens Zetlitz S. T. Hr. C. Colbiørnsen. Wigedahls Præstegaard d. 3dje Januari 1804. Underrettet, ved Brev fra Professor Rahbek, om at De naadige Herre fremdeles beærer mig med Deres gode Formeninger og Beskyttelse, vover jeg, ved disse Linjer til Deres gieldende Understøttelse, den Ansøg* ning jeg indgiver om Stavangers Sognekald. I et Embede, som vilde løse mig fra trykkende Næ* ringssorger, og aabne mig Udsigt til engang at komme ud af Gieid, der dagligen byrder paa min Aands Mun* terhed, skulde — haaber jeg — Muserne atter smile mod [Kgl. Bibi. Kjbhvn.]