FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

30 forsamlinger har kanske været trommet sammen, og man har sagtens møtt trofast op til «samling» hver torsdag kl. 5. Men seiskapsbrødrene fyldte ogsaa lokalet tid= ligere paa dagen — mot almindelig klubskik det har vi Rahbek til vidne paa. Der skulde føres fire slags protokoller, og deres skjæbne er endnu usikrere end versprotokollens. Der forlyder noget om at hele seh skapets arkiv skal være gaat tilbunds med et norsk skib 1813? Lyder Sagen fortæller om «en tavle, prydet med selskabets magna nomina», som det næste slegtled be* tragtet i dyp ærbødighet — «og læste navnene atter og atter» med stolthet paa nationens vegne. Lovene bestod — men norskheten gik sin vei, og dermed var selskapets rolle utspillet. Versprotokollen oversvømmes av dansken Thomas Bruuns smagløse frem# bringelser, og Rahbek utfoldet her sit «egentlige» talent, visedigtningen. Ja han endte med at bli selskapets for^ mand, endda han 1790 var indtraadt i de høie profes* sorers kreds ved Kjøbenhavns universitet. Men han var ikke den som hadde for megen værdighet, eller lagde baand paa nogen. Han sluttet sig varmt til nordmændene Jonas Rein — der forbedret sine chancer som embedsansøker ved at føie den «store filologicum» til sin attestats — og Zetlitz, der igjen var dukket op, dennegang for at faa sin teo* logiske eksamen. Deres forsøk paa at oplive de gamle traditioner blev mat som alle gjentagelser. Men det var ikke fordi Zetlitz manglet humør. Det ser man bedst av hans «samtale i de dødes rige» mellem madam juels to mænd pastor Begtrup og vinhandleren, samt Jonas Wessel, digterens bror, der maa ha været hendes megét varme beundrer. Gesprache in Reiche der Todten svischen Weiland H e rr Begtrup Einstmal Prediger in Juthland und Weiland H e rr Ju u l Einst Weingesapper, lestens aber W irth des Norvegisches Geselschafts Zum Kopenhagen und