FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

37 Da madam Juels pleiesønner begynder at søke an* detstedshen, har hun ingen betænkelighet ved at motta presten Tobias Bernhofts tilbud om at følge med til hans hjem til Maasø prestegjeld i Finmarken. Skulde hun ikke ogsaa følges til døren med sang og klang? Men sikkert har det været hende en sorg, at det ikke blev en nordmand hun hadde at takke for sit sidste fødselsdagsvers.

Til Madame Juul paa hendes Fødselsdag den 9de Febr. 1792. Da du var den unge og vakre Moer Juul, For Norske Selskabet du aabned’ et Skiul. N u du dig indbilder at vorde til Aars, N u tyer D u saa frygtsom til Bernhoftes Maars. O ! spar dig den lange og møisomme V e j! De hulde Chariter de ældes jo e j; D it Efteraars Blomster, de er som din Vaars, O ! hvorfor da flygte til sorgfulde Maars ? Naar snart du forlader dit Fædrelands Kyst, Da synge vi samtlig med klagende Røst: O ! hvilken Jydinde fra Th ye eller Aars Erstatter os den, der drog fra os til Maars. D u troer det var Synd, om dit Løfte du brød, O g grusom ej tænker paa os og vor N ød. H v o r finde vi Trøst i hver Modgang og Kors, Naar du os forlader og rejser til Maars. O ! hvergang din Fødselsdag smiler igien, Da tænk paa hver ærlig og efterladt Ven. O g tæ nk: Norske Selskab nu sidder til Taars O g ønsker mig Held, men beer Fanden ta Maars. Rahbek.

Til selskapets avskedsfest for hende takket hun i nogen velmente vers — og saa reiste hun op og blev gammel i det land, som hadde fostret hendes Vibe, hendes Wessel.