FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

77

Endnu til Harpens Stræng han synger med diærve norske To n e fa ld ; skiønt Livets Vinter=Lillie slynger sig om hans Lok — den gamle Skiald. Naar end fra Talestol han maler os Dydens Skiønhed dobbelt skiøn og Fødelandets Sag han taler, blev rørte Hierters Ta k hans Løn. H v o blandt os kiender ei den giæve selv af et Skygge-Billed kun, hvo ønsker ham ei længe leve, Den sande Æ d ling Nordah l Brun. Jo meer dit sølvgraae Haar mon blegne, des grønnere staaer Ærens Krands. O ! ei i Dødens Favn du segne, før du seer Norges gamle Giands.

Lyde r Sagen.