FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

83 traf mig og min Elisa, som siger: at saa lidt Tilskueren smigrer, saa gode Gaver har dets Forfatter dertil; det traf os netop paa vort Ægteskabs tredie Aarsdag, og vi beklagede begge at Du ikke længer vil være D igter; thi vor Fest havde da faaet megen Tilvext i Høytidei lighed, og jeg havde da havt nogle Ord i Gudernes sande Tungemaal at sende til din Tilskuer, istedenfor dette, som røber alt for meget sin Menniskelighed: Til min Kone den 19de October 1794. (Trykt med ændringer i Tilskueren 1794, 733.)

H va d er en Capelian, at du Hans Hustrue vilde være? Naar Sognepresten gaaer itu, Saa maae han retirere. Fra Slegt og Fødeland han maae Først skumpies frem paa Bølgen blaa, O g saa i Forgemakket staae For at solicitere. O g med Attester om sig slaae O g selv sin Lovsang qvæde ; En Proteus, ulig sig selv, Snart skumme frem, som Giommens E lv Snart, lydig Excelensens: Skielv! Smaamurre ved dens Bredde. — Naar efter to tre fire Aar Et Kald han saa kand snappe, Hans Skrædder da den Ære faaer A t borge ham en Kappe. Hans Naadsens A a r biir sat i Pant, Hans Velærværdighed er Fant T id t saa forslidt sin Aand han fandt A t Brochmand den maae lappe. Han, som en Ventilator maae En kiølig V in d berede

H vad er en Capellan at du I hans din Skiebne tvinder, Ja kommer glad det Baand ihu, Som D ig til ham forbinder? H v e r Pige og hver anden Mand V il tænke lavt om din Forstand, Mens kun din glade Capelan D in hele Storhed finder.