KjøbenhavnsGrundejer_1860-1925

129 riske Tid“. Det var en absolut imponerende Viden, Fo red rags­ holderen sad inde med paa dette Omraade. Ved Hjælp af Lys­ billeder paaviste han, hvorledes Oldtidsgravmæler, Runestene og Stednavne satte Skel mellem Danmark og Tyskland. Ejderen var bevisligt selv i Oldtiden Grænsen, hvilket fremgik af Inskrip­ tionerne paa Runestenene, der sprogligt var forskelligt byggede, saaledes at det kunde afgøres, om en Runesten oprindeligt havde haft sin Plads Nord eller Syd for Ejderen. Selv Oldtiden havde saaledes haft sin Sproggrænse! — — Efter Fo redraget sang Frk. Grete Christensen nogle søn- derjydske Sange, hvorefter Fru Martha Ottesen talte om „Søn­ derjylland" og om, hvorledes Sønderjyderne — til Trods for al Tvang og Krænkelse — aldrig havde ladet Haabet slukkes. Man havde ikke vidst, hvornaar og hvorledes, men man troede fuldt og fast paa, at Genforeningen vilde og maatte ske engang. Begge Foredragsholderne lønnedes med bragende Bifald. Den fungerende Formand, Borgerrepræsentant Glindemann-Nielsen, takkede Fo redragsholderne og udtalte Haabet om, at den Tid snart maatte være inde, hvor det danske Sprogs Rækkevidde maatte være det afgørende for Landegrænsen. Forskellige Søn­ derjyder havde Ordet og udtalte: at „Tyskland sad kun inde med Sønderjylland i Kraft af den Stærkeres Ret.“ Den 20. Feb ruar afholdtes den ordinære Generalforsamling i Grundtvigshus. Overretssagfører Gammelgaard var Dirigent. Fo rmanden udtalte, at Arbejdet for Bestyrelsen, for ham selv og for Personalet havde været lige saa brydsomt som Aaret forud. Det tjente i højeste Grad til den kjøbenhavnske Grund­ ejerstands Ros, at den viste et saa stort Maadehold. Næppe i nogen anden Forretningsbranche fandtes der i Forhold til F o r­ retningernes Antal og Omfang (over 145,000 Lejligheder) et saa ringe Antal retslige Tvistigheder som i Lejeforhold. I ikke et eneste Tilfælde havde nogen kjøbenhavnsk Grundejer været idømt Bøde til Trods for, at der var mere end Lovparagraffer nok, som en Grundejer kunde komme til at støde an imod. Det var paaviseligt, at det var „Huslejeloven" , som havde standset Byggeriet, og det var de ved Huslejelovene nedsatte „Nævn“, som var Skyld i Arbejdsløsheden. Dersom Lejen blev rimeligt forhøjet, vilde Husejerne nok foretage Reparationer, for det løn­ nede sig ikke at lade sin Ejendom forfalde. Det var af Nød, at man undlod at gøre Ejendommen i Stand. En Haandværker