KjøbenhavnsGrundejer_1860-1925

155

fald til 1. April 1923. Dernæst holdt Dr. polit. Frantz Pio et meget instruktivt Foredrag om Grundskyldsloven. K. G.’s For­ mand, Konstruktør Poul Rasmussen, fik derefter Ordet og hæv­ dede, at Grundskyldsloven var en Overgang fra et gammelt Skatte­ grundlag til et nyt, og saadant skete almindeligvis for at op- naa en Forøgelse af det offentliges Indtægter. Her var imidler­ tid dette ikke Tilfældet. Her var det kun et Principspørgsmaal, idet man tilsigtede et Retfærdighedskrav: lige Skat paa lige Jord. Dette kunde man blot ikke naa ad denne Vej, fordi det var aldeles umuligt — i hvert Fald i Byerne — at vurdere to Grunde, i samme Gade men med forskellig Form og Størrelse, efter noget saa ubestemt som Udnyttelsesmuligheden. Forfatte­ ren Osvald Hansen uddybede yderligere Spørgsmaalet om den vedtagne Lov om Grundskyld til Staten og mente, at denne vilde drage en kommunal Grundskyld efter sig. En Protest fra Folketingsmand Lemvigh-Muller gav Anledning til en Diskussion, hvori Konsul D. Thomsen, Godsinspektør C. Kragh , Redaktør Niels R. Møller, Borgmester J. Jensen og Direktør Hegelund, Aalborg, deltog. Alle var enige om at beklage Protesten fra Folketingsmandens Side. Derefter stillede Dr. polit., Over­ retssagfører F. Pio Forslag om en Resolution gaaende ud paa Delegeretmødets Beklagelse over, at man havde gennemført For­ slag om Beskatning af faste Ejendomme efter Principet Grund­ skyld, da Grundejerne i dette Princip saa Begyndelsen til en Konfiskation af Grundværdien. Denne Resolution vedtoges. Efter en Frokostpause fortsattes Forhandlingerne, idet Over­ retssagfører Hannibal Hansen holdt Foredrag om Kredit- og Hypothekforeningernes Laanevilkaar. Særlig fandt han, at Laa- nene var for smaa. Statsgældsdirektør, Departementchef P. O. A. Andersen hævdede, at vore Kreditforeninger maatte siges at være et uvurderligt Gode, hvis høje Standard maatte beva­ res, idet intet andet Land havde en tilsvarende Realkredit. „Det er en Ære for vore Kreditforeningers Ledelse, at ingen Kre­ ditforeninger har haft noget Tab, men tværtimod har forøget Reservefonden*. Han sluttede med at fæste sin Anskuelse i den almindelige Bevidsthed ved at sige: Jeg var for nogle Af­ tener siden i det kgl. Teater, hvor Molliéres „Den gerrige “ opførtes, og hvor denne i Fortvivlelse spørger: Hvor skal jeg dog gøre af mine Penge! Hvor skal jeg sikkert anbringe dem! — — Uh! hvor jeg havde haft Lyst til at tilraabe