KjøbenhavnsGrundejer_1860-1925

i i

Det var imidlertid ikke blot i de Dele af Byen, hvor Gade­ niveauet skraanede stærkt, at Mangelen af Kloaker medførte Oversvømmelser. Ogsaa den øvrige Del af Byen havde betyde­ lige Ulemper ved indtræffende Regnskyl, i Særdeleshed ved Natte­ tid. Det er en saadan Kalamitet, som Visedigteren Wilhelm Rantzau giver Udtryk i følgende Verslinier om Rullemadammen:

— Kjælderen ved Rundetaarn ej jeg glemmer let; Hvergang det regned’, vi maatte træ’e Vande, Baade min Mand og jeg ligesaadanne, Og Børnene, de Smaa, Fik Svømmeseler paa! Før turde ingen Sjæl af dem i Sengen gaa.“

Det er derfor ikke for meget at sige, at Aaret 1860 var Ind­ ledningen til en ny Æra i vor Bys Udvikling alene ved disse enorme Fremskridt. For Fuldstændighedens Skyld maa ogsaa anføres for­ skellige andre kommunale Goder fra samme Tidsperiode. Det hidtilværende „borgerlige Brandkor“, som i Ildebrandstilfælde først skulde sammenkaldes ved Klokkernes Klemten og Vægter­ nes Pibekoncert samt Trommen, blev nu afløst af et stationeret Brandkorps med 6 faste Stationer fordelt over Byen, indbyrdes forbundne ved et specielt Telegrafsystem. Ogsaa „indendørs “ tilflød der Byen nye Goder. Vestre Gas­ værk leverede dette Aar de første Koks, som hurtigt blev det almindelige Brændselsmiddel, ligesom Petroleum kom hertil fra Amerika og foranledigede, at Petroleumslampen med sit klare, rolige Lys holdt sit Indtog i Byen fortrængende „ Tællepraa- sen“ og dens nære Forbundsfælle „Lysesaksen1. Vel havde man Stearinlys; men det var kun de mere velhavende af Byens Borgere, der havde Raad til at anvende en saadan Luksus. Petro­ leumslampen, flottere eller tarveligere, blev derimod nu hurtigt Hvermands Eje. Petroleumslampen i sin første Skikkelse — den saakaldte „Moderatørlampe“— kunde hæves og sænkes, saa Lyset virkede saa bekvemt som muligt. Samtidigt med Petroleum kom ogsaa „Patent-Belysningsvædske*, hvortil der anvendtes en lille Haandlampe, der havde den Egenskab at brænde uden at ose og ikke at slukkes selv i stærk Træk, hvorfor den var kærkom­ men for „Madammen", naar hun i Natkappe og Sjal ventede sin kære Gemal hjem „lidt tidlig paa Morgenkvisten“ — som det den Gang hed — klar til at holde sin „Gardinprædiken*,