KjøbenhavnsGrundejer_1860-1925

66 vikling, er Forandringen ikke mindre gennemgribende. I 1881 havde Kjøbenhavn faaet sin første elektriske Buelampe og den første Telefonsamtalestation, ligesom de første Centralvarme­ anlæg var anlagte i private Bygninger. Hygiejniske Foranstalt­ ninger af gennemgribende Betydning var indført, idet den sidste Latringrube forsvandt her fra Byen i 1889. Samtidigt var Des- infektions- og Destruktionsanstalterne tagne i Brug. Endeligt havde Byens stadigt voksende Udstrækning med­ ført, at en sidste „Folkelivsidyl" fra „Kongens Kjøbenhavn1 var forsvunden, idet Brandvæsenet havde indført Hestekørsel , et betydeligt Fremskridt fra den hidtilværende Ordning, hvor Mand­ skabet selv havde maattet løbe med Sprøjten, saa de udasede og forpustede kom til Brandstedet ledsaget af „Gadens Musik“ d. v. s. Gadedrengenes muntre Kor: „Paa’en! Pa a ’en! Paa ’en igen, lille Fatter Ludvigsen!" med flere opbyggelige Viser. Medens Kjøbenhavn saaledes endnu i 1860 — Tidspunktet for Stiftelsen af Kjøbenhavns Grundejerforening — havde været en relativt set beskeden By, en „Smaahovedstad“, der i dobbelt Forstand var „indestængt“, hæmmet af en over 200-aarig Vold­ befæstning og af megen spidsborgerlig Fordom, kortsagt en By, der i mangt og meget — kunde man fristes til at sige — levede efter middelalderlige Former, var den efter Epokeaaret 1860 og den derefter følgende Udvikling bleven saa forvandlet, at den næsten var ukendelig. Om end den paa mangt et Omraade havde holdt længere fast ved forældede Former end flere af de førende af Europas store Hovedstæder, og om end den sent op i det XIX. Aarhundrede bevarede mangt et Træk fra sine jævne Smaaborgerdage, var den ved Aarhundredskiftet som en ny By, en moderne Storstad med fuldt moderne Storstadsbygninger, en smuk By, som med rige Udviklingsmuligheder kunde træde ind i det tyvende Aarhundrede.