591958968

E X L I B R I S

Æ r

sisSQ" K w

S

K Ø B E N H A V R A A D H U S - B I B L I O T E K

EH

Qlr. 37

K I ØBENHAVN

ÆRKEB ISKOP ABSALON RYTTERSTATUEN PAA HØJBRO PLADS

H I STOR I SK - TOPOGRA PH I SK BESKREVEN VED O. C. N I E L S E N , CASSERER , TOPOGRAPH.

K I Ø B E N H A V N 1 9 3 4

F O R O R D

Nærværende Skrift er udarbejdet paa Grundlag af authentisk, historisk Materiale, og jeg har dertil haft ud= mærket Nytte af: Dr. Archivar O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie ogBeskrivelse

J. P. Trap: Samme: Carl Bruun:

Kjøbenhavns Diploma tarium Kjøbenhavn Kjøbenhavn og Frederiksberg Architekten af 12. Decb. 1902 Kjøbenhavn og Havet Danmarkshistorie

L. C. Nielsen: A . Fabricius:

samt flere Biograph. Lexika m. m.

Idet jeg hermed udsender Hefte Nr. 37, haaber jeg at ogsaa dette vil blive modtaget med samme Velvillie og Interesse som alle de forudgaaende, og det vil da frem= tidig som hidtil, trods pekuniære Ofre, være mig en kær Opgave paa denne Maade at yde mit Bidrag for Udbre= delse af Kendskabet til Kjøbenhavns Historie og Topographi.

F O R F A T T E R E N

Absalons By til mit Barnesind taler, gennem saa stnaa og saa smukke Canaler, aldrig jeg drev til saa smilende Vande, som i en Jolle paa Kallebods Strande.

ÆRKEB I SKOP ABSALON RY T T ERS T A TU EN PAA HØJBRO PLADS

^ 7 7 bsalon tilhørte ved sin Fødsel Rigets mægtigste og mest ansete Slægter, og lian regnede sin Herkomst op til Hedningetidens Helte. Hans Fader, Herremanden Asser Rig, der var en from Mand, og skænkede Gaver til Kirker og Klostre, var den fjerde og yngste Søn af den berømte Skjalm Hvide, der i Svend Estridsens Tid var Høvedsmand over hele Sjælland, og, da Erik Ejegod drog i Pilgrimsfærd, modtog hans Son, den senere Knud Lavard, til Opfostring. Absalon var aabenbart paa mødrene Side nær i Slægt med de hallandske Stormænd, Knud og Karl, Dattersønner af Ærkebiskop Eskil. Asser Rig og hans Hustru, Inge, boede paa Slægtens gamle Sædegaard, Fjalenslev, Fjenneslevlille, en Mil Øst for Sorø, tæt Nord for Fjenneslev Kirke, i en af Sjællands frodigste Egne. Af denne — Asser Rigs Fædrenegaard — er der i den nyere Tid fundet Stentomter umiddelbart Nord for Kirkegaardsdiget, og i Kirken fandtes Skjalm Hvides Gravsted. Paa denne Gaard fødtes de to djærve Sønner, Esbern og Absalon og en Søster Ingefred, andre Sødskende næv­ nes ikke. Absalons Fødselsdato kendes ikke, men han var født mellem den 21. Marts 1128 og samme Dag 1129, idet han ved sin Død, den 21. Marts 1201 gik i sit 73.

Aar. Muligvis kan der af det usædvanlige Navn sluttes, at han døbtes paa selve Dagen ,,Ab s a 1o n“ , den 30. Oct., hvorefter han maa antages at være født i Oct. 1128. Sagnet fortæller, at Asser Rig engang skulde fare i Leding, og han bad da ved Afskeden sin frugtsommelige Hustru, Fru Inge, om at pryde Fjenneslev Kirke med et Taarn, hvis hun fodte en Son, mens han var borte. Saa- ledes vilde den fromme Asser vise sin Taknemlighed mod Gud, men da han vendte tilbage, og paa hastigt Ridt mod Fjenneslev med Undren i det fjærne saa to Taarne hæve sig stolt mod Himlen, horte han til sin Glæde, at Fru Inge havde fodt Tvillingsønner, dog er det kun Sagnet, der fortæller saa, thi Absalon og Esbern var i Virkelig­ heden ikke Tvillinger. Esbern var mindst et Aar ældre end sin, Broder. — Esbern blev en dygtig Kriger, ivrig efter farlige /Eventyr, snarraadig i Farens Stund, og for sin Raskhed kaldtes han Esbern Snare. — Absalon blev ogsaa en hærdet Yngling med Lyst til Lærdom og lige­ ledes en dygtig Kriger. Asser Rigs Ejendomme var spredt over det halve Sjælland, og Absalon voxede op i et rigt Hjem og under mægtige Indtryk af Tidsbegivenhederne. Da han var et Rar Aar gammel indtraf det skæbnesvangre Mord i Harald- sted Skov ved Ringsted, det var den 7. Jan. 1131, hvor Knud Lavard blev snigmyrdet af Ma g n u s med Tilnavnet „den Stærke“ , Søn af Kong Niels og Dronning Margrete, og He n r i k med Tilnavnet „Skadelaar“ , Son af Kong Niels’s afdode Broder Svend, Fætter til Magnus, Harald og Knud. Denne Udaad folte Asser Rig og hans Brodre sig kaldede til at paatale og hævne. Otte Dage efter Knud Lavards Dod fodte hans Enke, Ingeborg, en Son, som fik Navnet Valdemar og opfostredes som Barn og Dreng sammen med Absalon og hans Sodskende, til hvilke han bestandig senere folte sig knyttet, og her lagdes Grun­ den til det uopløselige Venskab, der siden blev til saa stor Lykke for vort Fædreland. Deres Drengeaar faldt i Kong Erik Lams hæderløse Regeringstid, og i disse Ynglingeaar oplevede Absalon, at

Erik Lam døde i Munkekutten. Den Ødelæggelse ved Vendernes idelige Indfald, som de da var Vidne til, ikke mindst paa Sjælland, stod i den stærkeste Modsætning til de store Overleveringer, som levede i Slægten og samlede sig om dens nøje Forhold til Valdemars Forældre. Det fejler ikke, at de dybe Indtryk fra denne Tid havde deres store Del i, at Absalon senere i saa mange Aar betragtede Kampen mod Venderne som sin Hovedopgave ved Siden af Bispeembedets kirkelige Forretninger. Næppe ret længe efter Kong Eriks Død og Udbruddet af Thronfejderne opløstes Barndomshjemmet i Fjenneslev. Absalon ønskede at vie Kirken „sine Kræfter, og mens Val­ demar kastede sig ud i Thronstriden mellem Svend og Knud, drog Absalon til Paris, for at studere dels „de syv frie Kunster" dels Theologi og Kirkeret, og han var sik­ kert den første Dansker, der har studeret i Seine-Staden. Latin samt de philosophiske og theologiske Forelæsninger skærpede lians Forstand. Absalon havde som yngre Søn rimeligvis fra Barndommen af været bestemt for den kirke­ lige Stand, og at slaa ind paa den Vej, der kunde føre ham op til Fædrelandets højeste kirkelige Embeder, og man kan ogsaa tænke sig, at hans politiske og kirkelige Interesser allerede i Ungdomsaarene groede Side om Side. Absalon blev en udmærket Klerk, dygtig ikke blot i den kirkelige Lærdom, men ogsaa i Lovkyndighed og verdslige Videnskaber. I Paris havde han uddannet den sjældne Veltalenhed, som han senere berømmes for, lige­ som han allerede i denne sin første Ungdomstid lagde Grunden til den Selvbeherskelse og den ydmyge Fromhed, som baade Fjender og Venner1anerkendte hos ham. Et Minde om hans Interesse for romansk Historie og Stil­ kunst er de to Haandskrifter af Valerius Maximus og Justinus, som han senere skænkede til Sorø Kloster (det sidste nu i det kgl. Bibliothek). Senest, i 1156, kom Absalon fra Paris tilbage til Danmark, hvor der nu var 3 Konger, og alt var i Uføre, og han stillede sig strax ved Siden af sin Barndoms Lege

broder Valdemar. Fra da af var Absalon dennes trofaste Støtte og frimodige Raadgiver i enhver Fare. Som Søn af en Høvding og opfostret sammen med vordende Høvdinge, havde Absalon tillige uddannet sit Legeme i alle Tidens Idrætter, ligesom hans maadeholdne Levemaade gjorde det muligt for ham at underkaste sig overordentlige og vedholdende Anstrængelser, men det synes iøvrigt at fremgaa af flere Træk, at hans Ydre ikke var anseligt, og at der ikke blev lagt Mærke til ham, naar han færdedes blandt sine Standsfæller, før han fik.Lejlig­ hed til at gøre sig gældende ved sin Tale. Ved sin Vel­ talenhed gjorde han Ende paa de bedrøvelige Thingtrætter, som jævnlig udartede til Vold og Drab. Uanselig og jævn var Absalon i sin første Optræden, men snart maatte alle sande, at han forstod at beherske dem med sin Tales Magt. Og paa samme Maade mæglede han mellem Kongen og de Store og mellem sine Landsmænd og de Fremmede. Alle tyede de til Absalon, for at finde Forstaaelse for deres Sag og en Talsmand for deres Ønsker. Fra gammel Tid har Spørgsmaalet om Kjøbenhavns Ælde og Tilstand, før Absalon begyndte sin alsidige Virk­ somhed her, hørt til de mest omtvistede i dansk Middel­ alder Historie. Den heftige Strid, der især i Slutningen af forrige Aarhundrede udkæmpedes mellem en Række Historikere herom, og som gav Anledning til en grundig, principiel Drøftelse af alle de litteraire Kildevidnesbyrds Værd og Rækkevidde, har dog banet Vejen for en Opfat­ telse, der i det væsentlige er bleven stadfæstet og yder­ ligere uddybet ved det tungt vejende Materiale, som den sidste Menneskealders archæologiske Forskninger har bragt for Dagen. Der hersker derfor nu almindelig Enighed om, at der før Absalons Tid har ligget en ældgammel, ager­ dyrkende Landsbybebyggelse, kaldet Hafn, Havn, tæt sam­ let i Egnen omkring Sanct Clemens Stræderne (nuv: Frede- riksberggade) og Vestergade med Knudepunkt i Gammel Torv, hvor de gamle Færdselsveje fra Nord, Øst og Vest løb sammen. Byen var saaledes paa Absalons Tid ikke en ny, men en allerede blomstrende Stad, og Absalon kan

derfor ikke betragtes som Kjøbenhavns Grundlægger i den Forstand, hvori en tidligere, mere naiv Tidsalder, opfat­ tede ham, idet han jo ikke har bygget de forste Huse paa dens Grund. At Byen Hafn existerede før Absalons Tid er sikkert nok, men selv om vi nu ogsaa ved, at Byen er ældre end Absalon, er ikke derved hans Betydning for den bleven forringet. Man finder heller ikke noget gam­ melt og ægte Bevis for, at Absalon har anlagt Byen, men han byggede Borgen, holdt Sørøverne i Ave, og sikrede Byen paa alle Maader Fred til at udvikle sig. Han har hjulpet Byen til dens Opkomst, gjort den langt større end tilforn, draget flere Indbyggere herhen, og forsynet dem med Friheder. Selvom der ikke er overleveret directe Efter­ retninger om Absalons Byggevirksomhed i selve Staden, er der i de senere Aar fremdraget saa mange Spor af Fæstningsværker og Vejanlæg fra Absalonstiden, at det næppe er for dristigt heraf at slutte, at den vidtskuende Statsmand selv har haft betydelig Andel i Grundlæggelsen af den Købstad, der fra et gammeldags Landsbysamfund snart skulde udvikle sig til at blive Rigets vigtigste By, en betydningsfuld Plads i Krig og Fred. Nede langs Stranden var der ingen fast Bebyggelse, men naar Sommeren gled mod Efteraar, i August og Sep­ tember, opførtes her paa disse ubebyggede Pladser midler­ tidige Træboder af fremmede Købmænd, som kom lang­ vejs fra, for at opkøbe Sild, og store Flaader af Fisker- baade stod ind i Havnen og bragte deres rige Last af sølvglindsende Sild. Paa de Tider var der, efter hvad Saxo fortæller, en saadan Vrimmel af Sild i Øresund, at man kunde øse dem op i Baadene med Øsekar. Saa udvik­ lede der sig en livlig Omsætning med Handelsvarer af den forskelligste Art, men naar Markedstiden var endt, blev der atter stille paa Stranden. Berømte er endnu disse Middelalderens store Sildemarkeder, ikke blot her ved Hafn, men ogsaa særlig ved Skanør. Det var især i Absa­ lons Tidsalder, at den store Silde-Vindskibelighed florerede, saa der er ogsaa god Symbolik i, at den smukke Rytter­ statue Irer paa Højbro Plads blev anbragt saaledes, at

Absalon har fri Udsigt til Sildebaadene paa begge Sider af Højbro, og at der paa en bred Frise rundt om Statuens Fodstykke er foreviget Sildestimer. Skiøndt Kiøbenhavn henimod Anno 1300 var naaet frem til at være en saare vigtig Handelsby, spillede Silde­ fiskeriet fortsat en meget stor Rolle med Hensyn til Byens Næring, og endnu i vore Dage er Silden et af de almin­ deligste Fødemidler herhjemme, ja, i den rigtig travle Sildetid er det jo saaledes, at det kniber med Bolværks­ plads til Sildebaadene ved GI. Strand. Efter at Barndomshjemmet i Fjenneslev var opløst i dets hidtidige Skikkelse, havde Skjalm Hvides Sønner i Forening grundlagt et Kloster paa Assers Gaard, og udsty­ rede det rigeligt med Gods. Asser indtraadte heri som Munk, og døde vistnok i 1148. Efter hans Broder Ebbes Død 1151 forfaldt Klosteret dog helt og dets Gods blev spredt, men Absalons Iver for Munkevæsenet viste han ved 1162 at genoprette dette, Slægtens helt forfaldne Kloster, og omdannede det til en Cistercienser-Stiftelse, ligesom han nogle Aar senere indkaldte sin Ungdomsven Abbed Vilhelm fra Frankrig og satte ham i Spidsen for det lille Kannikesamlag paa Eskilsø i Roeskilde Fjord, hvilket senere flyttedes til Æbelholt i Nordsjælland. Sorø Kloster blev af Absalon efterhaanden udvidet til et stort og rigt Cistercienser Abbedi. Han paabegyndte strax Opfø­ relsen af den statelige Klosterkirke, hvori hans Frænder og deres Slægt i Aarhundreder søgte deres Gravsteder ved Siden af den navnkundige Ærkebisp og hans Forfædre. 18. April 1158 døde Biskop Asser af Roeskilde, men der syntes dog ikke fra først af at have været tænkt paa Absalon som Efterfølger. Det var imidlertid betegnende for Forholdet mellem de to Venner, Kong Valdemar og Absalon, at Kongen strax efter at der var udbrudt en blodig Fejde mellem Bymændene i Roeskilde, hvorved han blev nødt til at vende sig mod Byen med væbnet Haand, benyttede Lejligheden til at blande sig i det uafgjorte Bispevalg, og ved Valdemars Indflydelse fik han sin Barn­ domsven enstemmigt valgt til Biskop i Roeskilde af Dom

kapitlet, skiøndt han endnu ikke havde beklædt de lavere Værdigheder, der maatte gaa forud for Bispestolen, og heller ikke havde opnaaet den kanoniske Alder af 30 Aar. Dog stillede Kapitlet ham ved Siden af de andre Kan­ didater, som det sagde „paa Grund af hans Mandighed". Tilvisse var dette et meget heldigt Valg baade for Staten og Kirken. Dette fandt sandsynligvis Sted i Efteraaret 1158, men sin egentlige Indvielse kan han i saa Fald forst have modtaget lidt senere. Hermed begyndte da Absalons storslaaede Virksomhed i Fædrelandets og Kirkens Tjeneste, som Saxo charak- teriserede i de mindeværdige Ord: „Strax efter sit Valg lagde han for Dagen, at han var „fuldt saa vel Viking som Bisp, og skøttede lidet „om rolig at vogte Troen her hiemme, naar den stod „paa Spil hist ude. Det er jo ogsaa fuldt saa god „en Gudstieneste at slaa Troens Fiender paa Flugt „som at tage Vare paa Kirketienesten...............Altid „laa han paa Udkig ude ved Søen for ret at værne „Land og Rige ved trygge Vagthold; ofte havde han „for Skik at søge Husly under Skovens Løvtag, og „netop fra dette ringe Bo reiste han Fædrelandets „Hus af Gruset.......... Og paa Thinge trindt om Land, „hvor Tvistmaalene var udartet til Vold og Kiv, bragte „han ved sin rolige Ligevægt fredeligere Forhold til „Veie. Saa store var hans Talegaver, at de, der havde „tænkt sig ham som et Drog uden Maal og Mæle, „tværtimod maatte indrømme, at det var dem selv, „som var de dumme...........Saaledes var han ligesaa „fuldt Fædrelandets Fadér som Biskop, lige straa- „lende som Hærmand og som Herrens Tiener." Absalon betragtede det først og fremmest som sin Opgave at sætte en Bom for de vendiske Hærgetog, der under Borgerkrigene var taget til i uhørt Grad. Paa de Tider var Venderne Herrer i Sund og Bælt, de havde lagt Fyen og Jyllands Østkyst øde, sat sig fast paa de sydlige Øer, saa Landet var bragt til Afgrundens Rand, men Absalon "organiserede Stridskræfterne, opdrog sine Lands

mænd til at kæmpe og sejre, ved Angreb var han selv forrest, og ved Tilbagetog bagest, han færdedes, hvor Faren var størst. Hans Venderkampe indledes med en Sejr ved Boeslunde 12 Apr. 1159, hvor han, ifølge Saxo overvandt ikke mindre end 24 fjendtlige Skibes Mandskab og „indviede med en herlig Seir sin Bispestav og sit Herreskiold“ . 1159 udfortes der to Hærtog til Vendland. Rugen erobredes 1160, og Erobringen sikredes ved den glandsfulde Expedition i 1169. Kampen med Venderne stod paa næsten uafbrudt i 20 Aar. Absalon var i frem­ ragende Grad Sjælen i disse Foretagender, og havde Hovedparten af Æren, og gennem de betydningsfulde Kampe reddede han Danmark for Opløsning udefra. Noget før 1167 maa Kong Valdemar have skænket sin Feltherre og nidkære Statsmand Absalon, Kiobenhavn, med samt Halvdelen af det omliggende Sokkelunds Her­ red, thi i det Aar afslog Absalon et Angreb af Nordmæn- dene, anlagde Fæstningsværker og byggede ved Havnen paa en Holm ude i Strømmen mellem Amager og Sjælland en fast Borg, altsaa uden for den daværende By, Havet og Fjenden nærmere. Borgen, der blev omgiven med en Mur, tjente saaledes dels til Byens dels til Handelens Beskyttelse, og denne Borg, som fik Navnet „Borgen i Havn“ eller „Castrum de Hafn“ , som den kaldtes i Pave­ bullerne, blev Hovedleddet, en vigtig Udfaldspost, i det Fæstningscomplex, som Absalon anlagde, thi ved Borgen kunde Indløbet til Havnen beherskes. Uden for Sjællands Østkyst laa en Række laguneagtige Øer, Amager, Slots­ holmen, Gammel Holm og Refshaleøen. I de smule og snævre Fladvande mellem disse Øer var ypperlige Tilflugts­ steder for Baade, der forfulgtes af sørøveriske Fjender. Absalon indsaa derfor Nødvendigheden af at gøre sin Borg stor og stærk, for at skærme Sjælland og Havnen mod Overfald fra norske Fribyttere Nord fra og vendiske Sørøvere fra Sønden. Borgen havde en stadig Besætning af veludrustede Mænd, der herfra holdt Øje med Nordens vigtigste Farvand, altid rede til at fare ud med deres Skibe, for at optage Kampen med Vikingerne. De Sørøvere,

som Absalon fangede, lod han halshugge og deres Hoveder opsætte paa Stadens Mure til Skræk og Advarsel for deres forbisejlende Landsmænd. Ved at han gjorde Byen til en Hovedfæstning for Riget, først derved skabtes Muligheden for, at denne til Tider hærgede Boplads kunde faa Fred til at voxe og blive til en By, en ny By, stedse større og storre, og som Saxo kaldte „den absaloniske By“, thi nu var der Fred og ingen Fare. Absalon har ikke manglet Blik for Byens udmærkede Beliggenhed, Gud havde skabt Betingelserne, Absalon saå dem og udnyttede dem, og Eftertiden fulgte i hans Fodspor. Dette Befæstningsanlæg blev saaledes Landet til stort Værn, thi baade gjorde han Byen mistænkelig i Sørovernes Øine, og Landets Børn kunde fra nu af trygt færdes i Farvandet trindt omkring. Opførelsen af „Castrum de Hafn“ betegner et vigtigt Vendepunkt i Kjøbenhavns Historie, thi Udviklingen gik nu hurtig for sig, og man kan spore Absalons myndige og ledende Haand ved Iværksættelsen af en planmæssig Udvidelse af Staden. Det maa ene og alene tilskrives Absalons Snille og Daadkraft, at den lille By ved Sundet vandt Anseelse, og snart blev en af de betydeligste Han­ delspladser i Norden, og nu ilede den Rang og Storhed i Møde, som var den forbeholdt i Historien. Inden for den af Naturen formede Ramme, Søerne og Sundet, opstod Danmarks Riges Hovedstad med Front mod Havet og lille, som den var, med let Adgang til de blaa Bølger. Fra Byen saå man ud over Sundet baade Nord og Syd paa, og alle Byens Borgere havde Søbrisens friske Pust strygende forbi Ruderne, Stadens Lunger nære­ des af dens Kraft, og den Dag i Dag henter Kjøbenhavn sin Næring fra Havet, vel ikke saa udelukkende som tid­ ligere, men Byens Existens er endnu som før afhængig deraf. Kraften, Rigdommen og Sangen i dens Sjæl kom­ mer endnu derude fra og vilde gøre det i stadig højere Grad, jo friere og fastere Forbindelsen mellem Byen og Havet blev. Paa Ringstedmødet i 1170 skrinlagde Absalon og Eskil, Knud Lavards Ben, og kronede Kongebarnet Knud.

For Kampene forsømte Absalon selvfølgelig ikke Kirken, men følte sig kaldet til at fremme Kirkens og den hojere Aandskulturs Anliggender. Det var her et Hovedpunkt at sikre de højere Interesser et fyldestgørende og varigt materielt Grundlag. Dertil sigtede i Virkeligheden Grund­ læggelse af de saakaldte „Herreklostre“ , som oftest opfør­ tes i Landets skønneste og fredeligste Egne, ensomt belig­ gende, men rigt udstyret med Jordegods, og saaledes i Stand til at frede om den Lærdom og Dannelse, som deres Medlemmer maatte have hjembragt udefra og forplante den videre til deres Lærlinge blandt læge og lærde. Betydning i saa Henseende fik ikke mindst Æbelholt Kloster i Nordsjælland, som Absalon havde grundlagt for Abbed Vilhelm, da denne ikke kunde finde sig til Rette paa Eskilsø. Abbed Vilhelm samlede mange fremragende Lærlinge om sig, saa at Klostret i hans Tid var som en Præsteskole. løvrigt var det især ved Bispesæderne og Domkapit­ lerne, at hin Tids Præster fik deres Uddannelse, og for at sikre disses Indtægter trængte Absalon paa med at faa Tiendeydelsen vedtaget i sit Stift. Man var villig til at betale Kirkens Mænd, endog rigeligt, men kun for den enkelte bestemte „Tieneste“ . Saaledes fik Sognepræsten Betaling for Naademidlerne, og hvad han ellers ydede, og Biskoppen tog Penge for Præste- og Kirkevielser saavel som for sine andre kirkelige Forretninger. Ved Siden heraf var der i Tidernes Løb indført visse regelmæssige Afgifter som ,,Redsleru og ,,Bispegave“ , men Kirkens gamle Fordring, at der skulde gives Tiende af alt, hvad der høstedes og avledes, medens alle de hellige Hand­ linger skulde udføres uden Vederlag, havde ondt ved at trænge igennem. Dog synes paa mange Steder de to Tredjedele af Tienden, der udrededes til Præsten og Kirke­ bygningen, at have opnaaet Godkendelse i Løbet af det 12. Aarhundrede. Dette var derimod ikke Tilfældet med den Tredjedel, der skulde erlægges til Bispen. Det var derfor en stor Sejr for Absalon, at det lykkedes ham at faa Bispetienden vedtaget i sit Stift i 1171. Der fastsattes

bl. a. bestemte Regler for de Ydelser, som endnu skulde bibeholdes, især Bønderne for de saakaldte ,,Helgbrud“ , alle de Forseelser, som kunde paatales af de kirkelige Myndigheder. Herimod lovede Bønderne Biskoppen Tredje­ delen af Tienden. Denne saakaldte sjællandske Kirkelov blev vedtaget paa et Maalstævne i Ringsted-Lund og lyst paa Landsthinget 1171. Naar Absalon havde samlet store Indtægter paa sin Haand, var det for at sikre saadanne til de Formaal, som efter hin Tids Vilkaar kun Kirkens Mænd i Længden kunde ventes at ville ofre noget paa, medens vi forlængst har vænnet os til at anse dem for Statens Opgave. Ikke alene den egentlige Aandskultur, men for en væsentlig Del ogsaa Rigets Forsvar havde sine bedste, stundom eneste Støtter i Biskopperne. Absalons Godspolitik gik overalt ud paa ved Magelæg, Køb og Gaver at skabe større afrundede Driftsenheder, baade for sit Bispesæde og for de af ham saa yndede Cistercienserklostre, særlig Sorø. At han herved stundom kan være optraadt egenraadigt, er der næppe nogen Grund til at betvivle, men det var ikke til egen Fordel, han handlede. For sit eget vedkommende levede Absalon et saare afholdende og nøjsomt Liv, ligesom hans sædelige Renhed og højsindede Gavmildhed fremhæves med den største Roes. Endelig lykkedes det ogsaa Absalpn at kaste kirkelig Giands saavel over sin Slægt, som over det af ham grund­ lagte Vor Frue Kloster for Cisterciensernonner i Roeskilde, da hans Frænke Margrete, der var bleven uskyldig dræbt af sin Ægtefælle Herlog, blev højtidelig skrinlagt i Vor Frue Kirke i Roeskilde 1177. I det mindre udvirkede han herved for Hvideætten, hvad Kongen i det større havde opnaaet ved sin Fader, Knud Lavards, Skrinlæggelse i Ringsted 1170. Absalon tilbragte meget af sin Tid paa Borgen, der ogsaa jævnlig brugtes som Bispesæde, saaledes modtog han her i 1178 Ærkebiskop Eskil som sin Gæst, da denne fra Skaane drog til Frankrig. Haand i Haand med Togene til Vendland byggedes der Borge, Vordingborg, Nyborg,

Kalundborg o. fl. og der indrettedes Vagthold saavel paa Søen som langs Kysterne. Fremfor alle berømmes Absalon for sin utrættelige Aarvaagenhed, Aandsnærværelse og krigerske Lyst. Han havde legemlige Kræfter, kunde svømme i fuld Rustning, i Fredstid fældede han Træer og kløvede dem, og ved sligt strængt Arbejde øvede og hærdede han sit Legeme til mageløs Udholdenhed, og gav sig samtidig i Lag med boglige Studier, lyttede til Frasagnene om Fædrenes Daad, og de gav ham den luende Begejstring for Danmarks Saga og Drivkraften til hans egen historiske Gjerning. Sejren over Venderne og deres Undertvingelse dannede et Vendepunkt i Tidens Historie, og Absalon havde i de mangeaarige Kampe indlagt sig den største Berømmelse som Kriger og Hærfører, men da havde han ogsaa fuldtud naaet det Maal, som han havde sat sig for sin Krigergerning, at værne om Danmark og de danske Haves Fred. Saa nedlagde Absalon omsider Sværdet, og deltog ikke mere i krigersk Færd, men viede sig til kirkelig Virk­ somhed. Til Minde om sin Krigertid beholdt han dog til sin Dødsdag sine Brynjer. Der var meget for Absalon at oparbejde fra de urolige og oprevne Tider, og meget stod endnu tilbage at organisere, for at føre den danske Kirke fuldt indordnet i det almindelige Kirkesamfund, men han bragte god Orden og Fasthed i det danske Kirkevæsen, og Gejstlighedens Magt steg betydeligt. Absalon fik ind­ ført fuld Ensartethed ved Gudstjenesten i de forskellige Bispedømmer. Absalons store Gerning i Fredens Dage var, at han bevægede sin Klerk, Saxo, til at tage fat paa sin Dan­ marks Krønike, og Absalons egne ^Fortællinger var den Kilde, hvoraf Historieskriveren først og fremmest øste. Absalons Virksomhed som Statsmand og Gejstlig, hans Omsorg for Videnskab og Lovgivning hævede ham højt op over hans Samtid. Et Par Aar efter Udstedelsen af den skaanske Kirkelov nedlagde Ærkebiskop Eskil sit Embede, og saa agtet var Eskil, at Paven endog gav sit Minde til, at Eskil selv

kaarede sin Eftermand. Paa et bevæget Kirkemøde i Lau­ rentius Kirken i Lund 1177, hvor Kongen og talrige Stormænd var til Stede, fratraadte Ærkebiskop Eskil det Embede, som lian i 40 Aar havde beklædt, efter at Paven modstræbende havde givet sit Samtykke hertil. Eskil nedlagde sit Embedes Insignier paa Alteret, og erklærede sig villig til at give Afkald paa sin Ret til selv at udpege sin Eftermand, for ikke at træde Domkapitlet for nær. Men Kongen og de tilstedeværende opfordrede ham til at nævne Navnet paa sin Efterfølger. Han kaarede da Absalon, sikkert efter Aftale med Kongen, som den vær­ digste til at lofte Arven efter ham, ikke blot i Kirken, men ogsaa i det danske Folk, og hertil sluttede Lundekan- nikerne sig enstemmigt. Absalon vægrede sig dog ved at modtage en saa byrdefuld Værdighed, og satte sig endog til Modværge. Da omringede Eskil og Kannikerne Absalon, og vilde med Magt slæbe ham op til Ærkebispestolen, men den kraftige Absalon gjorde Modstand, ikke alene fordi det var sømmelig kirkelig Skik at undslaa sig for Valget længst muligt, men ogsaa fordi han som Biskop i et andet Stift ikke var berettiget til at modtage Valget uden særlig pavelig Tilladelse. Desuden følte han sig ved tusinde Baand knyttet til sin Fodeo, og vilde ikke forlade det Embede, hvortil han var kaldet i de trange Tider, og som var bleven ham saa kært. Han kunde ikke tænke sig at opgive dette sit naturlige Fodfæste i Kampen for Kon­ gen og Riget, selvom Danmarks højeste kirkelige Embede vinkede ham. Utænkelig er det dog ikke, at der har fore­ svævet ham som en Mulighed en lignende Løsning af Striden, som den der snart efter paafulgte. Selv den gamle Eskils Bønner, Taarer og Knæfald kunde ikke faa Absalon til at forandre sin Beslutning og forlade sit kiære Sjælland. Begge Parter appellerede derfor til Romersæ­ dets Afgørelse. Pavens Kendelse, der faldt efter nogle Maaneders Forløb, gik ud paa, at Absalon skulde modtage Ærkebispeværdigheden, men samtidig indtil videre have Lov til at beholde Bispedommet i Roeskilde, og Paven truede Absalon med Ban, hvis han var ulydig. Ogsaa

Kongen støttede denne Ordning, og saa bøjede Absalon sig for den, og af den pavelige Legat, Galandus' Haand, modtog Indvielsen i Fasten 1178. Hermed havde Absalon naaet . en cnestaaende, hidtil nkendt, Magtstilling i den danske Kirke og i det danske Samfund. Absalon beholdt sit sjællandske Stift til 1191, da han overdrog dette til sin Frænde, Peder Sunesøn, en Søn af hans Fætter, Sune Ebbesøn, og Absalon styrede siden Ærkebispedømmet alene med Kraft og Iver. Til sin Stil­ ling som Lunds Ærkebiskop med Overhøjhed over den svenske Kirke føjede Absalon ogsaa Værdigheden som ,,det apostolske Sædes Legat". Absalons eget kirkelig, ydmyge Sind fremlyser noksom af den Beretning, at han lod anbringe et Crucifix over sit ærkebiskoppelige Sæde, for at det skulde se ud, som om de, der fremstillede sig for ham, bevidnede Crucifixet, og ikke ham deres Ærbødighed. 1182 døde Absalons Ungdomsven, Kong Valdemar, men under hans Søn Knud den Sjette blev Absalons Magt og Indflydelse endnu større, og han indtog nu i alle Hen­ seender den højeste, politiske Stilling i Landet. Det var en meget vigtig Sag for Absalon, der klart havde indset Kjøbenhavns Betydning og de store Muligheder, der knyt­ tede sig til dens Fremtid, at bevare Kong Valdemars Gave for Bispestolen i Roeskilde, og saaledes sikre den Magt og Indflydelse, som den i hine Tider kunde have Behov. Vel var det en betydelig Gave, men dog kun en ringe Gengæld for de Tjenester, som Absalon havde vist Kong Valdemar og sit Fædreland. Ved en højtidelig Act bort­ skænkede Absalon derfor i 1186 Byen med Tilliggende til sin kære Roeskilde Bispestol, medens han dog sikrede sig selv, saalænge han levede, Brugsretten til Borgen og Kir­ ken i Havn samt de to af ham selv til denne henlagte Kirker i Brønshøi og paa Amager. Hos den daværende Pave, Urban den Tredie, udvirkede han en Stadfæstelse herpaa af 21 Oct. 1186. Da Pave Urban var død, stad­ fæstede hans Efterfølger, Clemens den Tredje, Gavebrevet, og da Absalon i 1191 afgav Bispestolen i Roeskilde til Peder Sunesøn, fik han en ny Bekræftelse af den pavelige

Legat, Centius, som netop da opholdt sig i Danmark. 1 en ny Bulle fra Pave, Coelestin den Tredje, af 12 Feb. 1193, blev det forbudt Peder Sunesøn og lians Efterfølgere nogensinde at afhænde Borgen fra Bispestolen. Endelig stadfæstede Pave, Innocens den Fjerde, atter Absalons Gavebrev i 1198, og Absalon havde saaledes al mulig Grund til at tro sin Gave for alle Tider sikker og urok­ kelig knyttet til Bispestolen i Roeskilde. Men Kongerne opdagede snart, at det var et af Rigets vigtigste Puncter, der var sluppet dem af Hænde, og de mente sikkert, at det ikke havde været Kong Valdemars Mening, at Byen og Borgen for stedse skulde være unddraget Kronen. Som Forholdene udviklede sig, blev Kjøbenhavn, ganske imod Absalons Hensigt, i lange Tider et Tvistens Æble mellem Kronen og Kirken, og retligt blev hele Spørgsmaalet først løst ved Reformationen. I Begyndelsen af Aaret 1201, da Absalon havde naaet en Alder af mellem 72 og 73 Aar, gjorde Alderen sig stærkt gældende, og han følte sig svagelig, hans stærke Legemes Kraft var brudt i Aaringers rastløse Arbejde, og han tilbragte den sidste Tid i Stilhed. Hans Død indtraf Dagen før Skærtorsdag, d. 21 Marts 1201 i Sorø Kloster, hvor han rimeligvis efter Tidens Skik havde tilbragt Fasten i Stilhed. Absalon blev jordfæstet i Ærkebispeskrud, med Ring og Stav, foran Højalteret i $orø Klosterkirke, og en Bly­ tavle med Indskrift nedlagdes i Graven med ham. Omkring ham hviler hans Slægtninge og den Mand, som i det 14. Aarhundrede blev Danmarks Genrejser, Valdemar Atterdag, fandt sin Grav i den samme Kirke. Den anselige Ligsten med Absalons Billede over Graven er fra en senere Tid, lagt af Abbed Henrik Tornekrans i Sorø 1536. Absalons Grav er to Gange bleven aabnet, første Gang i 1558, anden Gang i 1827, da man fandt en Blykiste med Skelettet af en Mand af usædvanlig Legemshøjde. I Haanden holdt han en Sølvkalk, og i Kisten fandtes blandt flere Ting, en Guldring med en Safir og en Blytavle med latinsk Indskrift,' hvoraf en stor Del var ødelagt, men ved at

sammenholde Stykkerne af Blypladen, fik man følgende mangelfulde Indskrift: „HER HVILER ÆRKEBISKOP ABSALON, ASSERS SØN, EN GOD OG FROM MAND, DER GRUNDLAGDE DETTE KLOSTER OG BERI­ GEDE DET MED MEGET GODS...........“ Den nederste Del af Blypladen var næsten ganske fortæret, men syntes at have indeholdt en Angivelse af Absalons Embedsaar som Biskop og Ærkebiskop samt hans Dødsdag, Sanct Benedictus Dag, 21 Marts 1201. Absalon ejede ved sin Død kun det, han havde arvet eller var i Besiddelse af som Prælat og Stormand i Riget. Der er bevaret en Optegnelse af Absalons sidste Villie, som viser, at han lige til det sidste havde bevaret hele sin Aands Klarhed og retsindige Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv gav han til Sorø Kloster, undtagen Fjenneslev. Om hans Pietet for Barndomshjemmet vidner det lille Træk, at han testamen­ terede sin Broder Esbern, Fædrenegaarden i Fjenneslev samt den lille Skaal, hvoraf hans Fader plejede at drikke. Kjøbenhavn med det tilliggende Jordegods havde han jo alt forhen skænket til Roeskilde Bispestol. Hvad han ellers ejede, fordelte han til Venner og Frænder og til alle dem, som havde staaet ham nær i de forskelligste Stillinger. Den præstelige tydske Forfatter Arnold af Li'ibeck sagde ved Omtalen af Absalons Død-: „Hele Danmark sørgede over hans Død og befalede hans Aand i Jesu Christi, Fredsfyrstens, Hænder, ligesom han selv i levende Live havde ført mange, som laa i Ufred, til Fred og Enighed. “ Blandt de Egenskaber, som prydede Absalon, træder især hans personlige Mod stærkt frem, dernæst hans Sand­ druhed og Djærvhed, og disse Egenskaber lagde han ikke blot for Dagen i sin Optræden over for Rigets Fjender, Tydsklands Kejsere, men lige saa meget i Omgang med sin kongelige Ven, Valdemar, hvem han aabent sagde Sand­ heden, naar han efter Absalons Mening trængte til at høre den. Ogsaa hans Gavmildhed mod Kirker og Klostre, betragtef i Lyset af den Tid, hvori han levede, har været

en Prydelse for ham som en Kirkens Tjener. Lige myndig som den store Statsmand, Folkefører og nidkære Strids­ mand, og som Gejstlig og Lærd, var Absalon lige glim­ rende paa Marken og paa Havet som paa Thinge og foran Alteret, og han forenede hele Datidens Kultur i sig. Men som Grundtrækket i hans Charakter maa først og fremmest nævnes hans varme, inderlige Kærlighed til Fædrelandet, hans Iver for dets Kraft, dets Hæder og Ære. Absalon staar ved hele sin Færd som en af de ranke­ ste og mandigste Skikkelser i Danmarkshistorien, frem­ ragende ikke alene ved sin Begavelse, men ogsaa ved sin faste Villie. Absalons Samfundsopfattelse var Aristokratens, og Dommen over hans Livsgerning har derfor varieret noget gennem Tiderne. Absalons Ideal var, at alle de bedste Mænd i Riget slog Kreds om Kongemagten, og støttede den i dens Bestræbelser, for at værne Fædre­ landet mod ydre Fjender og sikre Fred og Orden i Riget, og han fik til Gengæld Hjælp fra Kongemagten til Fremme af Kirkens store Kulturopgaver. Hvad Absalon havde vir­ ket som tvende Kongers Støtte og Raadgiver til Fædre­ landets Frelse og Storhed døde ikke med ham, men den næste Menneskealder vidnede utrættelig om den Aand, som han havde vakt i Danmark. Absalon er vel nok vort Lands Histories mest lysende Skikkelse, thi ingen anden har som han i saadan Grad præget sin Samtid. Han hævede Landet fra dyb For­ nedrelse til enestaaende Magt, Storhed og Lykke. Han skabte det inderligste Samvirke mellem Kongedømmet og Kirken, og hele den Samfundsharmoni, som kendetegnede Valdemarstiden, og Absalon havde Hovedæren for Sam­ tidens rige, aandelige Kultur. Som Valdemarstiden staar som en Guldalder i dansk Historie, har Eftertiden symboli­ seret dens Giands og dens Idealer i Absalons Skikkelse. Den lille Boplads, der i Ly af Absalons Befæstning, udviklede sig til en By, og i Løbet af 800 Aar til en Storstad af Rang, glemte aldrig sin Velgører og Beskyt­ ter, og i Tidernes Løb er der rejst adskillige Mindes- , mærker for Absalon, saaledes: Mindestøtten af Wiedewelt

paa jægerspris, og en kolossal Gibsstatue i Raad- og Domhuset, modelleret til Kunst- og Industriudstillingen i 1872, og Reliefbilledet af Ærkebiskop Absalon paa den mest iøjnefaldende Plads højt over Raadhusets Hoved­ indgang, og endelig Rytterstatuen paa Højbro Plads, hvor Absalon rider rank og sejrssikker paa en springende Hest med Front mod Slotsholmen, hvor „Borgen i Havn“ for­ dum knejsede. Denne prægtige Rytterstatue, som blev afsløret d. 31 Januar 1902, rejstes netop paa det Sted, hvor den hører hjemme, og den fortæller om Absalons energiske Kamp, for at værne Byen og Landet mod Venderne, ligesom den giver den Absalonskikkelse, der har fæstnet sine Træk paa Historiens Blade. Statuen er modelleret af Billedhuggeren, Professor Vilh. Bissen, H. V. Bissens Søn, og naar Resul­ tatet blev saa vellykket, tjener det Kunstneren til den største Ære. Det høje Fodstykke af Granit og Mursten skyldes Architekt, Professor Martin Nyrop, Raadhusets berømte Bygmester. Dette Mindesmærke blev skænket Kjøbenhavns Kommune af Conferensraad Axel Heide, og Kjobenhavu har kun Grund til at mindes Conferensraad Heide med Taknemlighed for den storstilede Gave, saa skon og værdig den fremtræder, en virkelig Forskønnelse af Byen paa en af dens mest maleriske Pladser. Denne Broncerytterstatue, som viser Absalon ridende af Sted paa en prægtig Hest, der danser under ham med høje Spring, er virkelig monumental, høj og imponerende. Her er Absalon opfattet som den raske Kriger, der paa sin vælige Hest er kommen sprængende fra Bispestaden Roeskilde. Han har faaet Underretning om, at en Vender- flaade nærmer sig, og strax er han trukket i Brynjen og er redet til „Hafn“ med sine Svende. Og nu standser lian brat sin Hest, og ser ud over Vandet, om Venderne er nær. Lige foran ham ligger, hans egen nybyggede Borg paa den lille Holm, det samme Sted, hvor de danske Konger siden har haft deres Residens.

Man faar af Statuen det rette Indtryk af Absalons Mod, thi som man ser, farer han dristig frem med en — temmelig lille — Stridsøxe i sin Haand. En ridekyndig Kritiker vilde maaske ikke være helt tilfreds med den Maade, hvorpaa Rytteren stikker Benene fremefter, medens Hesten galopperer, thi for Ligevægtens Skyld vilde det vel nok være hensigtsmæssigt at lægge Schenklerne til­ bage. Rytteren er vel ogsaa for ubetydelig i Forhold til Hesten, ikke alene hvad angaar Størrelsen, men ogsaa i kunstnerisk Kraft. Det synes næsten at følge af sig selv, at man førstomtaler Hesten og mest dvæler ved den, man faar ikke ret fat paa Rytteren, lian træder i Skygge for Hesten og gemmes af den. Absalons Hoved og Aasyn er dannet efter Forbilledet paa hans Gravsten i Soro Kirke. Statuen er først og fremmest usædvanlig derved, at det er en springende Hest i liæftig Bevægelse, den plastiske Ro og Hvileer dermed selvfølgelig ikke til Stede, og uvilkaarlig føler man sig ved en mere indgaaende Betragt­ ning noget trættet og længes efter, at Hesten skal falde ned paa Forbenene igen. Monumentets Fodstykke er saa prægtigt og smukt i Form og Farver i den harmoniske Forening af de forskel­ lige Materialier, at der er al Grund til at glæde sig der­ over. Ikke alene var det en original Idé at anvende Mur­ sten til Byggeæmne der, hvor man altid var vant til at se huggen Sten eller Marmor, men hvad bedre var, den blev gennemført godt og stilfuldt. Forholdene i hele Opbyg­ ningen er vel afvejet, og Fodstykket passer i Størrelse til, hvad det skal bære. Monumentet i sin Helhed virker kraftigt og med en charakterfuld Silhuet navnlig paa ltogen Afstand, saa at man ikke kommer til at kigge Hesten lige op under AAavcn, og heldigvis er man forskaanet for at se en Jernstang som Stiver. Høit knejser Gruppen i Forhold til de omgivende Bygninger, som den ligesom stormer hen over. Og vel afpasset til Torvets Størrelse er Helheden hverken for stor eller for lille.

Gesimsen paa Statuens hoje Fodstykke bærer føl­ gende Indskrifter: Mod Syd: 1128 ABSALON 1201 Mod Øst: HAN VAR MODIG SNILD OG FREMSYNET Mod Nord: EN YNDER AF LÆRDOM Mod Vest: MED REN VILJE DANMARKS TROFASTE SØN Heldigvis har Statuen faaet Lov til at staa frit til alle Sider, uden Indhegning af et mere eller mindre ked­ sommeligt Jerngitter, saa at Folkesværmen kan nærme sig den helt og tæt, thi først derved bliver et Kunstværk Folkets Ejendom, først derved lærci det at respectere det, og selv værne det mod Overlast. Højbro Plads er Byens farvestraalendc Torv, her er det Blomsterne, der skaber Liv. Paa Baggrund af Absalon- statuen og de gamle Huse virker de dobbelt smukt og broget, skønnest naturligvis, naar Solen forgylder den mangeartede Flora, men ogsaa paa Dage, hvor den grøde­ givende Foraarsregn siver over By og Land, har Torvet sin bedaarende Charme. Derfor indtager det ogsaa en fremtrædende Plads i alle Beskrivelser af Hovedstaden og fremkalder Begejstring hos alle Udlændinge, der faar Lejlighed til at se denne Farvernes Plads. Og naar Pinse­ solen med Varme og Blomsterfarver og meget mere har fortalt os, at det er Sommer for-Alvor, underkastes Statuen en Renselses Proces. I Løbet af Aaret bliver Bisp Absalon og hans Hest jo haardt medtaget af Duer og Maager, foruden naturligvis af Tidens Tand i almindelig Skikkelse, men medens de Fluller, som Tidens Tand gnaver, ikke lader sig plombere med en Rensekost, kan det, som Fuglene har efterladt sig, fjærnes, og det sker hver Sommer. Dette samler gærne en stor Skare interesserede Tilskuere, og

de store Vogne med undrende Turister holder stille ved Sokkelens Fod, medens Turistførerne forklarer: This is Mr. Absalon, you knovv . . . . Denne Rytterstatue af Absalon som Kriger skal til sene Tider minde Slægt efter Slægt om, at det var ham, der værgede og værnede om Byen, da den var lille og forsvarsløs, saa den kunde faa Lov til at voxe sig stor og blive Danmarks Riges Hovedstad.

\

■