HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Olaf Olsen

258

ingen plads til gisninger om ophavsmandens eller -mæn- denes identitet. Derimod er det nok muligt med nogenlunde sikkerhed at fastslå, hvorfra ideen hentedes. Allerede i 1552 var der i Bridewell Palace i London på byrådets initiativ oprettet et tugthus for “the sturdy vagabond or idle per­ son”, i praksis dog nok så meget for uforsørgede og vanartede børn.1 Eksperimentet lykkedes, og i andre en­ gelske byer anlagdes tilsvarende “Houses of Correction”. 1576 krævedes det ved lov, at hvert county skulle have sit Bridewell, og i de følgende år skød tugthuse op over hele England. Mange af anstalterne levede dog kun få år, og 1610 måtte loven af 1576 gentages, fordi tugthusene var “put down in most part of England, the more pity”. De engelske tugthuse blev administreret lokalt og arbej­ dede for private, som oftest købmænd, der indleverede råvarerne, hovedsageligt uld, til forarbejdning. De skulle økonomisk hvile i sig selv, og forholdene var derfor yderst spartanske. Kosten var den enklest mulige — ofte blot vand og brød — og sattes efter arbejdsydelse. Til gengæld uddeltes der rigeligt af pisken. Intet under, at løsgængerne nærede en panisk skræk for tugthusene og efter sigende langt hellere ville indsættes i ordinære fængsler for kriminelle forbrydere. Stærkt formildende var det dog, at indespærringen kun sjældent var af læn­ gere varighed end nogle uger.2 Først i slutningen af det 16. århundrede nåede tugt­ husene til kontinentet, vistnok hjulpet over kanalen af hjemvendende nederlandske håndværkere, der som flygt­ ninge i England havde set den nye institution i funktion. I 1595 oprettede bystyret i Amsterdam et „tuchthuis“ for mænd, også kaldet „rasphuis", fordi en af fangernes hovedbeskæftigelser var raspning af en særlig træsort til farveribrug. To år senere anlagdes et tilsvarende „spinhuis" for piger og kvinder.3 Anstalterne blev ud