GAHagemannsKollegium_1908-1915

TANTE THEODORA

21

syntes jeg ikke rigtig om tantes plan med Vilhelm, jeg forsøgte engang at göre nogle svage indvendinger, men tante lod sig på ingen måde rokke i sin tro på, at hun greb rigtigt. Jeg blev da nogle gange bedt sammen med frk. Hedemark, og det lykkedes mig at få genoprettet lidt af det tabte, af ogtil mødte jeg igen det samme åbne blik, som jeg havde bemærket den förste aften. Tante forklarede mig, at nu måtte jeg handle; det gik ifølge tantes teorier ikke an, at sådanne sager stod for længe på, Vilhelm måtte have nogle »lejlig­ heder« — med andre ord, jeg skulde arrangere en lille skovtur. Der var ingen vej udenom. Jeg samlede en lille kres af bekendte, og vi tog i skoven; det var ordnet sådan, at Vilhelm og frk. Hedemark faldt lidt udenfor kresen, og naturnødvendigt fandt de da hinanden. Jeg bemærkede med modvilje, at hun öjensynlig syntes godt om ham, Vilhelm var også i godt humør, og en flot fyr det er han, — de så godt ud sammen. Men der var noget ved sagen, som generede mig, jeg kunde ikke blive klar over hvad det var, gentagne gange greb jeg mig i forsøg på at skille dem ad og drage hende ind i kresens midte. »Det går godt,« sagde tante, da jeg næste gang talte med hende. »Skovturen har hjulpet, nu kommer det nok snart.« Min uforklarlige uvilje mod forbindelsen voxede hvergangjeg tænkte på det; nu besluttede jeg, at jeg i det mindste ikke mere vilde hjælpe tante; der erdog grænser for, hvad hun kan få mig til. Men netop som denne beslutning havde fæstnet sig i min bevidsthed, fik jeg besøg af Vilhelm. »Det er rent galt,« sagde han. Jeg havde för set Vilhelm i knibe og altid set ham klare den i sidste öjeblik, jeg tænkte han havde begået en af sine sædvanlige letsindigheder og belavede mig på en ubehagelig historie. »Hvad har du nu lavet?« »Den går sgu ikke længer?« »Hvad er der i vejen?« »Det er hende den lille Gudrun Hedemark — det er dog et Salans pigebarn«. »Men dog!« »Ja er hun da ikke dejlig? — Hør du må hjælpe mig?« »Nej ikke om jeg vil!« »Vil? — det er der slet ikke tale om, — du skal!« »Kære, hvad vil du da ha’ jeg skal göre?« »Det er nødvendigt at jeg kommer til at tale med hende, det er alvorligt.« »Nå, ja, så tal med hende.« »Jamen hun er fornærmet på mig.« »Det betyder vist ikke meget.« »Nej, det tror jeg heller ikke, — men nu er hun jo engang fornærmet, og det er så svært at blive god igen.« »Hvad kan jeg göre ved det?« »Hun har så megen tillid til dig.« »Frk. Hedemark? — nej du tar vist fejl.«

»Hun har selv sagt mig det.« »Aa, jeg tror du er fjantet.«