GAHagemannsKollegium_1908-1915

2 2

TANTE THEODORA

»Men jeg skulde gærne tale raed hende, — jeg m å tale med hende, men hun vil ikke. Nu har jeg besluttet, at du skal hjælpe mig. Vi vil mødes her hos dig, du skal sige til hende, som det er, at jeg vil tale med hende, og at du mde- står for, at jeg ikke her vil opføre mig anderledes end jeg kan være bekendt over for dig. For du forstår nok, jeg kan jo sommetider være sådan - nå j a . »Du er jo fuldstændig desperat.« »Ja — Gu er jeg så, men hvad skal jeg gore?« — Det er muligt at jeg af naturen er for fojelig, jeg kunde ialfald ikke sta for Vilhelms overtalelser, jeg lovede ham at gå hans ærende og glædede mig til i det mindste at få en ende på historien. Men jeg fortrød snart mit løfte, for aldrig så snart var Vilhelm ude af doren, for det gik op for mig, at det var en meget mere end vanskelig mission, jeg havde påtaget mig. Hvordan i alverden skulde jeg dog sige det til hende ? Det var let nok at komme til at tale med hende, det lod jeg tante Theodora sorge for; i hendes hyggelige lejlighed mødtes vi »tilfældigt« næste dag, og tante Theodora blev ganske »uventet« nødt til at gå, men vi måtte endelig blive siddende, pigen fik påbud om at sorge godt for os. Og der sad vi så og sludrede hyggeligt sammen. Gudrun Hedemark var meget morsom at tale med, hun havde sin bestemte mening om mange ting, og dette frejdige blik lige i mine ojne og denne lille energiske hånd og hele hendes bedårende fremtoning - det var ikke sådan at løsrive sig fra. — Men mit ærende! — der er visse ting som det er inege! vanskeligt at sige til en ung pige, som man kun har kendt i kort tid, og med hvem man har haft meget vanskeligt ved at komme ud over en ret formel I©:»©» — og; så sad Jeg ovenikøbet her og måtte indrømme for mig selv, at jeg jo egentlig selv var lidt - ganske lidt - betaget af hende. Der gik en time, og d er gik halvanden, uden at jeg fik sagt noget; så rejste hun sig og skulde gå; - forst åa lykkedes det mig at få sagt: »Jeg har for resten en hilsen til Dem - fra Vilhelm. — og en anmodning.« — — Karsi© atten var jeg husvild, jeg kunde ikke overvinde mig til at tage noget bestemt sted hen, jeg; drev rundit i byen, var lidt inde i Tivoli, kunde ikke finde ro i kooeiertsalen, hang lidt på en restauration, spaserede ud på Langelinie, jeg kunde ikke frigøre mig fra en forestilling om, at i aften blev min skæbne af­ gjort, — det rene nonsens naturligvis. Og med en underlig fornemmelse. kom jeg hjeml; der var intet usædvanligt at se i min stue, måske hang der i luften en anelse af en kendt parfume, men bevidstheden om, at her havde de to mennesker siddet og, talt om noget så — absurd — til en side, — noget, som ikke måtte ske; — og naturligvis var det sket alligevel, — det var jeg for resten ikke i tvivl mm» Vilhelm tog mig på sengen næste morgen. »Jeg skylder dig en forklaring, — jeg rejser — så snart det er muligt, — her er lidt gæld som skal ordnes, — men en af dagene — Tyskland tænker jeg ; j a du forstår jo grunden — altså« —. Min sindsstemning vexlede mellem medlidenhed med ham og flovhed over mig selv, man er så ynkelig, når man ligger i sengen, og så er jeg altid sa hjælpeløs, når jeg ikke kan snakke mig uden om kendsgærningerne. Vilhelm stod