GAHagemannsKollegium_1908-1915

23

TANTE THEODORA

og kiggede ud ad vinduet. »Farvel,« sagde han pludselig og gik; — jeg havde ikke fået sagt et ord.

Fortælle tante Theodora hvordan sagen var endt, kunde jeg jo ikke, — men jeg syntes dog heller ikke, at hun skulde være uvidende om, hvad ulykke hun havde været med til at anstifte. Jeg gik op til hende for at lade hende ane et og andet. Hun vidste allerede det hele — naturligvis; tante havde jo lidt formue, og Vilhelm havde om formiddagen været hos hende i anledning af sine penge- affærer. Tante havde altså haft lejlighed til at göre lidt bod for sine synder, men hun var meget ked af det, vilde knap tro det, hun havde bedt Vilhelm om at blive, forstod ikke hvad Gudrun dog kunde mene, var noget tilböjelig til at rette bebrejdelser mod hende, så at jeg flere gange måtte tage hende i forsvar. Hvorfor Gudrun Hedemark egentlig havde sagt nej, det begreb jeg for resten ikke. Og så gik der nogen tid. Fra Vilhelm indløb der snart beroligende medde­ lelser, og tante Theodora begyndte efter en månedstids forløb så småt igen at sysle med sine arrangementer. Jeg forargedes over dette og foreholdt hende en dag meget alvorligt det urigtige i hendes lidenskab, men det gjorde ikke meget indtryk på hende. Resultatet blev kun, at jeg efter den tid blev holdt udenfor hendes fortrolighed. Den förste tid undgik jeg frøken Hedemark, senere sås vi atter og hyppigere og hyppigere, jeg befandt mig så fortræffeligt i hendes selskab, tonen mellem os blev ganske utvungen, men om Vilhelm talte vi aldrig. Tante Theodora opdagede snart, hvorledes forholdet imellem os udviklede sig, og en dag lagde jeg mærke til, at tilfældet i den sidste tid så utrolig ofte førte frk. Hedemark og mig sammen på steder, hvor tantes indflydelse kunde göre sig gældende. Nu var jeg ganske vist meget glad for at træffe frk. Hede­ mark, men at tante sådan skulde sidde og dirigere os sammen, at jeg i det hele taget skulde være objekt for tantes lidenskab, det kunde jeg nu somtidligere ikke finde mig i. I en mere irriteret sindsstemning end jeg plejer atbefinde mig i, gik jeg op til tante for at sige hende min mening ligeud, sådan som jeg altid har kunnet overfor denne i så mange henseender fortræffelige dame. Hun hørte smilende på min temmelig lange monolog og sagde -så endelig; »Jamen sig mig engang; for der er en ting jeg ikke rigtig forstår. Sætter du ikke pris på Gudrun?« »Jo vist gör jeg det.« »Jamen hvad kan du så have imod at jeg hjælper dig lidt?« »Jamen jeg er da ingen sprællemand, som pænt må spjætte ud, når man trækker i en snor; — ja måske jeg er det, jeg vil så i det mindste frabede mig at man trækker i mine snore.« Tante l o : »Ja det er underligt med Jer, Gudrun var her igår og sagde akkurat det samme.« »Gudrun?« < »Jeg kan nok hjælpe mig selv.« »Ja sådan siger de små börn.«