GAHagemannsKollegium_1908-1915

DELOS

24

I Oldtiden, mod Slutningen af sin Glansperiode, var Delos beboet af 50, 60 000 Indbyggere og benævnes endog af samtidige Forlattere med del for- dringsfulde Navn »Verdens Navle«. Næsten alle Oldtidens kendte Forfattere har iøvrigt knyttet deres Navn til Delos, enten gennem Forfattelsen af Hymner af religiøs Art og Processionssange eller Dramaer og Skuespil, ligefra Homer til Euripides, og indtil den alexandrinske Tids Historie­ skrivere. Øens ældste Kolonisation, der har efterladt synlige Spor, skriver sig fra c. Aar 2000 f. Ivr., da Pelasger og Karier (fra Lilleasien) tog den i Be­ siddelse. De efterfulgtes af Phoenikierne. Senere gjorde Indflydelse Ira det Minoeske Herskerdømme paa Kreta og mykenæisk Kultur sig gældende, hvorom interessante Vasefund vidner. Fra Aar 1000 til Aar 500 1. Ivi. be- gvndte imidlertid Delos’ Glansperiode. Paa denne Tid siod nemlig Delos som Centret for det mægtige »ioniske Forbund«, hvis Indflydelse beherskede det ægæiske Hav og dets Kyster paa det græske og lilleasiatiske Fastland. I denne Egenskab blev Delos efter Perserkrigenes sejrrige Afslutning udset til Opbevaringssted for Forbundsskatten (der dog imidlertid 50 Aai senere, efter at Athen havde overtaget Herredømmet over det lielleniske Rige, flyttedes til denne By). Aarsagen til den store Berømmelse, Delos nød i disse Tider, skriver sig fra de religiøse Forestillinger, Grækerne knyttede til denne 0 . Ifølge den græske Gudelære, der efterhaanden havde udviklet sig paa Grundlag at den gamle episke Digtning, var det paa denne 0 , at Leto, som Zeus havde fattet Kærlighed til, fandt Fred for Heras Skinsyge og fødte Søskendeparret Apollon og Artemis, de to Guddomme, der senere blev det antikke Hellas mest fremtrædende. Begge Personifikationer af Solens og Maanens varmende (helbredende) og lysende Magt, tilbedtes de i al Almindelighed som »det Ondes Afværgere«, »Menneskenes Forkæmpere«. Langsomt udformede Apollons Kultus ham til Poesiens og Strengespillets Gud. — Til disse Guders Ære opførtes paa Delos Tempel efter Tempel, det ene større og prægtigere end det andet, hvortil knyttede sig Bygninger til Opbevarelse af de forskellige Øers og Folkeslags Tempelskatte, Boliger for Præsteskabet o. s. v., o. s. v. Dyrkelsen af Apollon og Artemis, ved Siden af hvilke de øvrige kendte græske Guder ogsaa havde lioldt deres Indtog paa Øen, Zeus, Leto, Posei- don, Dionysos, Aphrodite; o. s. v., var hovedsagelig henlagt til bestemte aarligt tilbagevendende Festdage, der kaldte de forskellige spredte Smaa- stammer af det græske Folk sammen, og derved bidrog til at skabe den ind­ byrdes Aandsfællesfølelse, som var den egentlige Sjæl i det græske Hegemoni. Festerne, der var ledsagede af Musik og Sang, (bestemte Sange, der blev af- sungne under Sejladsen til den hellige 0 , bestemte Processionssange o. s. v.) bestod i Ofringer til Gudernes Ære af Dyr, som Okser, Svin og Duer, Brød, Vin eller Røgelse, hvortil knyttede sig Frembæring af Offergaver: Billedstøtter af Guderne, Dragter og Smykker til dem, skønt formede Vaser og Skaale til Brug eller Udsmykning, eller endog ligefrem Penge, hvilket alt opbevaredes af Præsterne eller udstilledes i Templerne og de dertil hørende Søjlehaller. Endvidere i Danse, hvoraf den mest berømte var den, — »Gjérani« kaldet: