GAHagemannsKollegium_1908-1915

14

ISLAND

langt ud paa Natten. Kan De, som har stadig Forbindelse med Udlandet, tænke Dem den Festfølelse, der griber Reykjavik, naar Postskibet kommer efter liere Ugers Forløb, om Vinteren kan der gaa en Maaned til seks Uger imellem. De to konkurrerende Dampskibslinjer har nemligt indrettet det saa viseligt, at de i Reglen sender tiere Skibe omtrent paa engang, mens vi saa i længere Tid maa undvære al Forbindelse med Udlandet, hvis ikke vi kan se vort Snit til at sende Breve med en eller anden Trawler. Nu gaar vi en Tur i Byen, men jeg kan se paa Alumnens kritiske Mine, at Islands Hovedstad ikke imponerer ham. Hvad er dette for en Arkitektur? Ja jeg maa bekende, at jeg ved det ikke. De sm aa Huse, der er beklædt med Bølgeblik, ser morsom st ud i Regnvejr, da er der en vis Lighed mellem dem og Beboerne, der tappert trodser Vejret, iført skinnende vaade Gummifrakker og Syd­ veste. Paa en saadan Dag er de røde Tage og de friske unge Ansigter det eneste, der liver op i alt det trøstesløse graa. Men nu skinner Solen (kære Læser, De kan vel mærke, at De er kommet længere mod Nord), lad os da gaa til vor eneste aabne Plads, Austurvøllur. Den ligger midt i Byen, omgivet af Kirken, Altingsbygningen, Apoteket og Hotel Reykjavik! Det er en lille Græsplæne, ikke et eneste T ræ eller Blom sterrabat pryder den, men eftersom den ikke bliver særlig godt holdt, er den helt gul af de smaa Blomster, som vi paa islandsk kalder »soleyjar« (Soløjne), men som de praktiske Danskere kalder for Smørblomster. Midt paa Plænen staar der en Statue af Thorvaldsen, en Gave fra Danmark ved Islands Tusindaarsfest 1874 til Minde om Thorvaldsens islandske Afstamning. Her er Reykjaviks Strøg. Hver Aften, naar Vejret er godt og om Søndagen, naar Hornorkestret spiller, sam les man her og møder de samme Mennesker saa mange Gange, at man tilsidst bliver flov og nøjes med at sende dem et lille Sideblik i Stedet for at hilse. Her vækker Deres høje Sportsmandsskikkelse en altfor smigrende Opmærksomhed, saa jeg bortfører Dem resolut. Vi gaar ned til den lille Indsø. I gamle Dage strakte den sig helt hen til Kirken, men senere er en Del af den blevet udtørret til Byggegrunde, og den dejlige stejle Skrænt, som saa saa utilgængelig ud bag Pigtraadshegnet, er blevet gravet ud for at give Plads til Byens fineste Gade. Men den lille Sø ligger lunt imellem Husene og genspejler ligesaa villigt dem som de blaa Sydbjærge og de aabne Marker mod Sydøst. Der har været Tale om at anlægge en lille Park paa disse Marker — hvis det ikke er et altfor fint Navn for saadan en lille Have. Bare det maa blive til Alvor inden ret længe, hvor vil Reykvikingerne holde af de T ræer og stadig gaa ud for at se til dem, om de dog ikke vil vokse.— Forresten har vi en Planteskole, der trives rigtig godt. — Efterhaanden viser jeg Dem hele Byen: vor Stolthed, det nye Bibliotek, det staar nede ved Havnen paa Arnarhol, der bærer sit Navn efter vor første Land- namsmand, Ingolfur Arnarson, der mærkeligt nok bosatte sig i Reykjavik. — »Batteriet«, som den sørgelig berømte Kong Jørgensen lod bygge, — SkolavarSan, det lille Ud- sigtstaarn og Steinkudys i dens umiddelbare Nærhed. Under denne Grushøj hviler en Kvinde, som i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede blev halshugget for Delagtighed i Mord paa sin Mand og sin E lskers Hustru. Ifølge Traditionen skal alle forbigaaende kaste tre Sten paa hendes Grav.