GAHagemannsKollegium_1908-1915

15

ISLAND

Nu staar vi ved Byens Udkant midt i »HoltiS«. Dette Ords forandrede Be­ tydning fortæller en sørgelig Historie. I Sagatiden betød det Skov, nu betyder det en stenet Strækning, saa øde og gold, at man næsten ikke kan tro, at den nogensinde kan blive til dyrket Land. Beykjaviks Omegn er meget ufrugtbar, en Udlænding kunde vist ikke se noget smukt i den; men det er ingen Overdrivelse, naar jeg siger, at vi Islændere bliver bløde om Hjærtet, naar vi ser paa denne stenede Jo rd ; det er for os, som var den et Saar, vi maatte forsøge at læge. Og vi ser næsten med Ømhed paa de smaa Blomster, som vover sig frem for at pryde den, de er saa fine og skære, som de staar der mellem Grus og Stene, at vi ikke nænner at berøve Holtct dem for at bringe dem hjem i vor Stue. Deies Duft er ikke stærk og berusende, men svag som den er, minder den os om vor Barndom, da vi uden Samvittighedsnag samlede Timian i Holtet til den dejlige Kop The, som selvfølgelig var saa langt at foretrække for den, vi ellers s k u l d e drikke. Med Stolthed viser jeg Dem en stor grøn Plet midt i den graa O s k j u h l i d (Askeli) lige overfor os. Det skal blive til en Skibane; Byens Ungdomsforeninger, unge Mænd og unge Piger har med egne Hænder ryddet og dyrket denne Plet i deres Fritid. Store Strækninger bliver efterhaanden opdyrkede i Beykjaviks Omegn og over hele Landet. Længere mod Vest ligger Beneventum. Navnet, der var hugget i de høje gamle Klipper, fortæller, at her var der Ly for alle Vinde. Her gik vi hen, naar vi skulde paa »Skov .tu r; det lille Ildsted findes der forhaabentlig endnu. For- haabentlig - for Beneventum er dødsdømt. Nu bliver Klipperne sprængt for at skaffe Materiale til Havnen. Udviklingen har ingen sentimentale Skrupler. Hvor har Reykjavik dog forandret sig alene i min Tid. Bækken, som maatte erstatte os Kanaler, er blevet fyldt op. Borte er den store Klippe paa >Tun«et foran vort Hus, hvor det var saa ganske sikkert, at der boede »Huldufolk« (Alfer), en Venindes Mor havde jo selv set en blaaklædt Kvinde forsvinde der! Borte er de gamle tjærede, franske Huse, hvor de godmodige Sømænd plejede at kaste de dejligste Messingkors og Rosenkranse ud til Børnene. Borte er de alvidende Vandbærersker, der altid sam ledes til interessante Diskussioner ved Vandpostene. Dengang havde vi hverken Vandværk, Gas, Kloaker, Telefon eller Telegraf. Det er altsammen kommet i Løbet af nogle faa Aar. Ja, nu har vi endog faaet Automobiler, og længe kan det vel ikke vare, inden der anlægges en Jærnbane paa Island. En ejendommelig Blanding af gammelt og nyt giver Reykjavik ;sit Særpræg. Meget af den Hygge og den glade Naivitet, der tilhørte de gode gamle Dage, findes her endnu; men samtidig er man saa levende interesseret i alt, hvad der foregaar »derude« i Verden, saa glad over at faa Lov til at opleve al denne Udvikling. Jeg synes, at Reykjavik er som en ung Kvinde, der var fattig, da hun giftede sig, og ikke fik noget Udstyr, men som derfor glæder sig saa meget mere over hvert Stykke, som hun efterhaanden faar Raad til at anskaffe sig; men København er den rige Borgerdatter, der fik hele sit Udstyr som Gave fra sine Foiældre. Men nu kan De selvfølgelig ikke lade være med at drille mig, kære Alumne. Jeg er kommet bort fra Sagen -- paa Kvindevis, siger De foragteligt. De kan egentlig ikke se ret mange Spor af den i s l a n d s k e Kultur, som jeg har prøvet paa