GAHagemannsKollegium_1908-1915

16

ISLAND

at bilde Dem ind eksisterede. De taler om København, om dens smukke, gamle Bygninger og Pladser, om Deres Kunstsamlinger, Teatre og Musikliv, om gamle fornemme Hjem, om alt dette, der fortæller om gammel, nedarvet Kultur. De synes simpelthen, at Reykjavik er et Hul, hvor man maa dø af Kedsommelighed. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare og føler, at jeg er fuldstændig mislykket som Cicerone. Saa gaar vi op paa Landakotsbakken. Nu maa Reykjavik tale for sig selv. Her ligger Bjæn for vor Fod. Det er ved Solnedgang. Husene spejler sig i den lille Indsø, alle Ruder gløder som Ild. Nu er OskjuhliSin ikke længere graa, alt er hyllet i vidunderlige Farver. Denne vide Bjærgkæde, der kun brydes mod Vest af det aabne Hav, skifter i alle Afskygninger af blaat og violet. Svage grønne Striber strækker sig op imod E sjaen s Klippebælter, — mod Nordvest slutter Snæ- fellsjøkull Rækken, 15 Mil borte. Kuplens skære rosa tegner sig mod den røde Aftenhimmel med en uvirkelig, gennemsigtig Klarhed. Himlen er rød, gylden, dyb- blaa — uendelig fjærn og uendelig nær. Havnen slutter hele Billedet i sin Favn. Mine Ord er saa fattige, men ingen Oversættelse kan være sværere end at over­ sætte sine Tanker til Ord. Vi gaar længere, nu kommer vi til Byens vestligste Del, et lille Fiskerleje hvor der findes Grusplæner til Fisketørring foran hvert eneste Hus — og hvor gamle Koner gaar omkring med deres Strikketøj, mens deres Børnebørn holder dem i Kjolen. En Landsby mod selve Reykjavik. Saa finder vi en Sti, der fører over Tunene, der altid lyser af Soløjne, ned mod Havet. Her sætter vi os paa Klipperne. Mod Øst ser vi nogle Skibsmaster, det er det eneste, der hører Byen til — ellers ser vi kun Himmel og Hav og de fjærne Bjærge. Tæt ved Land svømmer en Edderfugl, fulgt af sine Unger. — Nogle Fugle flyver forbi. — Havets Aandedrag lyder ganske svagt, som om det hvilede ud, ellers er alt stille. Naturen erstatter os den Kunst, vi maa undvære. E r ikke Kunst store Men­ neskers synlige og hørlige Tanker og Stemninger? Men Naturen er Guds levende Tanke. — Alt Menneskeværk er ingenting mod dens Storhed. En underlig Følelse griber os ved Synet af den, det er, som om vort Jeg ophørte at eksistere, og blev en Del af det Hele, som om vi følte, at den samme Aand lever i alting, i Naturen og alle levende Væsener. Jeg ved, at Naturen er skøn overalt, naar man forstaar den, men i sit eget Land forstaar man den vel altid bedst. Her i Dan­ mark er der saa lidt Plads, Menneskene har gjort sig Naturen underdanig. Paa Island hersker Naturen. Den har været mere for os, end Ord kan sige. Den har aabnet vore Øjne for Livets mange Former. Den har lært os at glæde os ved de sm aa Ting og ladet os ane en Verden af Skønhed og Storhed, som har gjort os svimle. Vi ejer ingen Ruiner, der fortæller os om vore Forfædres Storhed, men de samme gamle Bjærge saa dem som os, og vi betræder vore Sagasteder med Ære­ frygt for Naturens Evighed. — — Den Kultur, vi har ejet, har ikke saa meget vist sig i det ydre, den har præget den islandske Bondes Sind. Alle kender vor gamle Litteratur og ved, hvilken Betydning den har haft for hele Norden. Men de færreste ved, at vi ogsaa ejer en betydelig ny-islandsk Litteratur. Rimeligvis udgives der paa Island flere Bøger og Blade i Forhold til Befolkningen end i noget andet Land. Dette