GAHagemannsKollegium_1908-1915

ISLAND 17 kan kun forklares ved, at det hos os ikke er en faatallig litterær Klike, som køber og læ ser Bøgerne, men hele Folket læ ser dem. For, takket være vor gamle Lite- ratur, der har været Allemandseje, taler alle det samme Sprog, det kan ikke siges, at der findes nogle Dialekter, skønt Befolkningen er saa spredt. De synes maaske, at det ikke kan være nogen m isundelsesværdig Lod at være Digter hos et Folk paa ca. 85 000 Sjæle. Der kan man hverken vente Rigdom eller stor Berømmelse. Men til Gengæld lever disse Sange hos Folket og er det saa meget kærere, som lyrisk Digtning er den eneste Kunstart, der er naaet højt paa Island. — Den islandske Almue er noget for sig. Jeg gad vidst, hvad en Dansker vilde sige, hvis han kom til Myvatnssveit og lærte Bønderne der at kende. Ganske vist er denne Egn særlig kendt for Intelligens, men de fleste Bønder der er ogsaa begavede Digtere. Her blev Johann Sigurjonsson født. En ung Bondedatter fra denne Egn er en kendt Digterinde. Mange af hendes Digte er holdt i gammel­ dags Remseform — deres uregelmæssige Rytme er af en særegen, legende Ynde. Som overalt paa Island har man her en Læseforening og et skrevet Blad, der cirkulerer. Men man nøjes ikke med den islandske Litteratur, de bedste skandi­ naviske Forfattere bliver ogsaa læst. — Ja, da Strindberg var ung og forkætret, havde han begejstrede Tilhængere i Myvatnssveit! Foruden Litteraturen ejer vi en Skat af Sagn, Eventyr og Folkeviser. I de lange Vinteraftener, naar den enlige Gaard fuldstændig bliver borte i Mørket, som under Vingerne af en Kæmpefugl, tyer Beboerne hen til Folkestuen. Kvinderne spinder, karter, strikker eller udfører andre Haandarbejder, Mændene gør Hus- geraad i Stand, fletter Reb eller skæ rer kunstfærdigt ud. Der findes da ogsaa paa Island en gammel Kunstindustri, der vidner om betydelig Kunstsans. Des­ værre maa det dog siges, at denne Husflid er i Tilbagegang paa Grund af for­ dyret Arbejdskraft. Men endnu arbejdes der meget i de lange Vinteraftener. Og mens Arbejdet gaar, forkortes Tiden paa mange Maader. — Der læses højt. Alt muligt fra Sagaerne til den nyeste Litteratur og Bladene. Ja, jeg ved Eksempler paa, at Altingstidende er blevet læst højt i Folkestuen. Ellei har en af Karlene en særlig god Stemme, kan han »kvæde en Rime«, - en Slags monoton Sang. Rimerne, lange Digtcyklus om »ædle Riddere og skønne Møer«, stammei fra en Tid, da islandsk Aandsliv var sunket betydeligt og indeholder ogsaa mange Smagløsheder, hvorfor vor store Digter Jon as Hallgrimsson bekæmpede dem. Men dog har de haft deres Betydning til at bevare Forstaaelsen af det gamle Digtersprog og til at udvikle Folkets Sans for Rytme. Nu er »Rimekvædningen« i Tilbagegang. En anden folkelig Forlystelse er en Væddekamp i at fremsige Vers. Hver siger sit, og det ene skal altid begynde med det Bogstav, som det andet endte med. Utallige Vers af kendte og navnløse Forfattere lever i Folkemunde. Mange af dem er glimrende, baade hvad Form og Indhold angaar. Tit blev de sagt frem paa staaende Fod, naar Situationen gav Anledning til det, og i Reglen ei fyndige og rammende. Endelig fortælles der Sagn og Eventyr. — De gam le hedenske Sagn om Troldene, der var saa stærke og kejtede, saa dumme, men trofaste. Eller skælbedækkede Søuhyrer, der forfølger en paa de ensomme Sande. Og nian tæller om »HuldufolkiS« (de skjulte, Alferne) — der bor i Klipper og Høje. vis