GAHagemannsKollegium_1908-1915

SKÆBNE

2 2

S K Æ B N E .

G å r d e n ligger lige ud mod fjorden. Ikke hundrede skridt fra dens mosgrå syldsten begynder de store lavvandede strækninger, blanke, himmel­ spejlende vader, der er kantede af liøje rør og plettede af groende sivbuske. Halvforfaldne står de lave længer i den evige blæst, skiftende udseende efter årstiden som levende væsener, sorte mod himlen i de regnfulde august- aftener, når andetrækket svirrer tonende henover de indsunkne mønninger, eller glitrende hvide i de klare vinterdage op mod den blårøde frostluft i synsranden. Set oppe fra amtsvejen løfter gården sig som et muldvarpeskud mod fjordens perlemorsglans, en lav og fredelig menneskebolig uden ydre tegn på det totale lykkeforlis, der et par menneskealdre tilbage har fundet sted indenfor de lave døre. I forbigående sagt er det nok værd at lægge mærke til, hvordan skæbnen går tilværks, når den vil ødelægge et menneskeliv. Det sker sjæl­ dent ved et enkelt vældigt tordenslag, en funklende udladning af kræfterne fra oven, der knuser den elendige i et dommedagslyn, og som så bliver genstand for udødelig besyngelse i de næste tusinde år. Langt hyppigere er det en række af meget mindre slag, som hver for sig vilde kunne hæres, men som netop ved deres tal og stigende vægt knuger ofret i knæ. Et sammenbrud af denne art, en dødsens smertelig proces, som for­ vandlede et rigt anlagt menneskeliv i frodigste vækst til en blindet og arm tilværelse under kolde stjerner, er det, der her skal fortælles om.