GAHagemannsKollegium_1908-1915

24

SKÆBNE

dette og de i det hele trykkende forhold hjemme voksede han op med hele barndommens lykkeverden i behold, lyssindet og venlig mod alle. Skole­ gangen blev en eneste kæde af slagsmål og godhed til alle sider, en hvirvel­ vind af gale spilopper og oprindeligt humør. Især var fjorden hans og kammeraternes legeplads. Om vinteren, når issplinterne raspede og føg under de hulslebne træskøjter. Sommeraftener, når de dryppende drenge­ kroppe skyllede sporene af det svedige dagsarbejde af sig, sorte, dansende silhuetter mod den røde vesthimmel. Eller da han som fjortenårig havde erhvervet sig sin første bøsse, et slidblankt mordvåben, der ikke var uden fare hverken for vildtet eller ejermanden, de lyksalige, bittertkolde efterårs­ aftener han tilbragte, siddende på hug ude i de raslende rørbuske, alene med høstvindens sus og de hvileløse trækfugleflokke under den våde himmel. Hans godsindethed og strålende humør vandt alle, kun ikke moderen og broderen. Hun forhærdede sig stadig mere overfor sin førstefødte, omgav sig med en utilnærmelig kulde, der vel også hos hende inderst inde havde sin rod i bristede illusioner. I overgangsårene søgte han nogle gange at vinde hende, kom en og anden gang daskende med et knippe ørred eller en vildgås, som hun skulde have. Det var knapt hun takkede ham. Så opgav han det, tænkte tilslut ikke videre derpå; det indgik som selvfølgeligt led i hans verdensbillede. Forholdet til broderen var ikke bedre. I skoletiden var nogle forsøg fra dennes side på sladder overfor skolelæreren blevet hævnet med tørre hug. Siden krøb Kristen i skjul. Hjemme var det moderen, han tyede til; hendes fortørrede sind skaffede sig udløb overfor denne søn, som hun ødslede alt på. — Men uvenskabet mellem brødrene bidrog også til at fjerne Anders fra moderen. Forældrene delte så sønnerne imellem sig. De gik der i hjemmet som to forskellige racer, lyse og mørke. Alt dette synes dog ikke at trykke Anders stort, der skulde mere til. I rent legemlig henseende trivedes han som en ung vild, blev bred over brystkassen, hårdlemmet og høj. Øjnene lå dybt inde i hovedet på ham i den værste voksetid, der var næsten altfor mange kræfter i ham en over­ gang. Gik han over gårdspladsen, måtte han absolut fare over et eller andet og svinge det et par gange rundt; han gik på tæerne med benene buede af bare spændstighed. Den sommer han fyldte atten år, gik han til session og blev taget til fodfolket. Samme efterår forlovede han sig med datteren fra nabogården, en glad og frisk pige med smilehuller og meget kild i kroppen; ret en type på en kærnesund og hjertelig ubegavet pige, ejegod og struttende af humør. Skønt han naturligvis ikke gjorde sig det klart, har han sikkert ikke haft lyst på en pige af moderens intelligens. Else var den rette for ham, og han tindrede som en sol over sin lykke, løftedes frydefuldt og saligt ovenud af de daglige forhold ligesom huse og haver i de himmelspejlende hildringer på fjorden i soldis. Næst efter ham selv var forlovelsen til mest glæde for faderen ; han gik og varmede stumperne af sin egen lykke i sønnens liimmelfryd.